De overskrider grænser på skolerejsen, de ikke troede var muligt

En stor del af eleverne stod på langrend, andre stod på alpin, og mange af dem lærte at stå på ski.

Interview med Helle Uhre, lærer på Waldemarsbo Efterskole

Eleverne fra Waldemarsbo Efterskole har været på skitur til Sälen. Målet var at udfordre og give selvtillid til eleverne, som alle er unge med særlige behov.


Nogle bliver født med ski på, og for dem er det en smal sag at drøne ned ad den ene sorte løjpe efter den anden. Jo vildere jo bedre. For andre kan det være en udfordring i sig selv at tage liften til toppen, og for dem kræver en skitur lidt ekstra forberedelse. Sådan var det for de fleste af eleverne på Waldemarsbo Efterskole ved Faxe Ladeplads på Sjælland. De var i vinteren 2014 på skitur til Sälen med Unitas Rejser for at "få armene i vejret", som lærer Helle Uhre beskriver det.

”Vi tog eleverne med på skitur, selvom vi vidste, at de ville blive udfordret, for kun en tiendedel af dem havde prøvet at stå på ski før. Ønsket var at give dem succesoplevelser på det personlige plan, og for vores elevgruppe var det her stort,” siger Helle Uhre. 

Forberedelse hjælper mod usikkerheden

Eleverne på Waldemarsbo Efterskole har alle indlærings- og funktionsvanskeligheder, og en stor del af dem har diagnoser inden for autismespektret eller andre udviklingsforstyrrelser. Efterskolen gjorde derfor ekstra meget ud af forberedelsen inden turen. Lærerne brugte meget tid på at inspirere og overbevise eleverne om, at de godt kunne lære at stå på ski. De viste blandt andet filmklip med skiløb og snakkede i grupper om, hvad det vil sige at stå på ski. På den måde fik eleverne plads til at stille spørgsmål og få luft for mulig nervøsitet og usikkerhed. 

”Mange af vores elever blokerer over for nye ting og står af på det. Det viste sig helt konkret ved, at det var en stor udfordring for mange at tage liften til toppen. Vi brugte børnebakkerne og øvede godt, fordi det for mange var ukendt land,” siger Helle Uhre.

Elgtur og hundeslæde

En stor del af eleverne stod på langrend, andre stod på alpin, og mange af dem lærte at stå på ski og fik en rigtig god oplevelse ud af det. En lille gruppe af eleverne, som ikke havde lyst til at stå på ski, var på et gåhold med andre udendørsaktiviteter. De gik primært ture i skisportsområdet, kørte på hundeslæde, tog liften til toppen af løjpen for at se udsigten og var på besøg i en elgpark. Her havde de mulighed for at komme helt tæt på dyrene. Gruppen af elever, der var med på gåholdet, blev større i løbet af ugen, for nogle måtte efter at have haft ski på kaste håndklædet i ringen. Det blev for nogle af eleverne en hård kamp at stå på ski, men de fik alle en rigtig god oplevelse alligevel, fortæller Helle Uhre. 

”De overskrider grænser og præsterer noget på skolerejsen, de ikke troede var muligt. Sälen er i den sammenhæng et rigtig godt sted. Der var mange grønne løjper og børnebakker, så det er et godt sted for nybegyndere, og hytterne lå tæt på området. Det er helt klart et sted, vi vil tage til igen,” siger hun.

Klik nedenfor og se rejseforslag på

Skitur til Sälen | Skiture til diverse destinationer | Alle skolerejser | Alle studieture

>>> Er du interesseret i en studierejse med faglig dybde og kulturelt indhold. Læs mere her…