Studietur til Bruxelles og Amsterdam

Rejsebeskrivelse

En studietur til Hollands hovedstad Amsterdam og Belgiens hovedstad Bruxelles er oplagt og gør det muligt at kombinere storbyoplevelser med storpolitik. De to byer er vigtige europæiske hovedstæder og byder på et væld af seværdigheder, og så er de lette at komme til med bus.

Bruxelles

De fleste forbinder Bruxelles med EU, og EU har da også sat Bruxelles solidt fast på verdenskortet som centrum for det europæiske fællesskab og samarbejde. Byen er også NATOs hovedkvarter og dermed et politisk knudepunkt i Europa. Det er ikke for ingenting, at byen har fået tilnavnet ’Europas Hjerte’. Samtidig er byen hovedstad i Belgien, den er tosproget med skilte på både flamsk og fransk og har godt en million indbyggere.

Amsterdam

Amsterdam er en lille hovedstad med kun 800.000 indbyggere, men man skal ikke lade sig snyde af dens lille indbyggertal, for byen byder på et væld af oplevelser til en studietur. Byen er berømt for sin store rummelighed over for politiske, seksuelle og etniske forskelligheder, ligesom den er kendt for legaliseringen af hash. Til trods for den store, rodfæstede tolerance led denne et knæk, da den omstridte filmskaber Theo Van Gogh i 2004 blev myrdet af en islamisk ekstremist. Byen er fuld af snoede, hyggelige kanaler som Herengracht, Keizersgracht og Prinsengracht, og der er mere end 1000 broer.

Vi skræddersyr altid rejsen efter jeres særlige ønsker og behov. Nedenstående pris er derfor blot et eksempel på, hvad rejsen kan koste. Vores rejsekonsulenter sidder klar til at tage en dialog om netop jeres studietur.

Print Tip en ven


Send side til ven







Program og praktiske oplysninger

  • Programforslag

    Nedenfor vises, hvordan et program for en studietur til Bruxelles og Amsterdam kan se ud. Her er blot tale om et forslag, der sagtens kan ændres, idet vi altid tilpasser programmet efter gruppens ønsker.

    Dag 1
    Kl. 21.00  Afgang fra Danmark

    Dag 2
    Kl. 08.00  Ankomst til Bruxelles og morgenmad
    Baggage stilles på hotellet
    Rundtur i bymidten
    Grand Place
    Manneken Pis
    Tegneseriemuseum
    Musical instruments museum
    Tjek ind på hotellet (Ca. kl. 13-14)
    Metro til Atomium og Mini-Europe

    Dag 3
    Morgenmad og tjek ud fra hotellet
    Europa-Parlamentet og Natos hovedkvarter.
    Kl. 16.00  Afgang mod Amsterdam
    Kl. 19.00  Ankomst og tjek ind
    Aftenvandring i de små gade

    Dag 4
    Morgenmad
    Formiddag: Guidet cykeltur
    Eftermiddag: Anne Franks hus og kanal rundfart

    Dag 5
    Morgenmad
    Tjek ud – pakning af bus
    Rijks Museum og/eller Van Gogh Museum
    Science Center Nemo
    Eget program/shopping
    Kl. 22.00  Afgang Amsterdam

    Dag 6
    Kl. 09.00  Forventet ankomst til Danmark

    Alle ovenstående tider er cirka tider.

    Manneken Pis i Bruxelles. Belgien. Unitas Rejser

    Cykel sightseeing i Amsterdam. Unitas Rejser

    Rembrandt-pladsen i Amsterdam. Unitas Rejser

    Studierejse til Amsterdam. Holland. Unitas Rejser

    Studierejse til Amsterdam. Holland. Unitas Rejser

    Skolerejse til Holland. Unitas Rejser

  • Aktiviteter

    Aktiviteter i Bruxelles:

    Grand Place
    Denne centrale rådhusplads i Bruxelles bliver af mange beskrevet som en af Europas smukkeste. Helt tilbage til 1100-tallet har pladsen prydet Bruxelles’ centrum, men den nuværende plads er bygget i 1700-tallet, efter den franske solkonge Ludvig d. 14. ødelagde den i 1695. På pladsen er blandt andet Hôtel de Ville (rådhuset), som er en smuk gotisk bygning, ligesom der ligger diverse fortovscaféer. Pladsen er på UNESCOs Verdensarvliste og afgjort et besøg værd.

    Et tilløbsstykke for mange turister er statuen Manneken Pis, der forestiller en lille dreng, som står og tisser. Statuen, som er placeret på Grand Place, har fungeret som maskot for indbyggerne i Bruxelles. Af flere omgange er den blevet stjålet til stor utilfredshed for belgierne. Ligesom med statuen af Den Lille Havfrue i København, bliver mange turister skuffede over Manneken Pis’ beskedne størrelse. Ikke desto mindre er den en turistmagnet.

    EU
    Det er unægteligt dens rolle som EU-hovedstad, der for alvor kendetegner Bruxelles. Her er 28 medlemslande fra hele Europa repræsenteret, og nyhedsmedier verden over sender dagligt fra dette politiske knudepunkt.

    Den Europæiske Unions (EU) historie går tilbage til årene efter Anden Verdenskrig. Desillusioneringen ovenpå krigen gjorde, at man ønskede at styrke samarbejdet mellem landene i Europa for fremover at undgå krige. Dette førte i første omgang til oprettelsen af en såkaldt kul- og stålunion og blev forløberen til Det Europæiske Fællesskab (EF), som med Maastricht-traktaten i 1992 blev til det nuværende EU.  Skal der loft over indtaget af kanel, og skal lakridspiber forbydes? Det er nogle af de spørgsmål, der i de seneste år er nået fra beslutningstagerne i Bruxelles og ind i de fleste danske stuer. Nogle undersøgelser viser, at EU har indflydelse på mere end 60 procent af al dansk lovgivning. Om tallet er lavere eller højere, så påvirker EU dansk politik i en grad, der overrasker mange.

    Det er muligt at få en rundvisning i Europa-Parlamentet, hvis man på studieturen er en gruppe på minimum 20 personer.

    Hergé museet (Tintin museet)
    Hergé museet tager dig med på en rejse gennem verdens bedste tegneserieskaber, Georges Rémis (Hergé) liv. Han er blandt andet skaberen bag den velkendte figur, reporteren Tintin. Hergés mange fortællinger og personligheder er kendt og elsket af både børn og voksne verden over. Når man ankommer til museet, træder man direkte ind i Hergés univers – man kan se og opleve originale tegninger, skitser, fotografier og meget mere. Man får øjnene op for hvordan hans fortællinger er tidløse og taler til os i dag, selvom de foregår i fantasi og i en anden tid.

    Museet ligger en halvtimes kørsel fra Bruxelles (én time i tog) på Labradorvej 26 – Tintins angivelige adresse i historien. Det er helt sikkert en oplevelse og et besøg værd – og ikke kun for Tintin-fans.

    En heldagstur til Brugge
    Besøg byen Brugge, som figurerer på UNESCO’s verdensarvsliste. Her er det som at komme tilbage til gamle dage – byens centrum er lukket for biler, hvor alt transport foregår til fods eller med hestevogn. På en tur gennem de brostensbelagte gader kan man opleve byens charme, spise muslinger eller lækker chokolade. Byen rummer smuk arkitektur, som opleves bedst fra en kanalrundfart i byens kanal. Det er også en mulighed at leje cykler og opleve byen på to hjul. Besøget kan anbefalet rundes af med et besøg på byens bryggeri, De Halve Maan.

    Besøg på Øl-bryggeri
    Belgisk øl er kendt for sin kvalitet verden over. På en studierejse til Bruxelles kan du få indsigt i, hvordan øl brygningen foregår og en rundvisning på en af Belgiens velkendte bryggerier, Duvel. Dyk ned i  historien og processen bag en Duvel øl, lær hvordan øllen skal skænkes og slut rundvisningen af med en snack og ølsmagning. 

    Chokoladelandsbyen
    På et besøg i den 900 m2. store chokoladelandsby i Bruxelles vil du få indsigt i alle stadier i produktionen af chokolade. Lær om hvordan det er blevet brugt igennem tiden, fordelene ved chokolade og dens mangfoldighed. Fra museet kan du bevæge dig videre ind i et kæmpe, tropisk drivhus, som er en rekonstruktion af de omstændigheder, de tropiske chokoladeplanter vokser i. Inde i drivhuset er der en konstant temperatur på 25 grader. Næste stop i chokoladelandsbyen er chokolade-workshoppen, hvor du kan se belgisk chokolade ”in the making” og lave din egen chokolade. Du finder også en del af landsbyen, hvor du kan smage på Belgiens mange forskellige chokoladetyper. 

    Aktiviteter i Amsterdam:

    Anne Franks Hus
    Langs de mange kanaler fra 1600-tallet, som snor sig i Amsterdam, ligger der smukke og hyggelige kanalhuse. Giv dig tid til at gå og nyde stemningen og synet langs kanalerne. Nogle af de gamle kanalhuse er også lavet til museum. Det nok mest berømte af slagsen er huset, hvor den jødiske pige Anne Frank boede med sin familie. Omkring en million turister fra hele verden besøger hvert år Anne Franks Hus. Familien Frank er den berømte jødiske familie, som måtte skjule sig i baghuset for Gestapo under Anden Verdenskrig. I 1944 lykkedes det imidlertid Gestapo at fange familien, som alle blev sendt i kz-lejr i Auschwitz. Kun faderen Otto Frank overlevede. I tiden under jorden skrev Anne Frank dagbog, og den er siden blevet verdensberømt og oversat til utallige sprog. På museet er det muligt at komme rundt i alle de rum, hvor familien gemte sig, men beregn tid til at stå i kø, hvis ikke I bestiller indgangsbilletter hjemmefra.

    Museer
    Van Gogh-museet er et besøg værd og giver indblik i den hollandske maler Vincent Van Goghs omfangsrige produktion. Han er kendt for at være kunstneren, der skar sit eget øre af. Præstesønnen (1853-1890) fik allerede i drengeårene smag for billedkunsten. I årene 1886-87 opholdt han sig sammen med broderen Theo Van Gogh i Paris og helligede sig kunsten. Han er særligt kendt for sin impressionistiske malerstil og var en forløber for den senere ekspressionisme. I sin levetid var populariteten så som så, og han solgte kun et enkelt maleri, før sin død i 1890.  Han skød sig selv på en mark og døde som kun 37-årig. På museet kan man følge hans udvikling som kunstner, ligesom der er malerier af de kunstnere, han lod sig inspirere af.

    På Rijksmuseum, der er Amsterdams nationalmuseum, er der billeder af den anden verdenskendte hollandske maler Rembrandt (1606-1669). Han blev en populær portrætmaler i Amsterdam, og det er da også for portrætmalerierne, han i dag særligt er beundret. Også bibelske motiver er blandt nogle af hans mest skattede værker. Hans måske mest kendte værk, Nattevagten, kan blandt mange andre opleves på Rijksmuseum.

    Andre attraktioner på studierejsen
    Af andre seværdigheder i Bruxelles kan nævnes de mange chokoladebutikker, hvor man kan se, hvordan den verdensberømte belgiske chokolade bliver lavet. Og mon ikke der er mulighed for at tilfredsstille den søde tand?

    I Amsterdam kan man få en rundvisning i prostitutionsmiljøet i Red Light District-kvarteret, se en fodboldkamp med Ajax eller få en rundvisning på Ajax Museum. Det er også en oplagt mulighed at leje cykler og se byens mange smukke gader og pladser fra saddelryggen.

  • Priseksempel

    Vi skræddersyr altid rejsen efter jeres særlige ønsker og behov. Nedenstående pris er derfor blot et eksempel på, hvad rejsen kan koste. Vores rejsekonsulenter sidder klar til at tage en dialog om netop jeres studietur.

    Priseksempel på en studietur til Bruxelles og Amsterdam
    Pr. person fra kr. 1.655,-


    Prisen inkluderer

    •   Transport i langtursbus med vippesæder, dvd, køl og kaffemaskine mm. 
    •   Bussen er til rådighed under opholdet efter aftale
    •   1 nat i Bruxelles og 2 nætter i Amsterdam
    •   Indkvartering i flersengsværelser
    •   3 x morgenmad
    •   Bidrag til Rejsegarantifonden


    Prisen inkluderer ikke

    •   Enkelt og dobbeltværelser
    •   Forplejning udover morgenmad
    •   Udflugter og entreer
    •   Forsikringer

     

    Rejseforsikring
    Skole og ungdomsrejseforsikringen dækker bl.a. lægehjælp, hospitalsindlæggelse, krisehjælp, hjemtransport, sygeledsagelse, tilkaldelse af forældre ved alvorlige uheld eller hjemkaldelse ved alvorlig sygdom i nærmeste familie samt giver adgang til 24 timers nødtelefon, hvor der er dansk lægevagt og krisepsykologer.

    Vær opmærksom på at der kan være egenbetaling på lægehjælp og sygehusindlæggelse efter overgang til det ”Blå kort”, hvis man ikke har tegnet særskilt rejseforsikring.

    Skole og  ungdomsrejseforsikringen forudsætter, at minimum 10 personer under 30 år tegner forsikringen på samme tid. 

    Få uforpligtende tilbud
  • Indkvartering

    I Bruxelles kan I vælge mellem indkvartering på hotel eller på hostel, både centralt eller lidt uden for byen, mens I i Amsterdam kan bo på hotel i midtbyen.

    I Bruxelles

    Centralt beliggende hotel

    4-stjernet hotel i midten af Bruxelles med næsten 100 værelser og to restauranter. Hotellet tilbyder tre forskellige værelsestyper med 1, 2 eller 3 senge. Alle værelser har eget toilet/bad, aircondition og fjernsyn.

    Hotel udenfor centrum
    Hotel beliggende omkring 8 km uden for centrum, med 123 værelser, enten med dobbeltseng eller med dobbeltseng og en enkeltseng. Alle værelser har aircondition, toilet/bad, fjernsyn og WIFI. Stor morgenmadsbuffet kan tilkøbes.

    I Amsterdam

    Hotel i centrum med opholdsrum og storskærm
    Hotel i centrum med op til 6 senge pr. værelse med toilet og bad på gangen. Morgenmad er inkluderet i prisen og hotellet tilbyder samtidig gratis WIFI, poolbord, og opholdsrum med storskærm.

    Ovenstående indkvarteringsmuligheder er blot et udpluk af, hvad vi kan tilbyde i Bruxelles og Amsterdam. Hvis I har spørgsmål til de nævnte muligheder eller har andre ønsker, er I velkomne til at kontakte Unitas Rejser på 8723 1240.

Kort


Vis Studietur til Bruxelle og Amsterdam på et større kort
Polen

Skolerejse til Krakow

Fra kr. 1.045 Læs mere
Frankrig

Studietur til Paris og Normandiet

Fra kr. 2.065 Læs mere
Ungarn

Skolerejse til Budapest

Fra kr. 1.365 Læs mere
Irland

Skolerejse til Dublin

Fra kr. 2.225 Læs mere
Tjekkiet

Skolerejse til Prag

Fra kr. 995 Læs mere

Medlem af

Top