Israel-Palæstina - Bibelen Live

Rejsebeskrivelse

Israel og Palæstina er kontrasternes land. Her står gamle ruiner væg til væg med moderne nybyggede skyskrabere, den ortodokse jøde og fotomodellen deler gadebilledet og i løbet af få kilometer ændrer landskabet sig fra ørken til frugtbart land. Midt i disse kontraster findes de steder, du læser om i bibelen og ofte hører om i medierne. Der findes næppe noget sted på jorden, der er mere interessant og udfordrende - både kulturelt, historisk, arkæologisk, politisk og religiøst.

Nu får du muligheden for at opleve bibelteksterne recitereret og dramatiseret på rette sted. Vores tur rundt i landet er kronologisk og geografisk bygget op over Markusevangeliet, som er den bibeltekst, vi skal lytte mest til. Undervejs vil der være afstikkere både fra og i Markusevangeliet i forhold til tid og sted for dels at få det til at fungere rent praktisk og dels for ikke at gå glip af vigtige tekster og steder. Vi skal eksempelvis høre teksten om bebudelsen af Jesu fødsel i Nazaret, på Saligprisningernes bjerg opleve Klaus recitere Jesu ord i Bjergprædikenen, og i Betlehem vil Klaus recitere både nogle af profetierne fra Esajas og naturligvis også de kendte ord: ”Og det skete i de dage...”  I forbindelse med recitationerne, vil der også være tid til stilhed og refleksion. Undervejs vil vores guide sørge for, at recitationerne sættes ind i deres bibelske, historiske og geografiske kontekst.

På turen skal vi også møde spændende mennesker, som i dag lever der, hvor Bibelens historie foregik. Med deres liv fortæller de den samme historie om Guds kærlighed og fortsatte nærvær.

Du kan læse mere om Klaus og Bibelen Live og desuden se videoklip med smagsprøver her.

Tidligere deltagere på Bibelen Live rejser har sagt: 

"Det var en god og flot oplevelse at være med på turen til Israel med Bibelen Live. At høre teksterne fra Markusevangeliet reciteret "on location" var lidt som at blive samtidig med beretningerne og få fornemmelse af, at man selv var en del af menneskemængden, som Jesus underviste og være blandt dem, der oplevede hans undergerninger." - Bodil F. Skjødt, generalsekretær i Israels Missionen.

"Fra en travl hverdag med mange ord, var det fantastisk at tage afsted og nyde Israel, se vigtige steder og møde vigtige personer og ikke mindst at læne sig tilbage i lytterollen og møde Bibelen Live!"  - Anni Thusholt, deltager på Bibelen Lives første tur til Israel-Palætina.

Print Tip en ven


Send side til ven







Program og praktiske oplysninger

  • Program (8 dage)

    Dag 1: Udrejse
    Vi rejser fra Billund om formiddagen, og efter en mellemlanding og flyskift lander vi i Tel Aviv først på aftenen. Turen går straks videre til Betlehem med vores guide. Vi kører til Hyrdernes mark, inden vi tjekker ind på vores hotel. På Hyrdernes mark hører vi nogle af de profetier om Jesu fødsel, som vi finder i Det gamle testamente. Vi spiser aftensmad sammen på hotellet. (-/-/A)

    Dagens tekster: Esajas kap. 9 vers 1-6 og Esajas kap. 11 vers 1-10

    Dag 2: Betlehem og Jordanfloden
    Efter morgenmaden pakker vi vores kuffert for at køre til Tiberias. Inden vi forlader Betlehem, besøger vi to steder. Det ene er Fødselskirken, som er bygget over grotten, hvor mange mener, Jesus blev født. Derefter besøger vi Det Palæstinensiske bibelselskab. Her møder vi nogle af de mennesker, som i dag fortæller om de gode nyheder i byen. De arbejder i det palæstinensiske bibelselskab med at gøre Bibelen og dens budskab tilgængeligt for mennesker dér - hvad enten de er kristne eller muslimer.

    Fødselskirken. Bethlehem. Unitas Rejser

    Vi kører ned til Jeriko, som er verdens lavest beliggende og ældste beboede by. Derfra kører vi til Qasr el-Yahud ved Jordanfloden, hvor vi lytter til begyndelsen på Markusevangeliet og hører om Johannes Døber, som havde sit virke der. Derfra fortsætter vi mod nord, og ud på eftermiddagen kommer vi til Genesaret Sø og Tiberias, hvor vi skal overnatte i 3 nætter. Vi spiser aftensmad sammen på hotellet. (M/-/A)

    Dagens tekster: Lukasevangeliet kap. 2 vers 1-20 og Johannesevangeliet kap. 1 vers 1-18 og Markusevangeliet kap. 1 vers 1-13

    Dag 3: Kapernaum
    Det var i Kapernaum de fleste beretninger, vi læser i Markusevangeliget, fandt sted. Vi får i løbet af dagen reciteret nogle af dem. Vi begynder i området lidt øst for Kapernaum, hvor Jesus kaldte de første disciple. Her ved søbredden lytter vi til denne beretning og får også tid til selv at reflektere over den. 

    Kapernaum. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Vi fortsætter langs søens bred til Betsajda, som er en lille fiskerlandsby. Apostlene Peter, Andreas og Filip kom fra denne by, og Jesus gjorde flere under i og ved byen. I dag er der kun ruiner tilbage af byen, men vi sætter os et sted og lader Klaus recitere nogle af beretningerne om de mirakler, Jesus gjorde her.

    Vi fortsætter ”på den anden side” af Genesaret Sø. Ved Kursi gør vi et stop, hvor vi hører nogle af de tekster, som omhandler hedningerne. Herefter kører vi tilbage til Tiberias, hvorfra vi sejler en tur ud på søen og lytter til nogle bibeltekster.

    Om aftenen samles vi på hotellet. Klaus reciterer flere tekster fra Markusevangeliet, og der bliver mulighed for at tale om, hvordan vi indtil nu har oplevet turen. (M/-/A)

    Dagens tekster: Markusevangeliet kap. 1 vers 14 - kap. 5 vers 43 og Markusevangeliet kap. 6 vers 45 - kap. 9 vers 50

    Dag 4: Saligprisningernes bjerg
    Lidt nord for Tiberias ligger Saligprisningernes Bjerg. Mens vi nyder den flotte udsigt over Genesaret sø, lader vi Klaus recitere Bjergprædikenen, der hvor Jesus kan have holdt den. Derfra vandrer vi ned ad skråningen til Tabgha nede ved søen. Her hører vi om bespisningsunderet og om livet ved søen på Jesu tid.

    Saligprisningernes Bjerg. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Vi fortsætter til Magdala, Maria Magdalenas hjemby. Her besøger vi en meget smuk kirke, hvor vi kan lytte til historien om hende og flere andre kvinder, som Jesus mødte. Om eftermiddagen er der tid på egen hånd. Om aftenen spiser vi igen aftensmad sammen på vores hotel. (M/-/A)

    Dagens tekster: Matthæusevangeliet kap. 5-7 og Markusevangeliet kap. 6 vers 30-44

    Dag 5: Nazaret og Jerusalem
    Efter morgenmad forlader vi Tiberias og kører mod vest. Første stop er Nazaret, hvor englen kom til Maria og fortalte, at hun skulle føde verdens frelser. Vi besøger det storslåede bygningsværk, Bebudelseskirken, som er Mellemøstens største katedral. Vi hører selvfølgelig, hvad evanglierne fortæller om dette. Vi går også en tur i ”Nazareth Village”, et museum, som synliggør livet, som det var på Jesu tid. Derefter fortsætter vi til Jerusalem, hvor vi tjekker ind på vores hotel.

    Det er fredag, og den jødiske sabbat begynder ved solnedgang. Vi går sammen til Grædemuren for at se, hvordan mange jøder fejrer sabbattens begyndelse. Derefter går vi videre til Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor vi spiser sabbatsmåltid sammen (med forbehold). Efter måltidet fortæller David Serner, som er udsendt af Israelsmissionen som dansk præst i Jerusalem, om Israelsmissionens arbejde i Israel og ud fra kirken.

    Grædemuren i Østjerusalem. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Ud på aftenen går vi sammen til vores hotel, som ikke ligger så langt fra kirken, også i Jerusalems gamle bydel. (M/-/A)

    Dagens tekster: Lukasevangeliet kap. 1 vers 26-38 og Johannesevangeliet kap. 1 vers 1-18 og Markusevangeliet kap. 6 vers 1-13 og Markusevangeliet kap. 10 og Salme 92 og Salme 122

    Dag 6: Den gamle bydel
    Før vi for alvor skal opleve Jerusalem, går vi op til Oliebjerget. Her vil guiden fortælle om byen og den rolle, som den har spillet op gennem tiden for både jøder, kristne og muslimer. Her lytter vi til den tale af Jesu om de sidste tider, som han holdte for nogle af sine disciple netop dér på Oliebjerget. 

    Udsigten fra Oliebjerget i Østjerusalem. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Vi går ned til Getsemane. Derfra fortsætter vi op til den gamle by igen og besøger Nadversalen, Zionsbjerget, Via Dolorosa og Gravkirken. Er der mulighed for det midt i menneskemylderet, vil Klaus på de forskellige steder recitere uddrag fra Markusevangeliet. Turen afsluttes med et besøg i Gravhaven, hvor vi kan lytte til historien om Jesu opstandelse. (M/-/A)

    Dagens tekster: Markusevangeliet kap. 11-16

    Dag 7: Det nye jerusalem
    Markusevangeliet er slut! Men både jødernes og de kristnes – og dermed først de jøde-kristnes – historie udviklede sig fortsat. Vi besøger derfor Caspari Center, som arbejder med at uddanne og udruste Jesus-troende jøder i Israel i dag. Derfra kører vi til Holocaustmuseet, Yad Vashem, og mindes den skæbne, som jøder var udsat for i Europa under nazisterne.

    Yad Vashem i Vestjerusalem. Rejser til Israel-Palæstina. Unitas Rejser

    Efter dette besøg forlader vi Jerusalem og kører ud til Jaffo ved Middelhavet. Vi hører historien om jøden Peter, som mange mener, stod bag Markusevangeliet. Vi hører om, hvordan han mødte hedningen Kornelius, og om hvordan Gud viste Peter, at evangeliet ikke er begrænset til jøder, men er for alle folkeslag. Det er derfor også en helt naturlig afslutning på turen at besøge Immanuelskirken, hvor “alle folkeslag” i dag samles til gudstjeneste. (M/-/A)

    Dagens tekster: Apostlenes Gerninger kap. 10

    Dag 8: Hjemrejse
    Det er tid til at pakke kufferten og rejse tilbage til Danmark. Om formiddagen vil der være tid til at tage en tur på stranden, gøre de sidste indkøb eller slappe af inden afrejse.  

    På vej til lufthavnen snakker vi om vores oplevelser, binder sløjfen på hele rejsen og bliver sendt ud i verden efter Markusevangeliet. Vi flyver tilbage til Billund også denne gang med mellemlanding og flybytte undervejs. Vi lander i Billund ud på aftenen. (M/-/-)

    Bibelen Live i Israel og Palæstina. Rejser med dansk rejseleder. Unitas Rejser

  • Praktisk information

    Tilmelding
    Senest den 20. december 2017.
    Rejsen bliver gennemført ved mindst 15 betalende deltagere. 

    Måltider
    De inkluderede måltider er hver dag markeret med M = morgenmad, F = frokost, A = aftensmad. Er måltidet ikke inkluderet, markeres dette med -.

    Klima
    Der kan forventes temperaturer på cirka 25-30 °C om dagen. Nattemperaturer omkring 15-20 °C.      

    Påklædning
    Godt fodtøj, badetøj inkl. håndklæde, let sommertøj og en jakke eller lignende til aftenerne. Eventuelt en solhat og badesko.

    Hvor går rejsen hen?
    Der er mange holdninger til, hvad det rette navn er for det område, som vi ofte betegner ’Det Hellige Land’ - ’Staten Israel’, ’Selvstyreområdet Palæstina’, en kombination af de to betegnelser eller et helt andet. De fleste gæster lander i Tel Aviv i Israel og besøger Old City i Jerusalem (opdelt i fire kvarterer: armensk, arabisk, jødisk og kristent) samt et eller flere af de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden (Østjerusalem, Betlehem, Jeriko, Hebron, Qumran, Jordandalen og Dødehavet). Hvis rejsen går til den nordøstlige del af landet, besøger man typisk Golanhøjderne. Visse seværdigheder og kibbutzer på Vestbredden kan være ejet af israelere, hvoraf nogle er bosættere.

    Valuta
    I kontant valuta: Israelske shekel og/eller US Dollar. Kreditkort kan ligeledes anvendes på hoteller og i enkelte butikker. Hvis en hel gruppe skal hæve penge i automater, tager dette lang tid, og derfor anbefaler vi at medbringe rede penge.

    Vaccinationer
    Vi anbefaler at kontakte egen læge, Seruminstituttet eller Rejsemedicinsk klinik i Århus eller Odense ca. 2 mdr. inden afrejse / i god tid inden afrejse.

    Drikkepenge
    Hvis måltiderne er inkluderet i prisen og på forhånd betalt af Unitas Rejser, er drikkepenge herfor indregnet. Drikkepenge i forbindelse med køb af drikkevarer er ikke inkluderet. Drikkepenge til chaufføren og lokale guider betales samlet af rejselederen.

    Forbehold
    Der tages forbehold for ændringer i programmet. Alle vores rejser evalueres og forbedres løbende på baggrund af tilbagemeldinger fra vores rejseledere og deltagere. Af den grund kan der være ændringer i programmet, fra rejsen blev købt, til den finder sted. Ved programmets udgivelse er ikke alle aftaler på plads. Dette betyder at det kan ske ændringer i disse. Lokale forhold kan medføre, at vi under rejsen er nødt til at ændre indholdet eller rækkefølgen herpå. Vores mål er, at deltagerne får den bedst mulige rejse. 

    Almindelige betingelser
    Rejsen er underlagt Unitas Rejsers almindelige betingelser vedrørende pakkerejser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår her.

     

  • Priser

    Pris
    Pris pr. person kr. 15.995,-

    Rejsen bliver gennemført ved mindst 15 betalende deltagere.

    Tilmelding
    Senest den 20. december 2017.

    Prisen inkluderer
    • Dansk rejseleder
    • Autoriseret lokalguide
    • Flytransport Billund – Tel Aviv t/r med mellemlanding
    • Pt. kendte flyskatter og afgifter
    • Bustransport ifølge program
    • Overnatning i delt dobbeltværelse med bad og toilet på værelset            
    • 7 x morgenmad og 7 x aftensmad
    • Entréer
    • Drikkepenge til guider, chauffører og restauranter
    • Bidrag til Rejsegarantifonden

    Prisen inkluderer ikke
    • Øvrig forplejning
    • Drikkevarer
    • Forsikringer

    Eventuelle tillæg
    • Enkeltværelse kr. 2.900,-
    • Sygdoms-afbestillingsforsikring 6% af rejsens pris
    • Gouda Årsrejseforsikring (enkeltperson) kr. 299,-
    • Gouda Årsrejseforsikring (enkeltperson fra 70 år) kr. 450,-
    • Gouda Årsrejseforsikring (hele husstanden) kr. 703,-

    Der tages forbehold for ændringer i forsikringspriserne. Helbredserklæring skal sendes til Gouda for rejsende over 70 år.

     

    Bestil rejse

Kort

Tyskland

Sognerejse - Luther og Reformationen

Afrejse
Kr. 4.995 Læs mere

Medlem af

Top