Da terror blev en del af skolerejsen

Hvad der skulle have været en interessant og lærerig afslutning på skolerejsen til Bruxelles for Samsø Ungdomsskole, blev pludselig en ganske anden, da terrorangrebene ramte EU’s hjerte tirsdag den 22. marts i år.

Tre lærere og 23 elever fra 7. – 10. klasse fra Samsø Ungdomsskole var på vej til Europa-Parlamentet på skolerejsens sidste dag i Bruxelles, da de pludselig fik beskeden om, at to bomber var sprunget i byens lufthavn. De nåede akkurat til Leopold Parken udenfor parlamentet, da meldingen lød om endnu et terrorangreb på metrostationen bare 500 meter fra, hvor de stod. 

”Vi kunne ikke høre, da bomben sprang, fordi det skete under jorden. Men vi kunne høre sirenerne. Det var voldsomt, og det blev ved og ved”, siger Anny Østergaard Jensen, som er fransklærer på en af de lokale skoler på Samsø. Sammen med to andre lærere rejste hun lige før påske til Bruxelles sammen med de 23 elever, som havde tilmeldt sig rejsen igennem Samsø Ungdomsskole. Hvad de ikke havde regnet med var, at skolerejsen pludselig endte i en krisesituation fanget i terrorens og uvishedens hule hånd.

Fra Manneken Pis til magtesløshed

Efter nogle oplevelsesrige dage i Belgiens hovedstad med besøg ved Atomium, chokoladefabrikken og Manneken Pis pakkede Anny Østergaard Jensen, hendes kollegaer og eleverne tirsdag morgen deres bagage i bussen, da det var planen, at de skulle køre hjem til Danmark samme aften. Her så Anny på nettet, at Zaventem Lufthavn i Bruxelles var blevet ramt af to bombeangreb af formodede terrorister. Hun og kollegaerne så på hinanden og blev enige om, at lufthavnen var tilstrækkeligt langt væk, og at de skulle holde fast i deres plan om at besøge Europa-Parlamentet.  

”Vi tænkte, at hvis der er et sted, hvor sikkerheden er høj – så må det være i Europa-Parlamentet. Vi aftalte med buschaufføren, at han skulle sætte os af i Leopold Parken, hvor vi ville gå en tur i området, inden besøget i parlamentet. På den måde var vi fri for at tage metroen”, fortæller Anny Østergaard Jensen.

5-10 minutter efter de var ankommet til parken, udbrød en sværm af sirener og udrykningskøretøjer omkring dem. 

”Først tænkte vi, at de var på vej ud til lufthavnen, men så begyndte der at tikke sms’er ind fra nyhedsbureauer om, at der var sprunget en bombe inde i Bruxelles”, siger Anny Østergaard Jensen.

Vi havde 23 familiers liv i hænderne

Hjemme på Samsø sad ungdomsskoleleder Bo Steffensen og kunne følge begivenhederne i Bruxelles i de danske medier. Han var kort tid efter eksplosionerne i lufthavnen blevet ringet op af skolens kontaktperson i Europa-Parlamentet med beskeden om, at lærerne og elevernes planlagte besøg fortsat kunne finde sted, og at der ville være et forhøjet sikkerhedsberedskab i bygningen.

”Det var først, da jeg blev ringet op, at jeg blev opmærksom på situationen i Bruxelles og tændte for fjernsynet. Beskeden var, at man ikke følte, at eksplosionerne ville have betydning for EU-området. Men kort tid efter ringede de igen fra parlamentet og sagde, at de måtte aflyse besøget på grund af eksplosionen på Maelbeek stationen i centrum. Og så følte jeg mig pludselig meget langt væk”, fortæller Bo Steffensen.

På det tidspunkt stod lærerne og eleverne i Leopold Parken udenfor parlamentet. Både elever og lærere modtog sms’er i en lind strøm, og der gik ikke længe før, de blev bevidste om, hvor tæt på bomben var sprunget. Med sirener og udrykninger i baggrunden var stemningen blandet i gruppen. Nogle elever var tydeligt nervøse, et par stykker begyndte at græde, mens andre grinte.  

”Vi prøvede at udrede, hvad der foregik, for vi fik hele tiden halve beskeder. På et tidspunkt fik vi besked om, at der også var sprunget en bombe på den anden side af parlamentet, men det passede jo ikke. Først tænkte jeg: ’det er ikke rigtigt, at det her sker så tæt på’, så bliver man lidt utryg, og så tænker man på børnene, og hvordan man bedst får dem i sikkerhed”, fortæller Anny Østergaard Jensen.

Efter buschaufføren havde sat gruppen af i parken, var han kørt tilbage mod hotellet for at overholde køre-hviletidsreglerne for hjemrejsen. Det viste sig, at han befandt sig meget tæt på Maelbeek stationen, da bomben sprang. Det lykkedes lærerne og rejseselskabet Unitas Rejser, som gruppen havde bestilt skolerejsen hos, at få kontakt til chaufføren, på trods af at telefonnettet var overophedet. Men alt trafik i byen var lukket, og det var ikke muligt for ham at hente lærerne og eleverne i parken.

”Vi tre lærere blev meget hurtigt enige om, at vi skulle blive, hvor vi var. Vi vidste ikke, hvad der foregik ude i gaderne, men i parken havde vi et overblik, så vi følte os ret sikre der”, siger Anny Østergaard Jensen.

I mellemtiden arbejdede Unitas Rejser på højtryk for at finde en løsning på at få gruppen i sikkerhed.

”Det værste var manglen på oplysninger og uvisheden om, hvad der ville ske. På et tidspunkt brød telefonnettet fuldstændig sammen, og vi vidste ikke hvem, vi kunne få fat på. Der var det vigtigt, at vi stod stille, tænkte os om og ventede på, at vi kunne få nogle oplysninger, vi kunne handle på”, fortæller Anny Østergaard Jensen og fortsætter:

”Én ting er, hvad man som voksen beslutter for sig selv, og hvilke chancer man føler, man kan tage. Men det er noget andet, når man har 23 familiers liv i sine hænder. Så vil man gerne have mere sikkerhed for, at det er okay, det man gør”, siger hun.

Forestillede sig det værste

Mens Anny Østergaard Jensen og hendes kollegaer ventede på at komme igennem på telefonen og få informationer fra Udenrigsministeriet og Unitas Rejser, mødte de en dansk embedsmand fra Trafik- og Byggeministeriet, som kom trillende med sin kuffert i parken.

”Han var lettere rådvild, for han skulle også have været inde i Europa-Parlamentet. Han kunne høre, at vi talte dansk og spurgte, om der var noget, han kunne gøre – og om vi vidste, hvad der var sket. Han fortalte, at han kendte vejen til den danske ambassade, som lå tæt på, og at han havde kontakter på stedet”, forklarer Anny Østergaard Jensen.

Ind i mellem får lærerne hul igennem på telefonen til Danmark, hvor ungdomsskoleleder Bo Steffensen i samarbejde med Unitas Rejser forsøger at samle trådene og informere forældrene til de elever, som befinder sig i Bruxelles.

”Jeg følte, at det var en meget kritisk situation. Det værste var, at man ikke vidste, hvad der ville ske. ’Var de tre bomber bare toppen af isbjerget?’ Lærerne fortalte i telefonen, at de havde det godt, og at de stod i en park, hvor en havemand gik omkring dem og rev blade. Det var rart for mig at høre, for jeg forestillede mig det værste”, fortæller Bo Steffensen.  

Det viste sig, at Den danske ambassade lå endnu tættere på Maelbeek stationen, end hvor skolegruppen befandt sig. Derfor var der meget politi og sikkerhed i området, og det tog en del tid for den danske embedsmand at finde ud af, om de overhovedet kunne gå derop, og om det var sikkert for dem alle.

”Det var vigtigt for os, at vi fik klar besked fra Den danske ambassade, inden vi ville gå nogle steder med eleverne – for vi ville ikke gå langt og steder, hvor vi ikke var kendt. Heldigvis lykkedes det embedsmanden at komme igennem til ambassademedarbejderne, og han tilbød at følge os derned”, fortæller Anny Østergaard Jensen.

Bag bombesikre ruder

Efter at have stået i hjertet af Bruxelles med uvisheden om, hvor vidt bomberne ville flyve dem om ørerne, kunne både lærere og elever ånde lettet op, da de trådte ind bag Den danske ambassades fire vægge.

”Da vi nåede ind på ambassaden, kunne jeg godt mærke, at jeg havde været oppe i et ekstra gear. Der faldt ti sten af mine skuldre, da vi havde alle børnene bag tykke bombesikre ruder. Vi blev taget rigtig godt imod. Børnene fik chokolade, og vi fik stillet et mødelokale til rådighed. Senere blev der serveret spaghetti med kødsovs og sodavand”, fortæller Anny Østergaard Jensen.  

På det tidspunkt var der stadig ingen, der vidste, hvornår og hvordan lærerne og eleverne fra Samsø Ungdomsskole kunne blive genforenet med bussen og sætte kursen hjem mod Danmark. Politi og sikkerhedsfolk patruljerede i gaderne, og vejafspærringer gjorde, at trafikken i Bruxelles var gået helt i stå. Stemningen over byen emmede af, at nerverne sad uden på tøjet og vidnede om den undtagelsestilstand, som den belgiske hovedstad befandt sig i.

”Vi var på Den danske ambassade i omkring fire timer, mens stormen blev redet af udenfor. Vi befandt os heldigvis et af de steder, hvor man havde fingeren på pulsen. Én af medarbejderne var så sød at cykle en tur i byen for at få overblikket over afspærringer, politi og soldater. Politifolkene på gaden godkendte, at vi kunne bevæge os op til bussen, og endelig var vi et skridt tættere på hjem”, fortæller Anny Østergaard Jensen.

Hylende sirener til langt ud på natten

”Det var dejligt, da vi endelig sad i bussen. Men vi holdte vejret lidt endnu, for vi ville bare gerne helt ud af Bruxelles. Da vi passerede bygrænsen, begyndte vi at slappe af, og vi kunne høre, at der blev grinet lidt mere blandt eleverne. I bussens rolige rammer kunne vi høre, hvordan de sirener, som havde tudet vores ører fulde det meste af dagen, hang ved til langt ud på natten”, fortæller Anny Østergaard Jensen.  

På vej ud af Bruxelles samlede gruppen en dansk forretningskvinde op ved en motorvejsafkørsel, som var blevet evakueret i en sportshal. Hun havde lige akkurat undgået bomberne i både lufthavnen og metroen. Hun havde fået kontakt til bussen igennem Unitas Rejser. Når Anny Østergaard Jensen i dag tænker tilbage, føles hele situationen i Bruxelles surrealistisk.

”I bakspejlet kan vi sagtens se nu, at vi aldrig var i fare. Der var ikke sket os noget, hvis vi var gået ud af parken og hen til bussen. Men da vi stod i det, var det med uvidenhed og utryghed omkring, hvad der ville ske. Man tænker bare på at få løst problemet så sikkert som muligt. Selvom vi rystede lidt på hånden, og hjertet bankede lidt hurtigere end normalt, synes jeg, at vi var gode til at holde hovedet koldt og tage os tid til at tænke. Det var utrolig vigtigt, at vi var tre lærere, som kunne kigge hinanden i øjnene og blive enige om, hvad vi skulle gøre”, siger Anny Østergaard Jensen. 

Som ungdomsskoleleder følte Bo Steffensen et ansvar for at tingene fungerede på skolerejsen, men i situationen kunne han ikke gøre meget andet end at koordinere i telefonen hjemme fra Danmark.

”Jeg kunne ikke styre noget som helst, og den utilstrækkelighed påvirkede mig. Men så var det godt, at der var tre dygtige lærere, som tog styring og kunne få det til at fungere på et meget professionelt plan - og samtidig drage omsorg for børnene. Så selvom de stod blandt bomber og i centrum af en mediebegivenhed, oplevede børnene ikke, at det var så slemt”, fortæller han og tilføjer:

”Unitas Rejser var en stor sikkerhed for os. De sørgede for, at alt omkring rejsen fungerede. Jeg ville nødig selv have stået og have booket busser og sørget for hele arrangementet i sådan en situation. Så ville jeg have været endnu mere hængt op. Det betød meget, at vi havde et rejsebureau i ryggen”.

Modtaget med tårer i øjnene

Efter en lang bustur ankom bussen næste formiddag til havnen i Hou, hvor de skulle den sidste strækning med færgen til Samsø. Her ventede en varm velkomst fra forældre og familie, som var mødt op med flag og tårer i øjnene.

”Vi snakkede med børnene om, at deres forældre måske ville reagere, da vi kom hjem. Vi var jo faldet lidt ned på vej hjem i bussen, og vi vidste, at vi havde det godt. Men forældrene havde siddet derhjemme med en endnu større uvished end os og set de skrækkelige overskrifter i medierne. Da vi ankom, oplevede vi lærere en enorm opbakning fra dem. Vi fik blomster, og de takkede os for at have passet på deres børn. Det betyder meget, for det er ens største skræk at få at vide, at man skulle have gjort tingene anderledes, når man har ansvaret for andres børn”, siger Anny Østergaard Jensen.

Børn og voksne kunne efter hjemkomsten holde en tiltrængt påskeferie, hvor de havde mulighed for at få talt om oplevelserne. Ugen efter mødtes både lærere og elever til en debriefing sammen med en psykolog, hvor de fik snakket og fortalt om, hvordan de hver især havde oplevet situationen.

”Eleverne havde det meget forskelligt. Nogle mente ikke, at det havde været slemt, og syntes at det var hyggeligt på ambassaden. Én sagde faktisk, at han syntes, det havde været lidt spændende. Mens andre havde haft svært ved at sove, efter de kom hjem”, fortæller Anny Østergaard Jensen.

Bo Steffensen ser tilbage på forløbet som en positiv oplevelse på trods af de tragiske omstændigheder, som skolegruppen befandt sig i.

”Det var en forfærdelig situation, de blev anbragt i, men når man ser på, hvordan det blev tacklet, så blev det kørt godt igennem. Jeg har oplevet, at vores system fungerer. Der var god kontakt til Unitas Rejser under forløbet, og det samme gælder Europa-Parlamentet og Den danske ambassade”, siger Bo Steffensen.  

Vi vil afsted igen

Terror-oplevelsen i Bruxelles har ikke afskrækket Samsø Ungdomsskole fra at tage på skolerejse igen. 

”Vi vil ikke stoppe med at tage på ture, fordi verden måske ser mere usikker ud nu, end den tidligere har gjort. Skolerejsen fungerede også i den her situation. Det gav selvfølgelig en ekstra dimension til turen, men det er ikke noget, der afskrækker os fra at tage afsted igen. Jeg synes, at vores rejseaktivitet er noget, der giver vores elever rigtig mange oplevelser både på det sociale og kulturelle plan. Hele aspektet med at komme ud i verden og se sig omkring er en fantastisk oplevelse for dem. Man skal selvfølgelig altid være opmærksom på, hvor man tager hen og på de meldinger, der kommer fra Udenrigsministeriet. Men jeg vil helt klart opfordre andre til at fortsætte deres rejseaktiviteter”, siger Bo Steffensen.

For Anny Østergaard Jensen er det svært at sige, hvilke forbehold og sikkerhedsforanstaltninger man kan gøre sig for at gardere sig mod at stå i en terror-situation på skolerejsen. Men oplevelsen har hverken afskrækket hende eller eleverne fra at tage afsted igen.

”På vej hjem i bussen talte vi allerede om, at vi ville afsted igen til næste år. Man skal ikke lade sig styre af frygten for, at der måske kan ske noget. Det vil være forkert at sige, at jeg slet ikke har nogle betænkeligheder med, hvor det er sikkert at rejse hen, men man skal passe på ikke at male spøgelser på væggen. Hvis vi skal være bange for alting, kan vi ingenting. Vi fandt ud af, at vi godt kan finde ud af at håndtere sådan en situation. Men man ved jo aldrig, hvad man kan komme til at stå i – og man kan aldrig forberede sig på det. Det vigtigste er, at man slår koldt vand i blodet, giver sig tid til at tænke sig om, og tager imod den hjælp man kan få, hvis man skulle ende i en lignende situation”, siger hun.

Til spørgsmålet om, hvor vidt de har lyst til at rejse til Bruxelles igen, siger Bo Steffensen:

”Jeg udelukker ikke, at vi tager dertil igen. Bruxelles er et vigtigt centrum i Europa med en fantastisk gammel kultur og hele EU-institutionen. Så selvfølgelig er det ting, som de unge mennesker skal have et forhold til. Men det bliver nok ikke lige næste år, vi rejser dertil”, siger han.   

Fakta om terrorangrebene i Bruxelles

Tirsdag den 22. marts 2016 eksploderede tre bomber i Belgiens hovedstad, Bruxelles. Bomberne blev udløst af selvmordsterrorister fra Islamisk Stat – to af dem i lufthavnen Zaventem og en i et metrotog, som befandt sig på stationen Maelbeek tæt på EU-institutionerne. 35 civile personer og tre selvmordsbombere blev dræbt, og flere hundrede personer blev såret. 

Se et udvalg af studieture og skolerejser