Dag 1: Afrejse
Vi mødes om
morgenen i Københavns Lufthavn, hvorfra vi flyver direkte
til Athen. Vi ankommer til Athen omkring kl. 13. Herfra
kører vi til det, som mange kalder for vestens vigtigste
kultursted, Akropolis med Parthenon og den omliggende agora,
demokratiets arnested, og endelig Areopagus, hvor apostlen Paulus
holdt sin berømte tale for Athenerne. Derefter til hotellet
til aftensmad.
Om aftenen præsentation og velkomst ved rejselederparret.
Programmet for næste dag bliver gennemgået, og aftenen
slutter med en gennemgang af Paulus´ tale (Apostlenes
Gerninger kap. 17), en salme og et Fadervor. Det er en god
idé at medbringe en salmebog og en Bibel på denne
rejse. (-/-/A)
Dag 2: Athen

Vi ser nærmere
på Grækenlands hovedstad, og hvis vi ikke nåede
det på førstedagen, så bestiger vi byens
højeste punkt, Akropolis, med ruinerne af de mange smukke
templer fra den græske oldtid, specielt det berømte
Parthenon, der er indbegrebet af oldtidens klassiske, græske
kunst. Templet til gudinden Athena, der, af oldtidens
største billedhugger og arkitekt, Fidias, var gengivet med
en 10 m. kæmpestatue belagt med guld og elfenben, et af
oldtidens 7 vidundere. De store mesterværker i marmor blev
opført i slutningen af 500-tallet f. Kr. i Athens gyldne
periode under Perikles. Nedenfor Akropolis ligger Athens gamle
markedsplads - Agoraen - der blev grundlagt i 700-tallet f. Kr. her
talte Sokrates til sine tilhørere, her blev demokratiet
født, og her prædikede Paulus. På pladsen finder
man en mindeplade med Paulus berømte tale om Athenernes "
ukendte gud" i forhold til åbenbaringen om Jesus Kristus.
Tæt ved dette område ligger den gamle by med hyggelige
gader, butikker og restauranter, hvor vi finder f.eks. en
fortovscafé, hvor vi kan nyde en let frokost, og hvor vi
også får tid til at gøre lidt
indkøb.
Om eftermiddagen går vi på Europas længste
gågade, den 3 km lange gade, der forbinder alle de gamle
historiske steder, således at man på en måde
bevæger sig gennem et kæmpestort friluftsmuseum, fra
Zeus templet, der blev bygget på i omkring 700 år, til
højen Pnyx, hvor de første demokratiske afstemninger
fandt sted i 500 tallet f. Kr., over agoraen, den store
markedsplads, hvor Sokrates gik omkring med eleven Platon, og det
var også her, at Sokrates blev dømt til døden "
fordi han fordærvede ungdommen med sin lære, og
lærte om fremmede guddomme". Pladsen blev i 1953-56 ryddet
for 400 huse, således at man i dag får en oplevelse af
oldtidens store markedsplads, dog har den Byzantinske kirke fra
1000 tallet fået lov til at blive på pladsen.
Aftensmad på hotellet.
Hvis kræfterne er til det, evt. en aftentur rundt i Akropolis
området, hvor Parthenon og de gamle bygninger er smukt
illumineret. Grækerne spiser sent og går sent i seng,
så der vil også være mange mennesker i de gamle
kvarterer. (M/-/A)
Dag 3: Delfi

Besøg i Delfi, der
var antikkens åndelige centrum. Det var Apollon-dyrkelsens
hovedsæde, og det var her, oraklet Pythia sad på sin
trebenede skammel og fremsagde sine tvetydige spådomme om
fremtiden. Apollon var visdommens gud og oraklet fungerede som
Apollons mund og de tilknyttede præstinder skulle så
udlægge spådommene. Konger og godtfolk valfartede til
stedet i oldtiden medbringende store gaver i håb om at
få gode råd. Delfi blev betragtet som verdens centrum -
omphalos - verdens navle - som Zeus fastslog ved at løslade
to ørne fra de modsatte ender af universet og se, hvor de
mødtes. Delfi ligger i et meget smukt område under
bjerget Parnassos.
Tæt ved Delfi ligger bjerglandsbyen Arachova, hvis hovedgade
er fyldt med butikker, der falbyder lokale tæpper, honning og
ost. Byen er en meget populær vinterdestination for rige
athenere.
På alle turene har vi en dygtig guide, der informerer
både om det antikke Grækenland, dets kunst og kultur,
og også fortæller om nutiden bl.a. om den
spændende, og for os danskere, ret så anderledes
græsk-ortodokse kirke. M/-/A)
Dag 4: Øen Samos

Vi flyver fra Athen til
øen Samos kun ca. 2 km fra den Tyrkiske kyst. Samos er kun
godt 40 km fra ende til anden, med smukke sandstrande, godt klima
og en gammel kultur, der besøges af mange turister.
Øen blomstrede i antikken, og var tidligt rammen om en
religiøs kult omkring Zeus´ hustru Hera. Polykrates,
som herskede i 500-tallet f. Kr., skabte rammerne om et
intellektuelt miljø, der bl.a. fostrede mystikeren og
matematikeren Pythágoras, som er kendt for den matematiske
læresætning om siderne i en retvinklet trekant.
Ligningen hører i dag med til enhver skoleelevs
matematikpensum. Pythágoras er i dag til stede i alle
souvenirbutikker med sin kop, der er konstrueret, så hans
livsfilosofi om mådehold bliver eksemplificeret. Man fylder
vin i den og drikker. Men fylder man vin helt op til kanten,
løber vinen ud af koppen. Det lyder som en skrøne,
men det er det ikke. På øen fødtes også
Æsop, som vi kender fra Æsops fabler, og astronomen
Aristarchos, ca. 265 f. Kr., der var den første der
fremsatte en teori om, at jorden kredser om solen. (M/-/A)
Dag 5: Efesos i Tyrkiet

Vi sejler fra Samos til
havnebyen Kusadasi og fortsætter med bus til Efesus. Det
antikke Efesus er i dag den mest seværdige udgravning i
Tyrkiet. På romersk tid oplevede havnebyen, som hovedstad i
provinsen Asien, sin opblomstringstid. Det var den tredje
største by i Romerriget med omkring 250.000 indbyggere.
Artemis templet, der oprindeligt var 4 gange større end
Parthenon, var et af antikkens 7 vidundere. Det var kultsted i over
1000 år. Artemis var gudinde for frugtbarhed, symboliseret
ved flere rækker bryster på gudindens overkrop.
Apostlen Paulus opholdt sig omkring tre år i Efesus, men
måtte til sidst flygte fra byen, da der opstod oprør,
fordi salget af Artemis sølvstatuer gik tilbage på
grund af den kristne forkyndelse. Man kan læse om
begivenheden i Apostlenes Gerninger kap. 19, og om mødet i
det store amfiteater med plads til 25.000 tilskuere.
I ruinbyen ser vi også det restaurerede Celsus-bibliotek og
Hadrian-templet. Vi passerer Syvsoverområdet, et tidligt
kristent begravelsesområde, der er opkaldt efter de syv
kristne, som skal have overlevet forfølgelsen under kejser
Decius ved at sove. Apostlen Johannes opholdt sig i mange år
som biskop i Efesus, og vi skal besøge resterne af den store
kirke, der blev opført af kejser Justinian omkring 550 e.
Kr., over det sted, hvor Johannes var begravet. Jomfru Maria
opholdt sig en årrække i Efesus sammen med Johannes, og
i dag kan man besøge Marias hus, der blev opdaget i 1891,
efter at en europæisk nonne havde en vision herom. I huset er
der i tiden siden bl.a. efterladt krykker fra folk, der har oplevet
overnaturlig helbredelse på dette sted.
Hvis tiden tillader det, vil vi sidst på dagen have lidt tid
i basaren i Kusadasi. (M/-/A)
Dag 6: Øen Patmos
Vi sejler fra Samos til
Patmos. Det er en dag til afslapning, dels på sejlturen og
dels når vi kommer til Patmos. Måske kan vi også
denne søndag opleve en del af en græsk-ortodoks
gudstjeneste. Der bliver også tid til en vandretur på
egen hånd, hvor man eventuelt kan meditere over fremtiden og
Johannes´ Åbenbaringer.
Ved de daglige aftensamlinger vil rejselederen fortælle
om Paulus´og Johannes´ liv og levned og gennemgå
nogle af de bibelske beretninger med tilknytning til Athen, Efesus
og Patmos. (M/-/A)
Dag 7: Øen Patmos

Patmos er en lille
ø, der ligger syd for Samos. Det var på denne
ø, at apostlen Johannes ca. år 95 e. Kr. opholdt sig
under en kristen forfølgelsesperiode under kejser Domitian.
Her modtog han en åbenbaring fra Gud med besked om at skrive
den ned. Det er den, som vi kender som Johannes´
Åbenbaring, der indeholder en formaning til de syv menigheder
i provinsen Asien, og dernæst fortæller om synerne af
den himmelske verden, tidernes ende, Dommedag og den nye himmel og
jord. Han grundlagde den første kristne menighed på
øen, og kirkehistorien beretter, at han i
åbenbaringsgrotten dikterede sine syner og Johannes
evangeliet til sin elev Prochoros.
Vi skal rundt på den lille smukke ø og besøge
Johannes den Helliges kloster, der ligger som en borg hævet
over den lille by Chora. I dette kloster, der blev grundlagt i 1088
af munken Christodoulos, er der et meget fint museum med gamle
ikoner og bøger. På vejen op fra havnebyen Skala mod
Skala passerer man Apokalypse klosteret, der er bygget over
Johannes´ Åbenbaringsgrotte. Der vil være god tid
i den gamle åbenbaringsgrotte til at lytte til nogle af
åbenbaringsordene, og til at indånde den stilhed, der
hviler over stedet og området. Fremtiden? Hvor langt er vi
fremme mod endetiden? Hvad har Johannes at sige til mennesker i
dag?
Byen Chora med omkring 40 kirker og klostre er i dag på
Unescos liste over verdens kulturarv. Øen har hvert år
besøg af mange pilgrimme og kristne grupper, og i
højsæsonen ankommer der krydstogtskibe med turister,
men ellers bærer øen præg af en åndelig
fred og stilhed. (M/-/A)
Dag 8: Øen Patmos – øen Samos – Athen
Vi sejler fra Patmos til
Samos og flyver derfra til Athen, hvor vi efter en begivenhedsrig
rejse på flere planer, kan fordøje og reflektere inden
vi går til ro for sidste gang i Grækenland i denne
omgang. (M/-/A)
Dag 9: Hjemrejse
Vi har god tid til at nyde
vores morgenmad, inden vi begiver os hjemad. Vi lander i
Københavns Lufthavn hen på eftermiddagen. (M/-/-)
kr. 13.445
9 dage
Afrejse: 29.05.2012
- Hjemkomst: 06.06.2012
Praktisk information
Pris
Pr. person kr. 13.445,-
Prisen inkluderer
- Dansk rejseleder
- Fly København - Athen t/r
- Fly Athen - Samos t/r
- Bådrejse Samos - Efesus t/r
- Bådrejse Samos - Patmos t/r
- Rundrejse ifølge program
- Lokalguide i Athen, Efesos, Patmos og Delfi
- Overnatning på turistklassehoteller i delt
dobbeltværelse med bad og toilet
- 8 x morgenmad
- 1 x frokost (Efesus)
- 7 x aftensmad
- Entreer
- Lufthavnsskatter
- Bidrag til Rejsegarantifonden
Prisen inkluderer ikke
- Øvrige måltider og drikkevarer
- Forsikringer
Eventuelle tillæg
- Enkeltværelse kr. 1.600,-
- Sygdomsafbestillingsforsikring, 6 % kr. 807,-
- Gouda Rejseforsikring, Super (under 70 år) kr. 357,-
- Gouda Rejseforsikring, Super (fra 70 år) kr. 377,-
- Gouda Årsrejseforsikring, enkelt person kr. 190,-
- Gouda Årsrejseforsikring, hele husstanden kr. 480,-
Der tages forbehold for ændringer i
forsikringspriserne.
Måltider
De inkluderede måltider er hver dag markeret med M =
morgenmad, F = frokost og A = aftensmad. Er måltidet ikke
inkluderet markeres dette med -.
Transport
Transporten på destinationen foregår med
privat/offentlig bus, båd og fly. Unitas Rejser tager
forbehold for prisstigninger på flybillet og
skatter/afgifter.
Overnatning
Indkvartering på hotel (turistklasse) med bad og toilet
på værelset
Hotel i Athen: Jason Inn www.douros-hotels.com
Hotel på Samos: Hotel Samos www.samoshotel.gr
Hotel på Patmos: Skala Hotel www.skalahotel.gr
Klima
Der kan forventes temperaturer på ca. 15 - 25 °C om
dagen, noget køligere om natten.
Valuta
I kontant valuta: Euro. Rejsechecks eller kreditkort kan anvendes i
alle større byer, og der er mulighed for at veksle eller
hæve penge i lufthavnen ved ankomst.
Drikkepenge
I mange lande er der en kultur for at betale drikkepenge til
lokalguider og chauffører i løbet af rejsen.
Derudover kan der være en kultur for at betale drikkepenge
på fx restauranter, som man bør følge og
respektere. Hvis måltiderne er inkluderet i prisen, og
på forhånd betalt af Unitas Rejser, er drikkepenge
herfor indregnet. Drikkepenge i forbindelse med køb af
drikkevarer er ikke inkluderet. Spørg gerne rejselederen om
det enkelte lands skikke.
Forbehold
Der tages forbehold for ændringer i programmet. Alle vore
rejser evalueres og forbedres løbende på baggrund af
vore rejselederes og deltageres tilbagemeldinger. Af denne
årsag kan der være ændringer i programmet, fra
rejsen blev købt, til den finder sted. Lokale forhold kan
medføre, at vi under rejsen er nødt til at
ændre indholdet eller rækkefølgen i programmet.
Vores mål er at deltagerne får den bedst mulige
rejse.
Generelle betingelser
Rejsen er underlagt Unitas Rejsers almindelige betingelser vedr. pakkerejser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår af vores hjemmeside her.