Påsketraditioner verden over

Af Unitas Rejser
Påsken står for døren, og med den knytter der sig en række traditioner og skikke. Mange herhjemme fejrer påsken ved at gemme chokoladeæg i haven, æg bliver pustet og dekoreret, og familier samles om frokosten påskedag.

Men hvorfor fejrer vi egentlig påske?

Den kristne påske foregår i dagene omkring Jesu korsfæstelse, fra Jesus red ind i Jerusalem på et æsel palmesøndag til den sidste nadver med disciplene skærtorsdag, korsfæstelsen på Golgata langfredag og opstandelsen påskedag.

Påsken bliver i dag fejret overalt i verden, og traditionerne er vidt forskellige, alt efter hvor i verden man tager hen. I enkelte lande som blandt andet i Indien og på Fillippinerne lader kristne sig hvert år korsfæste for at leve sig ind i Jesu lidelser på korset. Dette hører imidlertid til sjældenhederne. Men traditionerne verden over er mange og forskelligartede.

Vi bringer her et lille udsnit af traditionerne.

Påskeæg jagt

USA

I Washington er der hvert år tradition for på 2. påskedag at afholde ”Easter Egg Roll”. Dette foregår på plænen foran Det Hvide Hus. I denne begivenhed, der blandt andet byder på lege og konkurrencer, deltager præsidenten og hans familie sammen med omkring 30.000 amerikanere. Traditionen med Easter Egg roll stammer tilbage fra 1878.

I New York er der hvert år på påskesøndag Easter Parade (påskeparade). Trafikken på Fifth Avenue er spærret for al trafik, i det tidsrum paraden finder sted. New Yorks indbyggere går i optog gennem gaderne iført festlige hatte og farvestrålende tøj, så gaderne farves gule, røde, blå og grønne.

Påske. USA. Unitas Rejser

Italien

I byen Enna på Sicilien finder en af Italiens mest unikke og kendte traditioner sted i forbindelse med påsken. Fra palmesøndag til sent langfredag finder flere religiøse optog sted i byen med forskellige ordener iklædt kutter, der kendetegner netop deres orden. Alle de kutteklædte mænd går langfredag aften i samlet procession fra rådhuset til kirkegården og det gamle Capuciner-konvent, hvor der omkring midnat holdes taler og bøn. Den korsfæstede Kristus og Madonnaen er repræsenteret i optoget. Hele byen vrimler med mennesker, der følger optoget.

Påske procession i byen Enna. Sicilien i Italien. Unitas Rejser

I Rom, Den Evige Stad, holder paven traditionen tro påskemesse i Peterskirken og på Peterspladsen påskedag, hvor tusinder af katolikker deltager. Påskemessen transmitteres verden over. Skærtorsdag holder paven oliemesse i Peterskirken og indvier de olivenolier, der skal bruges til kirkelige handlinger i det kommende år.

En anden smuk påsketradition er Golgata-processionen, der finder sted langfredag aften. Den symboliserer Jesu vej med korset til Golgata. Paven leder processionen fra Colosseum, og faklerne oplyser den mørke aftenhimmel.

Længere nordpå i Firenze bliver påsken fejret med fest og farver. Påskedag trækkes en vogn gennem gaderne læsset med fyrværkeri efterfulgt af et folkeoptog, der venter på, at fyrværkeriet skal affyres på domkirkepladsen Santa Maria del Fiore.

Spanien

Overalt i Spanien fra små landsbyer til storbyer er der i påskedagene adskillige processioner, som markerer Jesu lidelseshistorie. Både kvinder, mænd og børn deltager i optogene, for påsken er intet mindre end en folkefest i Spanien. Nogle ortodokse spanske katolikker har tradition for at bære høje, spidse kutter eller hatte i sorte, hvide og røde farver. Iklædt disse går de gennem gaderne med kors, fakler og krucifikser. I blandt andet Sevilla fejrer man Semana Santa (den hellige uge) med adskillige optog. Også mange spaniere deltager i kirkernes messer, ligesom den spanske påskefejring hvert år tiltrækker nysgerrige turister fra hele verden.

Påske - Holy Week - i Guadalajara. Spanien. Unitas Rejser

Frankrig

Frankrig har stærk katolsk baggrund og fejrer derfor påsken med stor entusiasme. En særlig tradition er bl.a. de ’flyvende klokker’. Langfredag siger man, at alle Frankrigs kirkeklokker flyver til Vatikanet i Rom og tager sorgen ved Jesu korsfæstelse med sig. Påskesøndag kommer klokkerne flyvende tilbage med masser af chokoladeæg, som børnene kan gå på jagt efter rundt omkring i haverne.

I byen Haux i Sydfrankrig er det påskedag en tradition at samles på byens torv, hvor man ud af 4.500 æg laver en kæmpe omelet – stor nok til at mætte op til 1.000 personer. Det siges, at traditionen stammer tilbage fra Napoleons tid, hvor han passerede byen med sine soldater. På hans besøg fik han første aften serveret en omelet, som han syntes så godt om, at han beordrede byen at samle alle æg, så han kunne servere en kæmpe omelet for alle hans soldater næste dag.  

Påsketradition i Haux, Frankrig. Kæmpe omelet.

Israel-Palæstina

I Israel-Palæstina bliver både den jødiske pesach og den kristne påske fejret. Det var her, Jesu korsfæstelse og begivenhederne omkring den fandt sted, og Jerusalem er derfor også i dag centrum for højtiden.

Ordet ”påske” kommer af det hebraiske ord ”pesach” og betyder ”forbigang”. Det henviser til dengang, israelitterne var slaver i Egypten, og Gud sendte en dødsengel for at slå alle førstefødte drengebørn ihjel. Israelitterne slagtede lam, stegte dem og spiste dem med usyret brød til. Blodet fra lammene smurte de på dørstolperne, for at dødens engel skulle gå forbi dem.
I dag er den jødiske pesach-fest en stor, jødisk begivenhed, som bliver fejret over otte dage. Det usyrede brød, som israelitterne spiste i Egypten, er stadig en central spise under pesach-festen.

Den kristne påske fejres med processioner gennem Øst-Jerusalem. Kristne pilgrimme fra hele verden kommer hvert år til Israel-Palæstina for at deltage i påskehøjtidelighederne. Palmesøndag tager mange kristne til Oliebjerget, for at fejre da Jesus kom ridende på et æsel, og alle folk hyldede ham som konge og lagde palmeplade på vejen foran ham. Der bliver viftet med palmeblade, sunget sange og spillet musik, mens man følger den rute, man mente Jesus red. Skærtorsdag tilbringes i Getsemane Have. Et af de store trækplastre er også ceremonien med den hellige ild, der foregår i Gravkirken, og katolikker går i procession ad Via Dolorosa, smertens vej, hvor Jesus bar korset langfredag.


The Church of Bethphage - Palmesøndagskirken i Jerusalem. Israel. Unitas Rejser

Grækenland 

Påske i Grækenland svarer til en tradition i størrelsesorden med julen i Danmark. Det er den største begivenhed i den græske kultur, hvor grækere overalt i landet vender hjem til deres barndomsbyer for at fejre påsken. Den græsk-ortodokse påske starter altid på en mandag og allerede 40 dage før palmesøndag, hvor fasten begynder. Mange af de påsketraditioner, vi kender herhjemme, stammer fra det græske, hvor de pynter gaderne med guirlander, farverige æg og harer. 

Den lille ø, Patmos, som ligger mellem Kos og Samos, spiller en særlig rolle i den græske påske. I en klippehule på øen dikterede apostlen Johannes sine åbenbaringer til en elev i sine sidste år. I dag valfarter folk hertil. Allerede skærtorsdag starter påskeoptoget på øen, hvor munke fra Johannes-klostret ifører sig guldbroderede og farverige kåber og gennemfører en udgave af Jesu fodvask af disciplenes fødder. Det er også på skærtorsdag, grækerne farver æg røde. Ægget er symbolet på livet, mens rød er livets farve. Langfredag om aftenen er der sørge-optog gennem gaderne. Traditionerne og festlighederne kulminerer og topper påskenat og -morgen, hvor Jesu opstandelse fejres. Påskelørdag ankommer den hellige ild fra Jerusalem, som bliver fløjet dertil i helikopter. Ilden bliver anbragt i Johannes-klosteret. Ved midnat bliver ildfaklen fragtet rundt i klostrets indre gårde og utallige lys bliver tændt i byen. Dette øjeblik symboliserer Kristus genopstandelse, og der spreder sig en følelsesladet og glædelig atmosfære på øen.Genopstandelsen ophæver de 40 dages faste og natten og påskesøndag fejres med god mad. Det er en festlig dag.

Påske. Grækenland. Unitas Rejser

Få et skræddersyet gruppe-tilbud:

Tag gerne en snak med en af vores rejsekonsulenter om dine ønsker til rejsen. Vi skræddersyr grupperejser ud fra dine behov. Ring på 8723 1240.

Marianne Topholm Christensen

Få gratis råd til rejseplanlægningen

Tag en snak om din rejse med Marianne Christensen. Ring til hende på tlf.: 8723 1243