Sognerejse til Cypern - programforslag

Af Unitas Rejser

Rejsebeskrivelse

Middelhavsøen Cypern, som ligger syd for Tyrkiet og øst for Grækenland, er en af verdens mest populære ferieøer. Med blåt hav, smukke sandstrande og masser af solskinstimer er den en perle i Middelhavet. Badestrandene og de rige muligheder for fantastiske dykker- og snorkeloplevelser blandt farverige fisk, koralrev og skibsvrag frister mange turister. Men øen byder også på andet og mere end sol og strand, for øens religiøse historie er i sig selv et besøg værd. Gennem tiden har øen tilhørt blandt andre romere, byzantinere, kristne korsfarere og osmannerne. Der er derfor et rigt udbud af både kirker, klostre og moskéer at finde på øen.

Levitten Barnabas, som vi hører om i Bibelen, var cypriot og ligger begravet på øen. I Apostlenes Gerninger kan man læse om, hvordan Barnabas blev et fremtrædende medlem af den ældste kristne menighed i Jerusalem. Han og Paulus rejste sammen til Cypern (Apostlenes Gerninger kapitel 13), hvor Paulus i år 45 omvendte øens romerske statholder Sergius Paulus. Cypern regnes dermed for det første kristent styrede område i verden.

Under korstogene i 1100-tallet, efter øen blev erobret af Richard Løvehjerte, fungerede øen som støttepunkt for korsfarere, der var på vej til Jerusalem. Den normanniske korsridder Guy de Lusignan overtog øen og byggede en sommerresidens, der stadig er bevaret. Efter korstogene flygtede kristne korsfarere tilbage til øen, og de fordrevne augustinermunke grundlagde en kirke og et kloster på øen, som kan besøges.

Siden 1974 har øen været delt i en græsk og tyrkisk del. De græske cyprioter tilhører den ortodokse kirke, mens de tyrkiske cyprioter er muslimer.

Print Tip en ven


Send side til ven







Program og praktiske oplysninger

  • Programforslag

    Dag 1 - Ankomst
    Afrejse fra Kastrup Lufthavn mandag eftermiddag, via Antalya (uden flyskift) med ankomst til Ercan Lufthavn cirka kl. 22.30. Cirka 30 til 60 minutters kørsel til hotellet.

    Dag 2 - Kyrenia/Girne
    Start: Klokken 9.00
    Besøg på St. Hilarion på toppen af Femfingerbjergene (Beshparmak). Borgen er den vestligste af tre borge og bygget af byzantinerne på toppen af bjergkæden tidligt i det syvende århundrede som udsigtspost over havet til alle sider. Cypern var på den tid plaget af voldsomme arabiske angreb. I de efterfølgende århundreder udbyggedde byzantinerne borgen til et veritabelt fort med tilhørende kirke, der i dag stadig har spor af de gamle vægmalerier. Efter øen i det 12. århundrede blev overtaget af Guy de Lusignan, der var en normannisk korsridder og tidligere konge af Jerusalem, blev der bygget en sommerresidens for den kongelige familie på toppen. Derfra er der en storslået udsigt over bjergene mod vest.
    Fra St. Hilarion går turen til Bellapais Kloster og Kirke, der blev grundlagt af augustinermunkene, efter de sammen med de sidste korsriddere var blevet fordrevet fra Det Hellige Land. Efter frokost slutter dagens program med besøg på borgen i den gamle havn i Kyrenia/Girne. Borgen rummer blandt andet en ortodoks kirke og et museum for verdens ældste sejskib. Sejlskibet blev fundet af en lokal dykker i 1960’erne, efter at det havde ligget med sin last af mandler, vin og møllesten på havbunden siden Alexander den Stores tid.
    Herefter er der tid til at udforske havnen og byen på egen hånd.

    Kyrenia fra luften. Nordcypern. Unitas Rejser

    Kyrenia havn. Cypern. Unitas Rejser

    Dag 3 – Nicosia/Lefkosia
    Start: Klokken 9.00  
    Dagens program er en vandretur i centrum af verdens sidste delte hovedstad, der ligger bag høje, tykke forsvarsmure bygget af venetianerne, efter de overtog øen i 1489. Turen lægger ud fra Kyrenia Gate, og næste stop er Mevlevi Tekke Museum et stenkast derfra. Museet var oprindeligt religiøst logi for Mevlevi-ordenen, en muslimsk munkeorden, grundlagt af poeten Jalal-ad-Din Rumi i det 13. århundrede og kendt for brødrenes hvirvlende dans. Den tyrkiske præsident Atatürk forbød ordenen i 1925, og den sidste dervish på Cypern døde i 1952.

    Herfra går turen via Samanbache, der er øens første sociale boligbyggeri påbegyndt af osmannerne i 1918 og fuldført af briterne i 1955. Turen går videre forbi Atatürk Square med den venetianske søjle til moskeen Selimiye. Indtil osmannernes erobring af øen i 1570 hed den St. Sophia Katedralen og var stedet, hvor øens franske ejere lod sig krone til konger af Cypern.
    Dagens sidste udflugtsmål er St. Nicholas Cathedral (i dag kulturcenter) og den overdækkede bazar Bandabuliya. De er begge renoveret med økonomisk og teknisk bistand fra EU-Kommissionen.

    St. Nicholas Katedralen. Nordcypern. Unitas Rejser

    Sidste stop er ved Büyük Han (Den store Kro), opført som hotel for kamelkaravanerne på Silkeruten. Efter frokost er der tid til at udforske hovedstaden på egen hånd, shoppe og eventuelt krydse bufferzonen fra nord til syd ved checkpoint Lokmaci, der deler Ledra Street -  byens førende butiksstrøg. Husk pas!  

    Dag 4 - Famagusta/Karpaz og Varosha
    Start: Klokken 8.00  
    Første stop på denne tur er St. Barnabas Kloster og Kirke, der i dag er ikon- og antikmuseum. I et særskilt mausoleum ligger også helgenens underjordiske gravsted, der er mål for mange græskortodokse pilgrimme. St. Barnabas blev født som jøde i den nærliggende romerske bystat Salamis, men blev omvendt og døbt under et ophold i Det Hellige Land. Han forkyndte med så stor succes efter sin hjemkomst, at kristendommen bredte sig med lynets hast i Salamis, lang tid før religionen blev officielt anerkendt i det romerske rige.  

    Fra St. Barnabas fortsætter bussen østpå mod Karpaz-halvøen med besøg undervejs i kirkeruinen Ayia Trias fra det 5. århundrede. I ruinen er der døbefont og et fascinerende mosaikgulv med blandt andet to par pilgrimsandaler. Herfra går turen videre til Aphendrika med ruiner af byzantinske kirker fra det 5. og 6. århundrede.

    På den videre vej mod St. Andreas Klostret tæt på øens østligste punkt passerer vi Dipkarpaz. Det er en af de få landsbyer, hvor tyrkiske og græske cyprioter har levet sammen siden øens deling i 1974. Vi kommer også forbi Golden Beach, øens mest storslåede sandstrand og yngleplads for havskildpadder.

    Til trods for navnet har St. Andreas aldrig været et kloster, men var og er en kirke. Takket være sin hellige kilde med angiveligt helbredende vand er den et yderst populært mål for både græsk-ortodokse og muslimske pilgrimme. De omkringliggende delvis restaurerede bygninger har fungeret som logi for dem.

    Et spændende stop på turen bliver i den gamle bydel bag de venetianske mure i Famagusta, der blev øens førende og rigeste by efter ankomsten af mange kristne flygtninge fra Det Hellige Land. Byen er i dag nærmest et stort udendørsmuseum, for rundt omkring står resterne af de mange kirker, som de franske adels- og købmænd lod bygge. De opførte også en katedral, St. Nicholas, hvor de trods tabet vedblev med at lade sig krone til konger af Jerusalem. Katedralen er i dag en moské.

    Inden kursen bliver sat mod Varosha, lægger vi vejen forbi Petek Patisserie med skildpadder i springvandet og øens garanteret største udvalg af kager, desserter, konfekt, is, kaffe, te og læskedrikke. Sidste stop på turen er bydelen Varosha. Her kører vi forbi og går en kort tur på stranden. Varosha var før øens deling et af Middelhavets mest populære turistmål, men ligger den dag i dag øde hen. Efter øens deling blev området lukket for omverdenen, og siden har ingen haft adgang til den før så populære bydel. Varosha er for mange blevet et symbol på delingen mellem det nordlige og det sydlige Cypern. Herefter går turen hjem.
    Mulighed for besøg på en olivenoliemølle. 

    Dag 5 - Til fri afbenyttelse
    MEN:
    Om aftenen vil det være muligt enten at deltage i Cyprus Night på Restaurant Aphrodite – en autentisk restaurant, hvor der bliver serveret ægte cypriotiske retter og underholdt med traditionel dans - eller at stige ombord på en båd og sejle ud på en solnedsgangstur.

    Velsmagende cypersk mad. Cypern. Unitas Rejser

    Dag 6 - Morphou/Güzelyurt
    Start: Klokken 9.00
    Dagens udflugt går vestpå mod Güzelyurt/Morphou. Første stop er den maronitiske landsby Korucam, hvor den store St. George Kirke, bygget i 1940 af midler rejst af landsbyens beboere, står i centrum. Maronitterne kom til Cypern fra datidens Syrien på et tidspunkt mellem det 7. og 12. århundrede. Efter øens deling i 1974 valgte dette græsktalende, kristne mindretal at blive boende i det overvejende muslimske nord af frygt for at blive undertrykt af den græskortodokse kirke.
    Fra Korucam går turen videre til Güzelyurt/Morphou, hvor vi spiser frokost og besøger St. Mamas Kirke og det naturhistoriske og arkæologiske museum i det tidligere domicil for byens græskortodokse biskop. St. Mamas Kirke er et et af øens mest populære pilgrimsmål. Her ligger den græskortodokse helgen for skatteunddragere begravet i en sarkofag, der angiveligt sveder helbredende olie.   Efter en rundtur på det lokale lørdagsmarked fortsætter vi til ruinerne af Soli. Det var engang et af øens ti kongedømmer, hvor ruinerne af en basilika fra det 5. århundrede med imponerende mosaikgulve og et lille, romersk amfiteater i 1930’erne blev udgravet af  svenske arkæologer. Hvis tiden tillader det, runder vi turen af på toppen af Femfingerbjergene med ruinerne af Vouni Palads. Det blev formentlig opført af perserne i det 5. århundrede før Kristus, og hvorfra der er en betagende 360-graders udsigt over hav og bjerge, så langt øjet rækker.

    Dag 7 - Paphos
    Start: Klokken 8.00
    Denne udflugt går via Nicosia til først den arkæologiske udgravning Kourion. Dernæst går turen videre til Paphos til Petra tou Romiou, som er stedet, hvor kærlighedsgudinden Afrodite angiveligt blev skyllet i land og mødt af årstiderne.  Frokosten vil blive indtaget i Paphos, hvorfra turen går videre til St. Pauls Pillar og mosaikkerne i den gamle havn.

    Dag 8 -  Afrejse til Danmark
    Efter morgenmad er der afgang til Ercan Lufthavn, herfra afgang lidt før middag. Fly via Antalya (uden flyskift) med ankomst til Kastrup Lufthavn midt på eftermiddagen.

    Den gamle by i Salamis. Nordcypern. Unitas Rejser

    Mosaik fra den gamle by i Salamis. Nordcypern. Unitas Rejser

  • Priser

    Pris
    Pr. person v/15 personer: fra kr. 7.395,-

    Prisen inkluderer
    •  Dansk rejseleder
    •  Lokal engelsktalende guide
    •  Fly fra København via Antalya til Nordcypern t/r
    •  Lufthavnsskatter og –afgifter
    •  1 stk. Bagage samt 1 stk håndbagage
    •  Overnatning på Hotel Onar Holiday Village i delt dobbeltværelse med bad og toilet på værelset
    •  7 x morgenmad
    •  Bustransport ifølge programmet
    •  Entréer ifølge programmet
    •  Bidrag til Rejsegarantifonden

    Prisen inkluderer ikke
    •  Øvrig forplejning
    •  Aftensmad 6 aftener + kr. 700,-
    •  Drikkevarer
    •  Enkeltværelse + kr. 1.000,-
    •  Forsikringer
    •  Drikkepenge til guider og chauffører

    Få tilbud

Kort


Vis Sognerejse til Cypern på et større kort
Færøerne

Sognerejse til Færøerne - programforslag

Fra kr. 10.000 Læs mere
Italien

Sognerejse til Rom - programforslag

Fra kr. 8.000 Læs mere
Grækenland

Sognerejse til Grækenland - programforslag

Fra kr. 11.000 Læs mere
Israel-Palæstina

Sognerejse til Israel-Palæstina - programforslag

Fra kr. 12.000 Læs mere

Medlem af

Top