Skal I på spejdertur?

En spejderrejse til udlandet byder på utallige spejderoplevelser for alle aldre og ikke mindst aktiviteter med friluftsliv og adventure, som kan være svære at finde herhjemme. Styrk fællesskabet i spejdergruppen med klippeklatring i Norge, riverrafting i Spanien eller mountainbike og dykning på Malta. Mulighederne er mange!


Nedenstående kan give et overblik over, hvor I skal starte henne, når I arrangerer en spejdertur til udlandet. Hold evt. et ledermøde i spejdergruppen, hvor I gennemgår disse steps, inden I kontakter rejsebureauet. 

# Step 1: Formål

Planlægningen af spejderturen afhænger naturligvis af, om I er en større eller mindre gruppe, som skal afsted samt deltagernes alder. Det første, I skal gøre, er at finde frem til, hvad formålet med spejderturen er, og hvilke forventninger I har til indholdet og aktiviteterne på turen. Skal spejderrejsen ryste en ny gruppe spejdere sammen? Søger I at overskride grænser og udvikle praktiske færdigheder? Eller ønsker I at møde andre spejdere i en anden kultur? Det kan være en kombination af flere ting, men det er i alle tilfælde en god idé at overveje formålet, inden I kontakter rejsebureauet. 

# Step 2: Budget

Næste punkt for planlægningen er budgettet for spejderejsen. Det siger sig selv, at de økonomiske rammer er afgørende for, hvor I kan tage hen og hvor længe. Læg et budget inden I kontakter et rejsebureau. På den måde kan rejsekonsulenterne på bedste vis skræddersy en spejderrejse, som passer til jeres behov og lever op til forventningerne. Der er mange knapper at skrue på, når man arrangerer spejderrejser indenfor et afgrænset budget f.eks. valg af destination, rejsetidspunkt og valg af aktiviteter.

Det kan være aktuelt at slå spejderturen sammen med en anden spejdergruppe, så I er flere til at fylde en bus. 

Læs også: Hvorfor bruge et rejsebureau? 

# Step 3: Program

Det er en god idé at planlægge hvilke og hvor mange aktiviteter, der skal være på jeres spejderrejse, inden I kontakter rejsebureauet. 
Hvor svære skal aktiviteterne være, og skal der indgå aktiviteter alle dage i programmet eller kun et par af dagene? Det kan eksempelvis være afgørende for programmet, om I selv vil arrangere spejderaktiviteter i det fri, eller om I vil benytte jer af aktiviteter, som kræver professionelle guider eller instruktører. Forsøg så vidt muligt at planlægge et program på forhånd, så er det nemmere for rejsekonsulenterne at hjælpe, og forventningsafstemningen går lettere.      

Se programforslag for forskellige rejsemål med adventure aktiviteter 

# Step 4: Mad og overnatning

Både pris og rejsemål kan afhænge af, hvordan I ønsker at spise og sove på spejderrejsen. Vil I selv medbringe mad og midlerne til at lave det? Eller ønsker I at bo et sted, hvor der er mulighed for at tilkøbe mad eller faciliteter til at forberede maden? Ønsker I at medbringe jeres egne telte og udstyr? Eller vil I sove i faststående lavvu telte? Der er mange muligheder.

# Step 5: Pakning

Når I rejser til udlandet på spejdertur, kan pakkelisten være forskellig fra den, I normalt bruger, når I tager på spejderlejr hjemme i Danmark. Der kan være aktiviteter, som kræver særligt udstyr, eller vejret kan være anderledes. Her er nogle generelle pakkeråd:

  • Tjek pakkelisten grundigt igennem
  • Alle spejdere skal medbringe det blå sygesikringsbevis og pas samt evt. visum 
  • Læg de ting, der skal bruges først, øverst i rygsækken
  • Spejderen skal selv pakke rygsækken, så han eller hun ved, hvad der er pakket, og hvor det ligger
  • Skriv navn i ejendele
  • Medbring en pose til snavsetøj

Derudover er det vigtigt, at I har overblik over, hvad I selv skal medbringe af sovegrej, mad og udstyr.

Læs om Hammeluglernes spejderrejse til Norge: ”Spejderrejse med våde sokker og sus i maven” 

Pas, visum og vaccinationer

Når I rejser til udlandet på spejdertur skal alle spejderne have deres pas med, og i nogle lande er det nødvendigt at have visum for at komme ind. Det er jeres eget ansvar at få pas og visum på plads rettidigt inden afrejse. Vær opmærksom på om passet er gyldigt i rejseperioden - nogle lande stiller krav til passets udløbsdato. Der kan være andre visum og pasregler for deltagere, som ikke er danske statsborgere på trods af, at de bor i Danmark.I disse tilfælde skal I kontakte det pågældende lands ambassade for information herom. 

Vær opmærksom på hvilke vaccinationer, der er nødvendige at få i det land, I skal rejse til. Få et overblik på www.sikkerrejse.dk  

Læs også: Vaccinationer: Skal du rejse til Vestafrika?

Spejderrejser til udvalgte rejsemål

Italien | Malta | Norge | Polen | Spanien | Sverige | Tjekkiet | Tyskland