På studieturene vil vi ikke gå med skyklapper i Jesu fodspor

"Vi skylder de trængte kristne at være opmærksomme på deres situation", mener Leif Vestergaard, som mange gange har været i Israel med Teologi for Lægfolk.

Interview med Leif Vestergaard, underviser og rejseleder

Israel og Palæstina er i mediernes søgelys næsten dagligt, og det er en så langstrakt konflikt, at mange spørger sig selv, om der overhovedet findes en løsning. Til trods for den store mediebevågenhed er det for mange danskere alligevel svært at forstå til bunds, hvad der er op og ned i konflikten. Det forsøger rejseleder Leif Vestergaard at råde bod på.

Han underviser på Teologi for Lægfolk i Aarhus og har sammen med sin kollega Peter Lodberg arrangeret tre ture til Israel og Palæstina arrangeret af Unitas Rejser. Folk fra det meste af landet er med på turene, og ofte er de udsolgte, nærmest før katalogerne er kommet tilbage fra tryk. Det skyldes rejsernes fokus, peger Leif Vestergaard på. Formålet med rejserne har nemlig primært været at besøge det palæstinensiske kristne mindretal på Vestbredden og i Betlehem, for ifølge Leif Vestergaard er det vigtigt at arrangere en tur, der indeholder noget ekstra, som man ”ikke kan gå hen og trække i en automat”.
”Mange af deltagerne tror næsten ikke deres egen øjne, når de kommer til Israel og ser bemandede tjekpoints, kampberedt militær og den massive mur, som adskiller israelerne og palæstinenserne,” fortæller Leif Vestergaard. 

De levende sten

For bedre at kunne forstå problematikkerne i det konfliktfyldte område bruger Leif Vestergaard og Peter Lodberg de fleste aftener på rejsen til at sidde med deltagerne og drøfte, hvad de har oplevet i løbet af dagen, og hvordan det påvirker dem. Det er vigtigt at hjælpe hinanden til at forstå, hvad man ser, når man rejser rundt i et land, hvor der er så komplicerede religiøse og kulturelle forhold, mener Leif Vestergaard og siger, at oplevelserne uundgåeligt vil gøre indtryk og er anderledes end dem, man typisk vil få på en turistrejse.

En del af det tilrettelagte program er derfor at besøge de lokale palæstinensere og israelere for at høre, hvordan de oplever, at konflikten påvirker deres dagligdag. Øjenvidneberetningerne giver deltagerne en dybere forståelse for, hvad det er for et land, de besøger, mener Leif Vestergaard. Ifølge ham har man skyklapper på og snyder sig selv, hvis man tager til Israel for udelukkende at gå i Jesu fodspor:

”Vi skal selvfølgelig også besøge de historiske steder, men i stedet for kun at gå på de døde sten, skal vi også møde de levende sten. Der er kristne kirker i landet, som lever under andre vilkår, end vi kan forestille os. Derfor gør vi, hvad vi kan for at få historien trukket op til nutiden og undersøge den aktuelle situation i landet.” 

Oversete kristne

En vigtig grund til at se på den aktuelle situation skyldes den stigende opmærksomhed, der i de seneste år har været på kristne mindretal i Mellemøsten. Både i lande som Israel, Syrien og Irak lever mange kristne i usikkerhed og forfølgelse og ser sig nødsaget til at flygte på grund af leveforholdene. Ifølge Leif Vestergaard befinder de palæstinensiske kristne på Vestbredden sig i en dobbelt klemt situation, fordi de både lever i et besat område og samtidig er et lille mindretal blandt et muslimsk flertal. Vi skylder de kristne på Vestbredden at være opmærksomme på deres tilstedeværelse for at se, hvad vi kan gøre for at støtte det arbejde, de udfører, mener Leif Vestergaard.

”Når vi kommer mellem 25 og 30 mennesker på besøg, kan vi sommetider tro, at vi kommer til ulejlighed, men i stedet får vi altid et tak fordi, vi kom, for de føler sig overset af mange af de andre turister, der styrter til Israel for udelukkende at følge i Jesu fodspor,” siger han.

Han har aldrig på nogen af studieturene oplevet, at det har været farligt at befinde sig i landet. Og selvom Betlehem ofte er et sted, der forbindes med konfliktens brændpunkt, bor rejsedeltagerne i byen i fem nætter.

”Deltagerne har oplevet det som dejligt, når alle andre turister smutter hjem til Jerusalem klokken 16, for så er der en landsbyagtig stemning i byen. De fleste turister styrter til Fødselskirken og skal se Hyrdernes Mark, og så er de ude igen,” siger han. 

Svært at finde en løsning

Når ugen i Israel er omme, kommer deltagerne hjem med en masse nye indtryk, men ingen kommer hjem med færdige løsningsforslag på den vanskelige situation, understreger Leif Vestergaard:

”Man oplever virkelig, hvor kompliceret det er, og hvilke stejle holdninger man møder på begge sider af konflikten. Vi tager ikke derned, fordi vi tror, vi kan løse konflikten, men vi kan måske få en lidt dybere indsigt i forholdet mellem Israel og Palæstina”.

Leif Vestergaard har rejst med Unitas Rejser flere gange og har blandt andet været sognerejseleder på ture til Rom og Mallorca.

”Unitas Rejser er et veldrevet rejsebureau med deres eget speciale og gode samarbejdspartnere. På de rejser, som jeg har været med til at arrangere, har jeg aldrig oplevet nogle kiksere – det vi aftaler på forhånd, bliver også gennemført på rejsen. Prisen er i den høje ende, men det hænger sammen med, at man ikke køber en rejse, som er lavet på samlebånd. Det betyder, at vi kan lave ture, som indeholder andre elementer end bare det sædvanlige”.

Klik nedenfor og få information om 

Programforslag til sognerejsen | Sognerejser for alle | Rejser til Israel