Torgunn Skov

Rejsekonsulent | Gruppe-afdelingen

E-mail: ts@unitas.dk

Tlf.: 8723 1247

Torgunn Skov

Torgunn er Unitas Rejsers svar på Google, når det kommer til planlægning af sognerejser. Med sin norske teologiuddannelse har hun en personlig interesse for bibel- og kirkehistorien, og hun kender rejsemål som Lutherbyerne, Israel og Palæstina, Grækenland og Tyrkiet som sin egen bukselomme.

Torgunn er født og opvokset i Norge og har boet i Danmark siden 1996. Som barn havde hun en nabo, som arbejdede i et rejsebureau, hvor hun fik lov at følge med fra sidelinjen, når flybilletterne blev skrevet i hånden. Lige siden har interessen for rejser hængt ved.
Nysgerrigheden for andre kulturer har gjort, at hendes videnskartotek indenfor kristne og religiøse rejsemål er nærmest overfyldt. Al den viden øser hun gladeligt ud af, når hun rådgiver sognepræster og andre rejsearrangører, som ønsker at rejse til kulturhistoriske steder rundt om i verden. Som rejseleder kan man uden bekymring overlade det praktiske ansvar til Torgunn. Hun har nemlig mere end et årtis erfaring med at stykke rejser sammen. Alle som møder Torgunn på sin vej, er dog udsat for en vis smittefare – for hendes latter har en tendens til at fylde rummet, hvor end hun bevæger sig hen.

Når man spørger ind til Torgunns egne rejseoplevelser, er der særligt én, som stikker frem for minderne. Nemlig en solformørkelse i Tyrkiet, som ifølge hende gav beretningen om langfredag endnu et aspekt – og oplevelsen af, hvordan det var den dag, hvor lyset forsvandt for en kort stund og kom igen.

Udover interessen for den kulturelle og religiøse verden, så har Torgunn også en stor passion for musik. Hun spiller blandt andet klaver i det lokale gospelkor.