Klasseværelset flytter ud i verden, virkeligheden og naturen

Eleverne står ansigt til ansigt med det, de læser om i historiebøgerne, de flytter grænser ved river rafting og selvtilliden når nye højder på ski. Friskolen Skallerup og 10. ved Kløften har oplevet, hvordan skolerejser tilføjer et ekstra lag til undervisningen.

Bussen bumlede ad ujævne landeveje, lydniveauet i bussen faldt brat og blikkene fra eleverne blev rettet forundret mod busruden og det polske landskab. Elevernes første møde med Polen stod i stor kontrast til deres vante omgivelser hjemme i Danmark. ”Skal vi køre sådan hele vejen?”, spurgte en elev. Jane Axelsen fra Friskolen Skallerup i Nordjylland rejste i foråret på skolerejse til Krakow med 17 elever fra 8. og 9. klasse.

”Friskolen Skallerup er en lille skole ude på landet, hvor eleverne hurtigt kan komme til at leve for beskyttet. Derfor er det vigtigt, at de oplever andre dele af verden, så de er bedre rustet til at begynde på en ungdomsuddannelse og det virkelige liv”, siger Jane Axelsen, som er tysklærer på Friskolen Skallerup. 

Den lange bustur fra Danmark til Polen blev udnyttet konstruktivt i tre timers selskab med filmen ’Schindlers liste’. Netop den historie var nærliggende for, hvad eleverne skulle opleve. Med friske billeder på nethinden fra overgrebet mod jøderne i Polen under Anden verdenskrig kan man kun forestille sig, hvilke kuldegysninger det må give, når man pludselig står på stedet, hvor det hele skete dengang.     

Fra Auschwitz til river rafting

”Auschwitz var en speciel oplevelse. Eleverne var meget berørte af at besøge den gamle udryddelseslejr, men det var en god oplevelse at se det i virkeligheden. Eleverne kunne nemt genkende de ting, de forinden havde fremlagt og skrevet opgave om. Det gav dem erkendelsen af, at det ikke bare var en splatterfilm, men noget der skete i virkeligheden”, fortæller Jane Axelsen.

Efter et par tunge dage med historiske og spændende oplevelser i den gamle udryddelseslejr Auschwitz og på Schindlers fabrik prøvede eleverne grænser af i mere frie omgivelser. En del af programmet var nemlig også river rafting ned ad Dunajec-floden, som gav eleverne mulighed for at opleve den fantastiske natur fra en helt anden vinkel.

”River rafting rykkede virkelig grænser for mange af eleverne. Det var perfekt at kunne kombinere kulturelle besøg med fysiske aktiviteter, specielt fordi dagen forinden havde været tung. Så selvom det var fysisk hårdt, var det en befrielse for eleverne. Det var noget, de havde glædet sig meget til – og de blev i den grad bekræftet i, at det ikke var det samme som river rafting i Fårup Sommerland”, siger Jane Axelsen.

Langt fra regnestykker, danskstile og historiebøger oplever Bo Vesterbye fra 10. ved Kløften også, hvordan elevernes grænser bliver rykket på skolerejsen – dog i lidt højere luftlag.      

Skituren giver eleverne fornyet selvtillid

Bo Vesterbye er lærer på 10. ved Kløften, og han tror på, at det har en kæmpe værdi for eleverne at prøve noget nyt. Han har i 20 år taget på skitur med elever til Sälen i Sverige.

”Når skiene kommer på og næserne bliver røde, handler det ikke om, om man er god til dansk eller matematik. De elever, som ikke er bogligt stærke, kan opleve, at de er gode til at stå på ski. For mange er det første gang, at de står på ski, og de kan være usikre på, hvor vidt de er i stand til at komme ned fra bjerget igen. Men det er de, og det er en kæmpe sejr hver gang”, siger Bo Vesterbye.   

Det er ikke kun skiene, som udfordrer og udvikler eleverne. De skal også selv få tingene til at fungere i en hytte, hvor de bor sammen, laver mad sammen, står for oprydning og selv kommer afsted om morgenen. Det stiller krav til selvstændighed og fremmer elevernes sociale færdigheder.

”Eleverne kommer ud i sammenhænge udover de traditionelle undervisningsrammer. De får mulighed for at arbejde sammen på nye måder, hvor det sociale og det at være sammen som kammerater er i fokus. Det bidrager til, at de kommer hjem med fornyet selvtillid”, siger Bo Vesterbye.    

Jeg kunne ikke have gjort det selv

Både Jane Axelsen og Bo Vesterbye har bestilt skolerejserne ved rejsebureauet Unitas Rejser. For Jane Axelsen var det første gang, hun rejste med en klasse til udlandet. Derfor var det en stor hjælp at kunne arrangere rejsen til Krakow i samarbejde med Unitas Rejser.

”Igennem en god dialog med rejsebureauet lavede vi sammen et program. De kom med idéer, og vi fik det, som vi ville have det. Rejsen var veltilrettelagt, så vi havde mulighed for at forberede os godt hjemmefra. Jeg kunne ikke have gjort det selv”, siger Jane Axelsen.

Bo Vesterbye har rejst med Unitas Rejser mange gange.

”Hos Unitas Rejser er tingene altid i orden. Vi kan som lærere læne os tilbage og ikke spekulere på, om der er noget, der ikke er styr på. Uanset hvor tæt vi er på afrejse, er bureauet altid meget fleksible i planlægningen af skolerejsen”, siger han. 

KLIK NEDENFOR OG SE REJSEFORSLAG PÅ

Studietur | Ski | Adventure og friluft | Storby