Pilgrimsrejser til det Hellige Land i fortid og nutid

Af Unitas Rejser
TERRA SANCTA - DET HELLIGE LAND
af Gitta Bechshoft, guide i Israel
Kors ved gravkirken. Israel. Unitas Rejser

Slentre gennem regnen, lyder teksten til en af demelodier der ofte blev spillet i dampradioens tid. Man kunne også høre udtrykket flanere, et begreb, der i vor tid næsten er gået helt af mode. På engelsk findes et tilsvarende udtryk – sauntering. Det bruges, ligesom de danske ord, til at beskrive en form for langsom, utvungen spadseregang, men ordet saunterings egentlige betydning skal nok findes meget længere tilbage i sprogets historie, nemlig i forbindelse med dette at begive sig ud på en pilgrimsrejse til det Hellige Land.

På latin kaldes det Hellige Land Terra Sancta, og på middelalderfransk hed det La Saint Terre. Om en person der begav sig på vej mod La Saint Terre sagde man, at han gik ”saint-terring”. Mange pilgrimme begav sig afsted uden penge. En pilgrims anmodning om hjælp måtte en god kristen ikke sidde overhørig, han var forpligtet til at bidrage med et måltid mad eller lidt penge, i håb om at pilgrimmen, når og hvis han nåede målet, ville sige en bøn for den der havde hjulpet ham.

Efterhånden fik udtrykket ”sauntering”, som det kom til at hedde, en negativ klang. Ikke alle, der gav sig ud for at være pilgrimme, var det. Nogle var vagabonder, andre var tyve der udnyttede både deres med-pilgrimme og godtroende mennesker de mødte undervejs, og hertil kommer alle dem, der blot drog ud på må og få i håb om at finde et bedre liv andetsteds.

Den nordiske pilgrimstradition

Siden den tidlige middelalder har utallige skandinaviske pilgrimme besøgt det Hellige Land på andagts og bodsrejser. Blandt nordboerne gik denne form for rejse under benævnelsen Jorsalafærd. (Færden til Jerusalem). De fleste af disse tidlige pilgrimme forbliver ukendte for os. Enkelte efterlod sig dog et navn og en gravsten hvorpå de ses afbilledet iført pilgrimmens kendetegn: en lang kutte, en skuldertaske, en bredbræmmet hat, en vandrestav og naturligvis symbolet på vandringen - en Jakobsskal (ibsskal), eller en palmegren (hvis de havde besøgt Jerusalem). Peder Kæller, munken fra Esrom Kloster, er en af de mere kendte, da hans gravsten endnu er bevaret i Tyrsted Kirke nær Horsens. Munkene Hellig Anders fra Slagelse og Jon fra Sorø, om hvem man næsten intet ved, udover hvad der stod på deres gravsten, skal også nævnes.

Blandt de nordiske pilgrimme møder vi også enkelte konger, dronninger og andre adelige personer, der med deres følge drog på vej mod bod og bedring. I samme periode deltog også en del danske storbønder og adelsfolk i nogle af de store korstog, men hvad enten man rejste som privatperson eller som deltager i et væbnet togt, kostede rejsen dyrt. En pilgrims fravær kunne også dengang måles i penge, i alt fald hvis han havde sat sin ejendom og jord i pant for at finansiere sin færd. Kom han ikke hjem, måtte familien hoste op med pengene og se sig helt eller delvist ruineret.

De berømteste pilgrimme var naturligvis mennesker der hørte til i samfundets øverste lag: Bisp Svend (der byggede Viborg Domkirke) og broderen Eskild, begge af Trugotslægten. Kong Erik Ejegod (der aldrig nåede frem), Dronning Bodil, Valdemar Atterdag, den norske Konge Sigurd Jorsalafarer, samt en lang række andre  personligheder fra senmiddelalderens og renæssancens anegalleri. Deres færd blev nedskrevet af historikere og besunget af skjalde, og særlig de Islandske sagaer præsenterer os for nogle af de allerbedste, mest fantasifulde pilgrims og rejse-beretninger.

Den store dannelsesrejse

Efter reformationen blev den store udlandsrejse, der ofte inkluderede et besøg i det Hellige Land, betragtet som et særdeles vigtigt element i enhver ung adelsmands (ud)dannelses program. Nu rejste endnu flere velhavende personer mod det sydlige udland, og mange efterlod sig interessante, meget detaljerede rejseberetninger. Enkelte blev væk i årevis. De fleste vendte dog snart hjem igen i god behold, ikke mindst på grund af de langt bedre forplejnings og befordrings-muligheder. Studerer man de gamle rejsebeskrivelser, bemærker man, at helligstederne de andagtsfuldt knælede ved, i det store og hele er de samme, som vore dages pilgrime besøger. 

1800 og 1900 tallets danske pilgrimme

Danske (og nordiske) rejsende har siden midten af 1800 tallet i stort tal besøgt Jerusalem og Palæstina, hvilket en lang række bøger og rejsebeskrivelser, der nu samler støv på bibliotekernes bagerste hylder, vidner om. En herlig guldgrube af spændende, dramatiske, ofte lidt ”naive”, men altid velmente beretninger forfattet med ønsket om at dele oplevelserne med andre. Blandt de mere alment  kendte kan nævnes Grevinde Danner og forfatterne Christian Richardt, Johannes Jørgensen og Kaj Munk.

I dag aner de færreste dog noget om disse rejsende og deres bøgers eksistens, men for den, der agter sig på pilgrimsfærd til det Hellige Land (Israel), kan denne litteratur blive en herlig, krydret ”forret” og introduktion til egen færd. De er en del af linjen bagud der kan tilføje en ny, dybere forståelse for alt det, man snart skal se, høre og opleve på egen hånd. Uden viden om denne lange tradition, kan vores billede af, hvad en pilgrimsrejse er, let blive for endimensionelt - for ”moderne”.

En ny tids pilgrimme

Efter det sidste årtusindskifte er ”sauntering” - dette at foretage en rejse mod et helligt mål (oftest en grav), blevet utroligt populært. Tusinder og atter tusinder af moderne pilgrimme har på med stav i hånd ”Apostlenes Heste” fulgt i forfædrenes (fod)spor ned gennem Europa, og de seneste ti år er et voksende antal nationale og lokale pilgrims-foreninger kommet på banen med råd, dåd og inspiration til deres vandrende medborgere.

Danske andagtssøgende lader sig heller ikke længere nøje med en fodtur til Roskilde Domkirke eller en bustur ud til Sankt Thøger i Vestervig. Nej, man valfarter sydover, ned til de store helgengrave, og mange drømmer nu også om at foretage en ”rigtig” pilgrimsvandring til det Hellige Land. Når det gælder vore dages pilgrimsrejser, burde alle kombinationer og former for befordringsmiddel anses for at være lige meget ”værd” - lige ”gyldige” , da det jo er målet man bør fokusere på, men de fleste vil nok alligevel syntes, at den rejse der giver allermest mening, er den, der foregår langsomt og til fods - som på Jesu tid.

'Tivolisering' og markedsgøgl?

Det er i sandhed et farverigt skue, der udfolder sig langs de genoplivede pilgrimsruter såvel som på selve andagtsstederne. Ikke mindst i den Hellige Stad. Man trænges fra alle sider i de snævre markedsgyder, løber spidsrod mellem handlende der faldbyder religiøse souvenirs, postkort og kulørt skrammel. Ydmyge spisesteder slås om kunderne, lokale ”guider” tilbyder tvivlsomme tjenester til overpris, og så - lige midt i dette kulørte virvar, overhales man indenom af en gruppe kutteklædte munke, der baner sig vej gennem mylderet, bærende på Jesu Kors.

Arbel. Udsigt over Genesareth Sø. Israel. Unitas Rejser

De mere puritansk anlagte (nordiske?) pilgrimme mener nok, at det er ved at blive lidt for poppet, men bør man nødvendigvis anskue fænomenet ud fra et rent elitært synspunkt? Gik Jesus i kloster? Drog han udenlands? Flyttede han til hovedstaden? Nej, han blev hos sine egne ude i provinsen og skyede på sine mange vandringer heller ikke omgang med hverken syndere, toldere eller skøger. Han mødte sine medmennesker der, hvor de var - ikke der, hvor andre mente, at de burde være.

Til næste år, 2014, starter en fælles-europæisk pilgrimsvandring ned gennem Europa. Fra Nidaros i nord til Jorsala i syd. Man kan slutte sig til undervejs og vandre med, så langt man orker og har tid og penge. Et sådant projekt rejser naturligvis spørgsmål: Vil ånden fra middelalderens store vandre-fælleskaber kunne genoplives hos det moderne menneske? Hvorledes vil deltagerne gruppere sig? Hvor skal de sove, hvad skal de spise, hvilket sprog vil de tale? Hvor mange vil mon gå med hele vejen? Hvor lang tid vil det tage dem at nå Jerusalem?

Mit ønske er gået i opfyldelse

Som autoriseret guide i Israel har det været et privilegium og en fornøjelse at rejse med adskillige danske pilgrimsgrupper i Jesu fodspor. Fra Galilæa i nord til Jerusalem og Judæa Ørkenen i syd. Undervejs har vi talt om hvor spændende det kunne være, selv at få lov at vandre på disse gamle veje, i stedet for at lade os transportere i bus fra sted til sted.

 

Nu er muligheden der, og en vandring på en afmærket rute som f. eks. Jesus Trail i Galilæa er en fin kombination med, og tillæg til, den mere klassiske pilgrims-grupperejse, de fleste danske besøgende deltager i. Det går langsommere, man kommer i tættere forbindelse med landet og befolkningen, og ikke mindst med stederne hvor Jesus færdedes. Det er derfor mit håb, at rigtig mange, heriblandt også danske pilgrimme, i fremtiden vil benytte disse smukke, bibelhistoriske vandreveje, og i særdeleshed Jesus Trail ruten…

Torgunn Skov | Unitas Rejser

Få gratis råd til rejseplanlægningen

Tag en snak om din rejse med Torgunn Skov. Ring på tlf.: 8723 1247