Kirsten Ditlevsens møde med Armenien

"Vi overrakte en lille indsamlet pengegave til vores guide Ani, som tak for hendes store indsats, engagement, historiske viden, charme og humor og story-telling”.

Rejsebrev skrevet af Kirsten Ditlevsen, præst og rejseleder

Armenien 

Dag 1: Afrejse

En lille flok mødtes i Kastrup lidt før kl. 11 og blev checket ind. Afgang fra Københavns Lufthavn med Aeroflot SU 2659 med en smule forsinkelse. Undervejs blev vi trakteret med en kedelig, bastant russisk sandwich. I Moskva gik vi fra terminal E til D – en længere gåtur. Lang ventetid, som vi var forberedt på, men vi blev yderligere forsinket, da vi måtte vente først ½ time i gaten og derpå ½ time på startbanen. Fly: SU 1866. Vi nåede Yerevan ca. kl. 3, blev hentet af guiden Ani og chaufføren Artak og kørt til Hotel Metropol.

Dag 2: Yerevan

Efter en lidt sen morgenmad kørte vi fra hotellet i strålende sol i retning mod Geghard klosteret. Vi kørte ad en ujævn vej gennem landsbyer med gasledninger over jorden. Gennem afsvedet bjerglandskab afvekslende med dybe frodige dale. Også gennem en smule skov.

Geghard ligger naturskønt i en dal. Klosteret er delvist hugget ud af klippen. Klosteret har navn efter lansen, der gennemborede Jesu side. Ifølge traditionen blev det grundlagt af Gregor Illuminator i år 305. Dog den ældste af hulekirkerne daterer sig til det 7. årh., mens hovedkirken er fra det 13. årh.

Vi fik lejlighed til at høre et kor, bestående af 3 kvinder og 2 mænd, synge i den øverste kirke. Meget smukt. På nordsiden af Nartex i den nederste kirke var der et fint relief bestående af en okse, der holder to sammenbundne løver, underneden ses en ørn, der holder et lam i sine klør (våbenskjold for Proshyan familien). Mange fine Khachkars (korssten) rundt omkring. Udenfor klosteret så vi et lam, der skulle ofres. En mand stod klar med kniven, og en præst havde netop indviet saltet. Vi gik skyndsomt derfra.

Vi fortsatte til Garni templet, der ligger meget spektakulært, omgivet af en kløft på de tre sider. Det er bygget i det 1. årh., viet til solguden Mitra. Ved siden af templet var ruinerne af en kirke fra det 7. årh. og et romersk badeanlæg med mosaikgulv. Kløften til den ene side havde en særlig slags klipper, der lignede orgelpiber, derfor navnet: ”Symphonie-rocks”.

Vi kørte tilbage til Yerevan, spiste frokost ved Cascade-anlægget, bygget og betalt af en eksil-armenier. Derpå en tur rundt for at se på skulpturerne, både ude og inde. Et fantastisk sted.

Vi kørte derefter op til Mai-Hayastan (Mother Armenia) skulpturen, en kolos af en statue på 23 m. Hun står med blikket rettet mod Ararats bjerg og den tyrkiske grænse. Ved foden af statuen brænder der en evig ild, og der er en fin udsigt ud over byen. Skulpturen er omgivet af gammelt krigs-materiel, bl.a. en MIG.

Efter 1½ times hvile tilbage på hotel Metropol, blev vi hentet igen af bussen og kørt til restaurant Celicia, hvor vi fik lækker aftensmad, mens der blev spillet armensk traditionel musik. På vej tilbage til hotellet standsede vi ved Republik pladsen, hvor vi så og hørte ”watermusic”.

I løbet af dagen havde Ani bl.a. fortalt om tolkningen af farverne i flaget, om kristendommens komme til landet, om skolesystemet, om lønniveauet, om pensionering, om sundhedsforsikring, om parlamentet og meget andet.

Dag 3

Efter morgenmaden kørte vi i høj sol mod vest til Echmiadzin. Her besøgte vi først Sct. Hripsime kirken, hvor vi så en lille marmorsarkofag fra 1928) m. Hripsimes relikvier - og et par af de sten, hun blev stenet til døde med! Kirken er fra det 600-tallet, men ødelagt flere gange, dels af jordskælv dels af Stalins håndlangere.

Vi fortsatte til Den Armensk Apostoliske Kirkes hovedsæde. Kirken blev bygget i det 4. århundrede, tilbygget og ombygget senere. Ved siden af ligger Katolikos’ bolig, og et præsteseminarium. I 2001 blev der bygget et nyt udendørs alter, som var i brug ved fejringen af 1700 året for kristendommen ophøjelse til statsreligion i Armenien. Rundt om kirken ligger en række gravsten for diverse katholikos’er.

Dernæst gik turen til ruinerne af Zvartnots katedralen fra 600-tallet. Ødelagt af jordskælv i 930. Her sang et kor på tre (skulle have været fire) lidt af deres repertoire. Et lille museum ved siden af viste fund fra ruinen og en model af kirken samt et solur. Vi kørte derfra ved middagstid, temperaturen var over 30 grader.

Vi besøgte herpå Folkemordsmuseet med dokumentationen for det armenske folkemord nede i en beton-bunker. Her bliver man ret så påvirket og stille af dokumentationen af rædslerne. Et lille sidelokale m. bl.a. Karen Jeppe og Maria Jacobsen. En kontrast at komme op fra dybet til den bragende sol. Vi gik hen til Mindesmærket for Folkemordet med den todelte obelisk, der symboliserer det nuværende Armenien, og det tabte Armenien, samt en cirkel med 12 basalt søjler, der symboliserer de 12 provinser af det gamle Armenien, der nu ligger i Tyrkiet. En evig flamme brænder i centrum af monumentet.

Vi kørte nu til Republik pladsen, spiste frokost på en tag-selv-restaurant, fortsatte til Matenadaran – museet for gamle manuskripter. Det er både et museum og et forskningssted med 17.000 manuskripter. Stolt af Armeniens arv, udpegede Ani de betydeligste manuskripter. Vi var tilbage på hotellet kl. 17. Vi gik ud at spise kl. 19, sad i en park på vej op mod Republik pladsen, ikke noget at skrive hjem om.

I løbet af dagen fortalte Ani  bl.a om kirken og hierarkiet. Om Liturgien. Om salven til firmelsen, der består af 40 urter, om Stalin-tiden, hvor folk jo af gode grunde ikke blev døbt.

Dag 4

Vi checkede ud fra Hotel Metropol og kørte mod sydvest til Khor Virap klosteret, der ligger smukt på en bakke med udsigt til Ararat. Lidt blæsende og diset sol over de små bjerge på den anden side af dalen. Vi så den lille kirke, hvor Gregor Illuminatoren sad i en brød i 13 år. Derpå kirken viet til Gudsmoder. I nærheden lå den gamle hovedstad Artashat fra det 2. årh. f. Kr. Her har man fundet mønter med Cleopatra og Antonius kontrafej. Vi fortsatte mod syd igennem Ararat-dalen, der er meget frugtbar. Her dyrkes bl.a. abrikoser, æbler, majs, hvede, pærer, vin og grøntsager. Man kan høste grøntsager to gange om året.

Inden vi drejede fra ind i landet, så vi fiskedamme i stor stil. Det gik raskt opad gennem afsvedne bjerge. Igennem vin-byen Areni, herfra stammer den endemiske drue areni. Vi passerede hulen, hvor man fandt en årtusindår gl. lædersko (3500 år gammel), der nu er på det historiske museum i Yerevan, inden vi drejede af og kørte ind i en smal dal.

Vi nåede klosteret Noravank, der ligger smukt omgivet af røde klipper. Bygget af de samme røde tuf sten. Klosterkompleksets arkitekt er Momik, som også har lavet fine miniaturer og korssten. Det fortælles, at Momik faldt ned og blev slået ihjel, da man lavede kuplen til to-etages kirken, viet til Gudsmoder. Det blev hans sidste! Et fint tympanon over døren til Sct. Stefanus kirken: Gud Fader, der holder Adams hoved i sin venstre hånd og med den højre velsigner han Kristi korsfæstelse. Ud fra hans skæg udgår en Helligånds due ned mod Adam.

Vi spiste frokost i restauranten ved siden af klosteret og drak kaffe i haven.
Vi kørte ud af kløften igen og fortsatte en tid langs floden, drejede fra og kørte gennem en frodig dal med frugttræer. Pludselig begyndte det at regne og hagle. Heldigvis kortvarigt! Vi fortsatte op til Selim karavanseriet, der ligger ca. 2400 m.o.h. (Selim er søn af Suleiman d. Prægtige).Det ligger på den gamle silkevej. Til højre for indgangen til karavanseriet var der et sjovt relief: et fabelvæsen med løvekrop og vinger, hane-hoved, halen ender i et slangehoved. Og selve halen har et ottetalsknob. Man ved ikke, hvordan det skal fortolkes.

Turen fortsatte over en højslette med en del løsgående køer. Man kunne se, at der var slået hø. Ned til landsbyen Martuni med mange halm og høstakke, næsten ud for hvert hus. Vi kørte derpå langs Sevan søen uden at se den pga. træer. Nogle få kig til søen ind imellem. Sevan søen ligger i 2000 m.o.h. Vi kom til landsbyen Noraduz hen på eftermiddagen. Her findes den største samling af khatckars (korssten) på kirkegården, ca. 800. Blandt korsstenene gik løse får m. hyrde - og kvinder, som ville sælge hjemmestrikkede sokker. Vi nåede vores hotel: Best Western Boheimian Resort, blev indkvarteret i lejligheder i to etager. Her var køligt. Nede ved søen var der udsigt til Sevanavank. Glimrende aftensmad m. fisk fra søen.

Undervejs fortalte Ani bla. om Nagorno Karabakh krigen og konflikten, om Sevansøen, hvis vandspejl har været sænket 40 m i Stalin-tiden. Nu er det 8 m under, hvad det oprindelig var. Søen dækker 940 km2, 80 m lang, 30 km bred, 99 m på det dybeste sted. Mange forskellige fisk, også endemiske.

Dag 5

10 grader da vi vågnede. Flot solskinsvejr. Lækker morgenmad med hjemmelavet brød. Vi checkede ud og kørte ud på halvøen. Morgen fitness med 200 trapper op til Sevanavank. Flot udsigt. Hovedkirken er viet til Gudsmoder, og den lille kirke viet til apostlene, den bruges til dåb og bryllup. En meget fin korssten stod inde i Gudsmoderkirken, med et billede af  korsfæstelsen, hvor Jesus, har en spøjs hat på med noget, der ligner fletninger. Ovenfor kirkerne kunne man se ned til et nyt præsteseminarium, hvor der er plads til 80 studerende. Længere ude på halvøen kunne man se et højt grimt hegn, der formener adgang til den tidl. præsidents sommerhus!

Vi fortsatte igennem den 3 km lange Tavush tunnel og kom nu ud i et skov - og bjerglandskab, der ligner Schweiz. Der var da også skilifte. Først gran- og pinje træer, senere også løvtræer. Vi kørte ned til Dilijan, fortsatte igennem byen gennem en frodig grøn dal med skov, nu nationalpark.

Vi drejede fra landevejen og kørte langs en flod, krydsede den og kørte ind i en dal med skulpturelle klipper ved indkørslen, senere videde dalen sig ud, inden vi kom til Goshavank klosteret nogle km inde i dalen. Vi deltog en kort tid i liturgi i kirken. Her har været et betydeligt center for skabelse af manuskripter og miniaturer, et slags tidligt universitet. Meget flotte korssten, nærmest som filigran eller broderi. Meget flot solskinsvejr, da vi kørte derfra. Vi kom tilbage til hovedvejen, drejede fra og kørte ad en smal snoet vej gennem løvskov til det hvide kloster, bygget af travertin, deraf kælenavnet. Klosterets rigtige navn er Haghartsin (Ørnenes dans). Et refektorium, hvor der var en fotoudstilling om restaureringen sponseret af en muslim: Sheik af Shariah. Der var tre kirker, viet til Gudsmoder, Gregor Illuminatoren og Sct. Stefanus.  

Frokosten indtog vi i et privat hus ovenfor Dilijan på vejen mod Yerevan: fine salater, kåldolmere, kaffe og roulade, frugt og hjemmelavet saftevand. 
I Dilijan gjorde vi holdt i den ældre del af byen med værksteder: træskærer, keramik, strik, håndflid og hyggelige træ huse med balkoner i træ. Herpå kørte vi hen til vores hotel Haghartsin, der bestod af små huse midt ude i skoven. Derfor køligt. Møbleret, som man forestiller sig det var i Sovje-ttiden, meget lidt charmerende. Vi spiste aftensmad i restauranten: Veltillavede salater, kylling, melon og kaffe.

Undervejs den dag hørte vi bl.a. om Sevan søen, drikkevand, fisk,  de mange børnehjem i Dilijan efter 1915, om dyrene i nationalparken: bjørne, ulve, ræve, egern, pindsvin bl.a. og m.a. Om årets farverige fester i Armenien, både  kirkelige og verdslige.

Dag 6

Efter morgenmad kørte vi gennem bløde bakker med gammeldags høstakke på vej til Vanadzor. I dette område bor et mindretal: Molokan(mælkedrikkerne), der er en fundamentalistisk kristen sekt, med mange hemmeligheder. De klæder sig gammeldags, bruger ikke elektricitet og telefon osv., drikker mælk i fastetiden, har særlige og hemmelige begravelsesritualer.

Vanadzor  har tidligere været en stor og vigtig industriby med 72 fabrikker, - men kun enkelt er i brug i dag. Byen blev hårdt ramt af jordskælvet i 1988, og kollapset af Sovjetunionen gjorde, at fabrikkerne blev lukket. Vi så mange gamle, udslidte lada’er køre rundt i gaderne, mange gl. togvogne, der var blevet brugt til beboelse efter jordskælvet i 1988, nu var det små værksteder. Et stort moderne uddannelsessted bl.a. for lærere.

Ad dårlige veje nåede vi frem til Spitak midt på formiddagen. Blev venligt modtaget på YMCA af lederen. Huset er fra 2010. Tre unge kvinder fortalte beredvilligt om stedet og aktiviteterne. De to var volontører, en fra Amerika, der skulle være der i to år, og en fra Schweiz, som skulle være der i tre måneder Den tredje var armenier, hun oversatte, hvad lederen sagde. Vi blev vist rundt, så børnehave, førskole-klasse, teatersal m. dukketeater, fitness rum, sy-lokale, spisesal og også gæsteværelser, hvor man kan leje sig ind. Man har en særlig aftale med YMCA i Zürich, der sponserer en del af aktiviteterne. Så var det tid til formiddagskaffe på terrassen foran huset med samtaler om vore kirkers forskellighed.

Vi kørte derfra ved middagstid op over Spitaks pas, der ligger i 2400 m højde. Kørte over en højslette med landbrug med udsigt til Aragat med de 4 toppe med sne på. Forbi nogle Yazidi landsbyer, en af dem: Rya Taza med gravplads som små miniature huse, og en gl. gravplads med dyr på gravstenene. Vi nåede frem til Aparan, hvor Armeniens bedste og største bageri er, ifølge Ani. Her købte vi hver især ind til frokost.

Vi fortsatte ad dårlig vej gennem landbrugsland med landsbyer, nu med udsigt til Ararat forude, og Aragat til højre for os. Ind imellem markerne var der områder, der ikke kunne dyrkes pga. klippefyldt terræn.
Uden for landsbyen Artashava standsede vi i 1700 m. højde. Her var der i 2001 lavet et monument i anledning af fejringen af 1700 året for kristendommens indførelse i Armenien. Et stort metalkors lavet af 1700 mindre metalkors kunne ses fra lang afstand, desuden var der skulpturer af de enkelte armenske bogstaver i mandshøjde, samt de vigtigste helgener. Overfor lå et afrundet bjerg på 3000 m højde.
Vi fortsatte til Johannes Døberens kloster: Hovhanavank, der ligger spektakulært ved en dyb kløft. Nede i bunden løber Kasakh-floden. I følge traditionen skulle Gregor Illuminatoren have bragt Johs. Døberens højre arm hertil som relikvie fra Kæsarea i Kappadokien! Et specielt tympanon med fortællingen om de fem kloge og de fem uforstandige brudepiger. Ansigterne er mandeansigter, da man ikke gengav kvinder, fortæller Ani; men på beklædning kan man se, at det er kvinder!

Så var det tid at vende tilbage til varmen i Yerevan, som vi nåede ved 16-tiden. Vi overrakte en lille indsamlet pengegave til Ani, som tak for hendes store indsats, engagement, historiske viden, charme og humor og ”story-telling”. Hun havde fået tildelt en gruppe fra Oman næste dag, og var ikke sikker på, at det blev hende, der skulle følge os i lufthavnen søndag.
Vi hørte i dag bla. om jordskælvet i 1988 med epicenter lidt nord for Spitak, 90% af byen blev ødelagt, 25.000 døde, og i hele området blev 500.000 hjemløse. Fra Sovjetunionens side blev der bedt om international hjælp. 70 nationer hjalp med præfabrikerede huse, togvogne, nødhjælp, læger og hospitaler osv. Vi hørte om Armeniens minoriteter: molokans, ca 5000 er der. De spiser ikke svin, holder gudstjeneste om lørdagen, ingen kors, ingen præster, meget hemmelighedsfulde. Og om yasidierne, ca 45.000 i Armenien. De har et soltempel i Ladesh. Hemmelighedsfulde. De lever af landbrug i Armenien. De tror på én Gud, der under sig har 7 engle. Af dem spiller påfugle-englen en stor rolle. Vi har jo hørt en del om forfølgelse af yasidierne i forbindelse med krigen i Syrien. De forfølges af fundamentalistiske islamister, der kalder dem ”vantro” og ”djævletilbedere”.

Dag 7

Denne dag var til fri afbenyttelse i Yerevan. Gruppen mødtes i et lille lokale midt formiddag, hvor jeg holdt mit foredrag om Armenien (der havde ikke været tid før!), og som nu passende kunne være en slags sammenfatning/ repetition af historien. Det fik vi en god samtale ud af. Desuden fortalte jeg om Karen Jeppe og Maria Jacobsens indsats.

Nogle af os spiste frokost sammen på tag-selv stedet ved Republik pladsen. Tre af os gik på Det Armenske Nationalgalleri, en enkelt på det historiske museum, og to patienter hvilede sig på hotellet.

Til aften gik Inger Lise og jeg op til Republik pladsen, videre til Opera pladsen, op til Kaskaderne for at spise aftensmad, de øvrige fire blev på og omkring hotel Metropol.

Dag 8

Afrejse kl. 12 fra Hotel Metropol. Det var en fremmed chauffør, så vi gav en kuvert til repræsentanten fra Aqurius at give videre til Artak, vores dygtige chauffør fra turen. Vi blev hurtigt checket ind i luftehavnen, fik en gave fra Aquarius. Hurtig paskontrol og sikkerhedscheck. Kun en terminal, let at overskue. Flot udsigt til Ararats bjerg. Afgang kl. 14.45 fra Yerevan med aeroflot: SU 1861. Vi ankom til terminal D i Moskva og fulgtes ad til terminal E, gaten blev ændret et par gange. Afgang kl. 19.40 med SU 2496. Ankomst Kastrup kl. 21.15. Fik sagt farvel i bagage udleverings hallen og spredtes for alle vinde.

Jeg tog med tog til Jylland, fulgtes med Lise og Johan. Var i Skanderborg kl. 02.10, og lå med fjer på maven kl. 3 i mit hjem, træt.