Vi var helt tæt på

I efteråret 2014 rejste Lars Søgaard fra Hammel med sin 81-årige mor til Israel-Palæstina. Det var en rejse, som blev oplevet alle andre steder end fra busvinduet. ”Min mor havde sit livs rejse!”, siger han.

Interview med Lars Søgaard fra Hammel

Da Lars Søgaard i september måned 2014 drog mod Israel-Palæstina, var det med en forventning om en meget alsidig rejse. Han havde dog sine overvejelser om, hvor vidt han var den rette målgruppe – skulle han på en grupperejse i selskab med en masse pensionister?

”Min forventning om at komme rundt om alle kontraster i Israel-Palæstina blev til fulde indfriet. Og sammensætningen af vores gruppe var rigtig god, aldersgruppen spændte bredt – den yngste deltager var kun 14 år. Der var ingen grupperinger, og det var meget forskelligt, hvem man snakkede med i løbet af turen”, fortæller Lars Søgaard.

Temaet for rejsen var netop ’Israels kontraster’, og den første kontrast mødte gruppen allerede den første aften.

”Vi kørte ud i ørkenen, hvor der var helt øde, og man ingenting kunne se. Det var helt særligt og rart at opleve naturens mangfoldighed på den måde”, siger Lars Søgaard.

Naturens mangfoldighed kunne også mærkes ved Genesaret sø og på besøg i en bosættelse.

”Vores guide, Rasmus Birkerod, var super god til at finde steder med frodighed, og hvorfra der ikke var langt til den golde ørken. Vigtigst var, at vi ikke oplevede noget af det fra busvinduet. Vi var ude i det og oplevede det hele helt tæt på”, siger Lars Søgaard. 

Udsigten over Genesaret Sø.