Vaccinationer: Skal du rejse til Vestafrika?

Her kan du få et overblik over, hvilke sygdomme og vaccinationer du skal forholde dig til, hvis du skal rejse til lande som Ghana, Nigeria, Mali, Liberia eller Sierra Leone i Vestafrika.

Når du skal rejse til Vestafrika, varierer typerne af vacciner alt afhængig af, om du skal rejse i 1-4 uger, 1-6 måneder eller over 6 måneder. Landets største udbyder af vacciner, Danske Lægers Vaccinations Service, anbefaler at alle rejsende til lande som Ghana, Nigeria, Mali, Liberia og Sierra Leone, som minimum skal vaccineres for hepatitis A, malaria, difteri og stivkrampe, gul feber, meningitis og hepatitis B. 

Hepatitis A

Vaccinen mod hepatitis A skal gives to uger før afrejse. Hepatitis A er en virus, som smitter fra afføring. Smitten kan f.eks. komme fra drikkevand eller mad, som er forurenet med afføring.

Symptomer på sygdommen: Feber, kvalme, mavesmerter og gulsot. Urinen bliver mørkfarvet, og afføringen bliver lys.

Malaria

Der findes ikke en vaccine mod malaria, men i stedet skal man tage malariaforebyggende piller, som skal tages 1-2 dage før afrejse og op til fire uger efter hjemkomst. Malaria er en parasitsygdom, som overføres fra myg, som typisk stikker om aftenen og om natten.

Symptomer på sygdommen: Feber, hovedpine, muskel og ledsmerter. Sent i forløbet nedsat bevidsthed, nyresvigt, koma.

Gul feber

Vaccinen mod gul feber skal gives 10 dage før afrejse.  Gul feber er en virusinfektion, som overføres fra myg, som typisk stikker om dagen. Der findes ingen behandling og dødeligheden er høj.

Symptomer på sygdommen: Pludselig feber, kulderystelser, hovedpine, muskelsmerter samt kvalme og opkastninger.

Difteri og Stivkrampe

Vaccinen mod difteri og stivkrampe skal gives en uge før afrejse. Difteri er en luftvejsinfektion fra bakterien Corynebacterium diphteriae. Stivkrampe kommer fra bakterien Clostridium tetani, som danner et giftstof, der hæfter sig ved nerver i sårområder og ved hjælp af nervebanerne transporteres til hjerne og rygmarv, hvilket hæmmer den normale aktivitet af især de motoriske nerver. Du bliver vaccineret mod begge sygdomme i én samlet vaccine.

Symptomer på sygdommene: Difteri er en alvorlig halsbetændelse. Stivkrampe giver kramper i musklerne, mest i musklerne på halsen og kæben, som gør det svært at åbne munden. Senere kommer voldsomme krampeanfald og lammelser i musklerne.

Meningitis

Vaccinen for meningitis skal gives 10 dage før afrejse. Meningitis er en hjernehindebetændelse og kommer fra en bakterie, som overføres fra person til person gennem luften.

Symptomer på sygdommen: Høj feber, kvalme, stærk hovedpine, og senere sløret bevidsthed og eventuelt udslæt.   

Hepatitis B

Vaccinen mod hepatitis B skal gives seks uger før afrejse, hvis du skal rejse i 1-4 uger. Hepatitis B er en leverbetændelse og kan ofte give gulsot. Hepatitis B kan smitte ved blodtransfusion, nålestik, operation, tandlægebehandling, piercing og tatovering.

Symptomer på sygdommen: Gulsot, træthed og evt. feber. 

Skal du rejse til Vestafrika i mere end 6 måneder anbefales det også, at du bliver vaccineret for hundegalskab, tyfus og tuberkulose.

Hurtigt, sikkert og tilgængeligt

Når du skal ud og rejse, gennemgår lægen eller sygeplejersken, hvilke rejsemål du skal til. Derudover bliver din personlige vaccinationshistorik gennemgået for at vurdere, hvordan og hvor mange vacciner du skal have i forbindelse med din rejse. 

Vil du have mere information om de forskellige lande og vacciner, kan du gå ind på Danske Lægers Vaccinations Service’s hjemmeside www.sikkerrejse.dk. Her kan du også læse om priserne på de forskellige vacciner. 

Danske Lægers Vaccinations Service vaccinerer 200.000 personer hvert år i Danmark, og med 30 klinikker fordelt over hele landet er det nemt og tilgængeligt at blive vaccineret. Klinikkerne har åbent både om dagen, om aftenen og i weekenderne.

Du har mulighed for at bestille tid til flere personer på én gang, og det kan gøres døgnet rundt online eller i åbningstiderne pr. telefon. Oplyser du, at du har købt rejsen ved Unitas Rejser, får du 10 % rabat på vaccinationerne. Du skal blot huske at medbringe rejsedokumentation.

Særlige tilbud til virksomheder og organisationer 

Er du i en organisation, hvor medarbejdere eller frivillige ofte rejser og har brug for vaccinationer eksempelvis i forbindelse med nødhjælpsarbejde, kan I gøre brug af Danske Lægers Vaccinations Service’s vaccinationsordninger. De tilbyder blandt andet at køre ud til jer og gennemføre vaccinationerne, eller I har mulighed for at booke gruppevaccinationer på en af klinikkerne, hvor I har mulighed for at komme udenfor de normale åbningstider. Derudover er det muligt at lave individuelle aftaler for medarbejdere, som rejser særligt meget.

Har du spørgsmål, kan du kontakte Danske Lægers Vaccinations Service på telefon 77 99 77 99 eller på e-mail: vaccination@dlvs.dk

Kilder: www.sikkerrejse.dk og www.rejsedoktor.dk

Læs om Raptim