Israel og Palæstina - Den Kristne Kulturarv

Rejsebeskrivelse

At besøge Israel og Palæstina er en oplevelse for livet. Der er noget særligt betagende ved at færdes i et land, hvor hele verdens historie og kultur har udviklet sig gennem 3-4.000 år.

Tre store verdensreligioner har deres udspring i Mellemøsten og de to af dem, ­jødedommen og kristendommen, endog i Israel og Palæstina. Der har altid været kamp om området – ikke mindst om Jerusalem. Situationen er også i vore dage ­temmelig ­betændt, hvor to folk skal deles om det samme land. Det er tankevækkende at se, ­hvordan det lykkes – eller måske snarere ikke lykkes. Vi kan jo vælge at se vores rejse som et ønske om fredelige forhold i området.

Vi skal besøge det land, som kaldes ”Bibelens Land“ – der skal vi se de landskaber og lokaliteter, som er nævnt i Bibelen – sådan som de ser ud i dag. Vi skal vandre i det gamle Jerusalems gader, stå i ørkenen, sejle på Genesaret Sø og bade i Det Døde Hav.

Det er ikke nogen almindelig charterrejse, vi har involveret os i, men en rejse, som kræver noget af os – både fysisk og mentalt.

Print Tip en ven


Send side til ven







Program og praktiske oplysninger

  • Program (8 dage)

    Søndag den 8. oktober: Udrejsedag
    Afrejse fra Kastrup kl. 06.10 med ankomst til Tel Aviv kl. 11.35. Her venter en bus og en guide, og sammen kører vi til Jerusalem, hvor vi skal bo de fire første nætter i den østlige bydel på hotel Golden Walls. Når vi er indkvarteret, går vi en tur i Den Gamle Bydel og besøger blandt andet Vestmuren og den arkæologiske park lige syd for tempelområdet med udgravninger fra Jesu tid. (-/-A)

    Mandag den 9. oktober: Oliebjerget og Betlehem
    Dagen begynder på Oliebjerget med den storslåede udsigt over både den gamle og den nye del af byen. På gåturen ned fra bjerget følger vi ’Palmesøndagsvejen’ og passerer flere kirker undervejs. Først den tåreformede Dominus Flevit (Herren græd) og videre til den russiske kirke med de karakteristiske guldkupler før vi når til Getsemane Have med de meget gamle oliventræer. I haven er der nu en kirke, Alle Nationers Kirke. Fra Jerusalem er der kun et kort stykke til Betlehem. Første besøg gælder Hyrdernes mark, som stadig rummer mange naturlige grotter og dernæst Fødselskirken, som ifølge traditionen er bygget over det sted, hvor fødselsstalden lå. Inden vi forlader Betlehem, skal vi besøge Julekirken, som er en af de få lutherske kirker i landet. (M/-/A)

    Udsigten fra Oliebjerget i Østjerusalem. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Tirsdag den 10. oktober: Jerusalems nye bydel
    Jerusalem er ikke kun historie og lutter gamle helligsteder, det er naturligvis også en moderne by. I den nye bydel ligger Hadassah-hospitalet, der har egen synagoge med smukke glasmosaikker, som er udført af den berømte russisk-jødiske kunstner, Marc Chagall. Vi skal også besøge Yad Vashem, Holacaust-museet for de 6 millioner jøder, der omkom under 2. verdenskrig. Museet er netop blevet restaureret og fremtræder i dag meget moderne og pædagogisk. Turen går også forbi det israelske parlament Knesset, hvor vi uden for bygningen kan se den imponerende fem meter høje syvarmede bronzelysestage. Vi slutter med et besøg på Israels Museum, hvor vi skal koncentrere os om den berømte afdeling ”Bogens Helligdom”. Her er Dødehavsrullerne udstillet. Taget på denne bygning har form som låget på de krukker, som Dødehavsrullerne blev fundet i.

    Yad Vashem i Vestjerusalem. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Om aftenen vil fortælleren Dorte Futtrup, som er med på turen, fortælle historien om Josef. Vi har tidligere på dagen oplevet mosaikkerne over alle Jakobs tolv sønner. En anden stor oplevelse bliver at høre den fantastiske historie om Josef, fortalt næsten “på stedet”. (M/-/A)

    Onsdag den 11. oktober: Jerusalems Gamle Bydel
    Denne dag besøger vi Jerusalems Gamle Bydel. Vi begynder på Via Dolorosa med de 14 stationer ved at gå gennem Løveporten, forbi Bethesda Dam og Anna kirken med den berømte akustik. Vi ser Ecce Homo-buen og Zion-søstrenes kloster med “Det stenlagte sted”. Vi går til Golgata, Gravkirken og de fem sidste stationer på Via Dolorosa. Vi slutter af med at gå gennem det armenske og det jødiske kvarter, og resten af dagen er til fri disposition. (M/-/A)

    Via Dolorosa i Østjerusalem. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Torsdag den 12. oktober: Det Døde Hav og Jeriko
    Vi forlader Jerusalem, og gør et kort ophold i Judæas ørken. Herefter kører vi til Det Døde Hav forbi Qumran, hvor Dødehavsrullerne blev fundet og videre til Masada, der var Herodes’ gamle klippefæstning. Det var her et stort antal jødiske frihedskæmpere i året 73 begik kollektivt selvmord for ikke at falde i den romerske hærs hænder. Ved Det Døde Hav i Ein Bokek bliver der mulighed for at bade i det saltholdige vand. Søens vandspejl ligger ca. 400 meter under havets overflade og er verdens lavest tilgængelige sted. Vi fortsætter mod palmeoasen Jeriko og overnatter på Oasis Hotel Jericho. (M/-/A)

    Det Døde Hav med Jordans bjerge i baggrunden. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Fredag den 13. oktober: Jordandalen og Nazareth
    Inden vi forlader Jeriko, skal vi se udgravningerne fra verdens ældste by, Eliaskilden og besøge stedet ved Jordanfloden, hvor Johannes Døber opholdt sig og døbte. Rejsen fortsætter videre op gennem Jordandalen til Galilæa, hvor vi først skal besøge Nazaret med Bebudelseskirken og Gabrielskirken. Vi går en tur gennem bazaren og kører derefter til Tiberias, hvor vi de sidste to dage skal bo på Hotel Ron Beach, som ligger direkte ud til Genesaret Sø. (M/-/A)

    Lørdag den 14. oktober: De bibelske steder ved Genesaret Sø
    Vi befinder os i evangeliernes Galilæa, centrum for Jesu virke, og dagens program begynder med sejlads på søen. Vi skal naturligvis til Saligprisningernes Bjerg med en utrolig smuk udsigt ned over søen. Ved Tabga er der bygget en kirke over det sted, hvor man formoder, at bespisningsunderet fandt sted. Her er en meget kendt mosaik fra 400-tallet, som viser brød og fisk. Desuden ligger Primatkapellet lige ved siden af. Herfra kører vi til Kapernaum, som benævnes som “Jesu egen by”. (M/-/A)

    Genesaret Sø. Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Søndag den 15. oktober: Hjemrejsedag
    Det er tid til at tage afsked med Israel. Vi kører fra vores hotel til Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv med afgang kl. 12.35 og ankomst til Kastrup kl. 16.00. (-/-/A)

  • Praktisk information

    Måltider
    De inkluderede måltider er hver dag markeret med M = morgenmad, F = frokost og A = aftensmad. Er måltidet ikke inkluderet markeres dette med -.

    Valuta
    Vi anbefaler, at man medbringer danske kroner og/eller små dollar sedler, gerne en del af dem som 1 dollar sedler. Veksling kan ske enten på hotellerne eller på vekselkontorer. Israelsk valuta hedder Shekel (NIS= Ny Israelsk Shekel).  Vi anbefaler, at man ikke beregner at hæve penge på kreditkort, da det ofte ikke kan lade sig gøre.

    Pas og visum
    Alle rejsende skal have pas som er gyldigt mindst 6 måneder inden planlagt hjemrejse. Der bør ikke være stempel fra Syrien i passet. For danske statsborgere, er det ikke nødvendigt at søge visum til Israel til turistbesøg.

    Drikkepenge
    I mange lande er der en kultur for at betale drikkepenge til lokalguider og chauffører i løbet af rejsen. Derudover kan der være en kultur for at betale drikkepenge på fx restauranter, som man bør følge og respektere. Hvis måltiderne er inkluderet i prisen, og på forhånd betalt af Unitas Rejser, er drikkepenge herfor indregnet. Drikkepenge i forbindelse med køb af drikkevarer er ikke inkluderet.

    Forbehold
    Der tages forbehold for ændringer i programmet. Alle vore rejser evalueres og forbedres løbende på baggrund af vore rejselederes og deltageres tilbagemeldinger. Af denne årsag kan der være ændringer i programmet fra rejsen blev købt til den finder sted. Lokale forhold kan medføre, at vi under rejsen er nødt til at ændre indholdet eller rækkefølgen herpå. Vores mål er at deltagerne får den bedst mulige rejse.

    Hvor går rejsen hen?
    Det fysiske landområde, som vi ofte betegner ’Det Hellige Land’, har mange kombinationer af betegnelser, fra gammel eller nyere tid. ’Israel’ er den oprindelige bibelske betegnelse for den nordlige del af Palæstina. Siden 1948 har betegnelsen været anvendt om staten Israel.  ’Palæstina’ har siden Romertiden været betegnelsen for landområdet mellem Middelhavet og dele af det nuværende Jordan, Syrien og Libanon. I dag benævnes dette område som ’Selvstyreområdet’ og dækker blandt andet Vestbredden (Østjerusalem, Betlehem, Jeriko, Hebron, Qumran, Jordandalen og Dødehavet). De fleste gæster lander i Tel Aviv i Israel og besøger Old City i Jerusalem (opdelt i fire kvarterer: armensk, arabisk, jødisk og kristent) samt et eller flere af de palæstinensiske selvstyreområder. Derudover besøger mange ofte Golanhøjderne i det nordøstlige hjørne. Visse seværdigheder og kibbutzer på Vestbredden kan være ejet af ­israelere, hvoraf nogle er bosættere.

    Generelle betingelser
    Rejsen er underlagt Unitas Rejsers generelle betingelser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. Betingelserne kan læses her.

  • Priser

    Pris
    Pris pr. person kr. 14.995,-

    Prisen inkluderer
    • Dansk rejseleder
    • Lokalguide i Israel
    • Flytransport København - Tel Aviv t/r
    • Pt. kendte flyskatter og afgifter
    • Bustransport i Israel
    • 7 overnatninger i delt dobbeltværelse med bad og toilet
    • 7 x morgenmad og 7 x aftensmad
    • Udflugter og entreer ifølge program
    • Drikkepenge
    • Bidrag til Rejsegarantifonden

    Prisen inkluderer ikke
    • Drikkevarer og frokoster
    • Forplejning under transporten (lettere anretning kan købes ombord)
    • Forsikringer
    • Entreer og transport ud over programsatte

    Eventuelle tillæg
    • Enkeltværelse (begrænset antal) kr. 3.000,-
    • Sygdomsafbestillingsforsikring, 6 % kr. 900,-
    • Gouda Rejseforsikring, Super (under 70 år) kr. 383,-
    • Gouda Rejseforsikring, Super (fra 70 år) kr. 404,-
    • Gouda Årsrejseforsikring – udvidet Europa (hele husstanden) kr. 703,-
    • Gouda Årsrejseforsikring, udvidet Europa (én person) kr. 299,-
    • Gouda Årsrejseforsikring – udvidet Europa (senior) kr. 450,-

    Helbredserklæring skal sendes til Gouda for rejsende o/70 år. Der tages forbehold for ændringer i forsikringspriserne.

    Udsolgt

Kort

Armenien

Rundrejse i Armenien og Georgien

Afrejse
Kr. 14.695 Læs mere
Tyskland

Sognerejse - Luther og Reformationen

Afrejse
Kr. 4.995 Læs mere

Medlem af

Top