Italien

Roms fødsel og storhed

Roms første spæde begyndelse var en bebyggelse på højene Kapitol og Palatin i 8. årh. f.v.t. og sumpen i mellem dem - som senere blev til Forum Romanum.  Her har vi fundamentet til det, der skulle ende med at blive det magtfulde centrum for et verdensrige. Fra den første bronze- og jernalderkultur på de to høje er man rykket ned på Forum Romanum, der blev afvandet og tørlagt.

Byens fortid er indhyllet i sagn, der efter moderne udregning fastsætter grundlæggelsen til 21. april 753 f.v.t.. De næste par hundrede år har byen Rom ifølge traditionen været regeret af en række på syv konger, hvoraf den sidste afsættes i 508 og byen bliver en republik. Rom underlægger sig i de følgende århundreder først den italienske halvø og dernæst det vestlige Middelhavsområde efter kampe med konkurrenten Karthago. Og nogenlunde samtid hermed får Rom kontrollen over det østlige Middelhav ved erobringer i Grækenland, Lilleasien og Mellemøsten. Ved kejsertidens indtræden o. år 30 f.v.t er Rom et verdensrige, og som sådan fremstår det indtil o. 500 e.v.t. . Roms voldsomme ekspansion i oldtiden ses stadig tydeligt. Forum Romanum forblev byens centrum, hvor vi kan se resterne af det vældige tempelbyggeri, som metropolens centrum naturligvis skulle indeholde. Ruiner af andre officielle bygninger som f.eks. senatsbygningen og triumfbuer fortæller os i dag om en levende og dramatisk politisk skueplads. Kraftigst markerer Colosseum sig som monumentet over kejsertiden. Bygherrerne var de såkaldte flaviske kejsere, Vespasian, Titus og Domitian, som med dette byggeri ville demonstrere den romerske kejsermagts storhed. Her kunne kejseren give skuespil og gladiatorkampe for 50.000 tilskuere på én gang. Her led hundredvis af kristne martyrdøden. Ja, brød og skuespil blev midlerne, hvormed folket lod sig styre. Men Rom forfaldt og det samme gjorde Colosseum. Allerede i middelalderen lå det vældige bygningsværk hen i ruiner. Men bygningsmaterialet blev genbrugt til pavepaladser og kirker.

Når man i dag kommer til Piazza Venezia er man omgivet af Roms antikke historie. Forum Romanum, Kapitolhøjen og de kejsertorve, som nu blev anlagt fra år 0 og de næste par århundreder. Blikket glider videre op mod de øvrige høje, som byen bredte sig ud over.  Og endelige fæstnes vores opmærksomhed sig ved det prangende og kolossale national- monument, der blev rejst ved Piazza Venezia for at markere det genforenede Italien - og give beskueren associationer til antikkens storhed.

Det kristne Rom

Det er kirken der om noget har sat sit præg på byen, som vi ser den i dag. Vi kan følge kristendommens historie i Rom fra midten af 1. årh. Kun få hundrede meter fra Colosseum får vi kristendommens tidligste historie anskueliggjort. Vi går ind i S. Clementekirken. Den nuværende kirke fra 1000-tallet har under sig den oprindelige basilika fra 300-tallet. Og under denne igen kommer vi ned i de små og smalle gader, som Peter og Paulus færdedes i omkring år 60. Her mener man at finde det hus, et såkaldt titulus, hvori den ældste kristne menighed i Rom har haft sine gudstjenester. Lige i nærheden finder vi et kultrum for en af datidens mest populære nyreligiøse bevægelser, Mitrakulten. Vi står hernede, 7 meter under det nuværende gadeniveau, og får et levende indtryk af den religiøse søgen, som kristendommen mødte og blev et svar på. Når vi kommer op igen i den nuværende kirke, kan vi nyde en af Roms fineste mosaikarbejder, der dækker hele apsis. "Korsets triumf" kalder man dette mosaikarbejde, der så at sige indeholder hele den middelalderlige teologi. Derfor må vi også se mosaikarbejderne i den smukke valfartskirke S. Maria Maggiore (den store Maria-kirke) på Via Cavour. Og få skridt derfra har vi de to noget mindre kirker, S. Prassede og S.Pudenziana - alle med  eksempler på højdepunktet i den byzantinsk inspirerede mosaikkunst fra middelalderen.

I dag står Peterskirken og Vatikanet om noget som udtryk for, at Rom blev den katolske kirkes centrum. Oprindeligt var det Konstantin den Store der her byggede en vældig basilika. Men de magtfulde renæssancepaver i 1400-tallet havde planer om en ny og endnu mere storslået kirke, der kunne markere Rom som verdens centrum. Den stærke Julius 2. fik i begyndelsen af 1500-tallet for alvor sat gang i planerne om en ny Peterskirke. Det langvarige byggeri afspejler både renæssancen og barokken. Det blev Michelangelo, der med sine arkitektoniske idéer afgørende kom til at præge selve kirkens udformning og "krop". Såvel turister som andagtsøgende betages og overvældes, når de ad kirkens indgangsdør føres ind i det næsten 200 meter lange rum med dets perfekte arkitektoniske balance. Her fæstnes blikket af sig selv af det lysvæld, der fra Michelangelos kuppel falder ned over kirkens højalter. Med det blev barokkens stil, der kom til at bestemme Peterskirkens facade og den vældige kolonnade, der som en favn omslutter den besøgende. Hertil kommer Vatikanpaladset, hvor Michelangelos mest berømte arbejde, loftet i det sixtinske kapel kan ses - og det lige efter at man har passeret igennem de betagende gemakker med Raphaels vægmalerier.

 

Den kirkelige fornyelse i 16 og 1700-tallet kom til udtryk i monumentale barokbyggerier. Overalt ser vi barokkens kirkefacader og fontæner. Og overalt i de snævre gyder ser vi de paladser, som byens aristokratiske familier fik bygget i løbet af 15 og 1600-tallet. Her samlede man tidens bedste kunst for indtægter hentet i store jordbesiddelser på den italienske halvø.