16 dage Bali Classic

5 nætter Sanur/ Tanjung Benoa . 4
nætter Ubud . 3 nætter Candidasa . 2 nætter
Lovina
Temaet for denne oplevelsesrige rundrejse er Balis spændende
kultur og smukke natur. Dagsprogrammet er varieret og byder fx
på besøg hos den lokale befolkning i landsbyerne for
bl.a. at opleve traditionelle danse og kunsthåndværk;
oplevelser i den smukke særprægede natur; besøg
i nogle af øens flotte templer samt en underholdende og
spændingsfyldt raftingtur ned af Ayung floden. Naturligvis
bliver der også rig mulighed for ren afslapning på de
skønne sandstrande. Kort sagt - en god blanding af
oplevelser og afslapning.
Download hele kataloget
her
Dag 1: Ankomst Bali Sanur el. Tanjung Benoa
I hentes i lufthavnen og kører sammen med den
lokale engelsktalende guide til jeres hotel. Resten af dagen
slappes af ved hotellets swimmingpool eller på
stranden.
Dag 2: Sanur / Tanjung Benoa
Dagen er til fri disposition. Sidst
på eftermiddagen hentes I af guiden, som kører jer til
en nærliggende landsby. Her vil I overvære den flotte
Kecakdans, hvor en stor gruppe syngende og svajende dansere
iført lændeklæder vil opføre scener fra
Ramayana, en underholdende danseforestilling fra den indonesiske
mytologi. Der returneres til hotellet efter forestillingens
afslutning. (M)
Dag 3: Sanur / Tanjung Benoa
Dagen er til fri disposition. (M)
Dag 4: Sanur / Tanjung Benoa - Ubud
I forlader hotellet omkring kl. 08:30 og
kører nordpå mod øens centrale højland.
Det betagende landskab med brusende floder og lysegrønne
rismarker kan tage pusten fra selv de mest garvede rejsende.
Undervejs gøres ophold ved Batubulan, hvor dansere i
farvestrålende dragter vil opføre traditionel Barong-
og Kris-dans (donation ca. kr. 15 pr. person ikke inkluderet).
Herefter besøger I to mindre byer med hver deres speciale.
Mas er kendt for sine mesterlige træskærere, hvis
håndværk er af sjælden høj kvalitet.
Landsbyen Celuk er centrum for guld- og sølvarbejde. Efter
at have prøvet kræfter med de lokales handelstalent
går turen gennem Balis smukke natur til to af øens
store seværdigheder. Først besøges Moder
Templet (Pura Besakih), der med Agung-vulkanens massive top i
baggrunden og et virvar af farvestrålende festklædte
balinesere med offergaver, er et af øens storslåede
syn. I Klungkung, som var Balis politiske centrum i flere
århundreder, kan I opleve den flydende pavillon, der
fungerede som domstol frem til midten af det 19. århundrede.
Sidst på eftermiddagen ankommer I til hotellet i Ubud.
Dag 5: Ubud
Dagen er til fri disposition. Oplev
Ubuds afslappede atmosfære og den enestående natur
omkring de nærliggende landsbyer. (M)
Dag 6: Ubud - Rafting på Ayung
Floden
Dagen i dag byder på en af de
største og sjoveste naturoplevelser på Bali. I skal ud
og sejle på Ayung-floden, der bugter sig 9 - 10 km gennem det
mest spektakulære landskab. I bliver hentet mellem 8:30 og
9:00 på hotellet og efter en halv times kørsel, er I
fremme ved Sobeks hovedkontor. Her får I en grundig
gennemgang af turens forløb, inden I vandrer ned til floden
- en gåtur på ca. 15 min. Sejlturen tager ca. to timer
og afsluttes med en dejlig frokost ved flodbredden. Det meste af
tiden glider I roligt ned ad Ayung-floden i gummibåden. Turen
er en kæmpe naturoplevelse, lattermusklerne bliver
rørt og mon ikke også det giver et lille sug i
mellemgulvet under visse passager på floden. (M/F)
Børn skal være fyldt 7 år for at kunne
deltage.
Dag 7: Ubud
Dagen er til fri disposition. Oplev
Ubuds afslappede atmosfære og den enestående natur
omkring de nærliggende landsbyer. (M)
Dag 8: Ubud - Candidasa
I dag sættes kursen mod Candidasa
på østkysten. Undervejs gøres stop ved
Elefantgrotten ved Bedulu. Herefter besøges Gianyar, som er
kendt for sine smukke håndvævede stoffer. I
fortsætter op langs kysten og stopper ved Goa Lawah, et af de
ni store templer på Bali, som udover at huse i tusindvis af
små sorte flagermus også siges at være beboet af
den legendariske hellige drage Naga Basuki. Områderne
Karangasem og Tirtagangga, som I bevæger jer gennem, anses
for at være nerven i den balinesiske kultur og er et perfekt
udgangspunkt for at udforske det "ægte" Bali. Særligt
spændende er landsbyen Tenganan, som er hjemsted for det
pre-hinduistiske Balis Aga-stamme. Landsbyen ligger i et kuperet
område omgivet af frodig bambusskov og særprægede
banyantræer. I ankommer til Candidasa over middag. (M)
Dag 9: Candidasa
Dagen er til fri disposition. (M)
Dag 10: Candidasa - Lovina
I forlader Candidasa tidligt om morgenen og kører
ind i landet mod Bangli. Første stop er Pura Kehen, som
siges at være Balis smukkeste tempel. Efter et besøg i
landsbyen Pengelipuran fortsættes gennem det skønne
natursceneri til byen Kintamani. Her nydes udsigten til Mount
Baturvulkanen, hvis kraftige udbrud i 1926 begravede den lille by.
Over middag kommer I til dagens sidste seværdighed -
Penulisan-templet, som ligger på et af Balis højeste
punkter. Hen på eftermiddagen ankommer I til Lovina.
(M)
Dag 11: Lovina
Dagen til fri disposition. (M)
Dag 12: Lovina - Sanur / Tanjung Benoa
I forlader Lovina og kører til Gitgit-vandfaldet,
som kan opleves efter en lille vandretur. I fortsætter til
det rolige område omkring Bratan-søen og gør
stop ved Ulu Danutemplet, som ivrigt besøges af folk fra de
omkringliggende landsbyer. Herefter køres sydpå til
Mengwi for at se det pragtfulde havetempel Pura Taman Ayun ved den
smukke lotussø. Sidst på eftermiddagen kommer I til en
lille klippeø ud for kysten med det imponerende tempel Tanah
Lot. Efter nogle oplevelsesrige dage på Bali har I de
efterfølgende dage mulighed for at fordøje de mange
indtryk på det valgte hotel på sydkysten. (M)
Dag 13-14: Sanur / Tanjung Benoa
Dagene er til fri disposition. (M)
Dag 15: Afrejse
Først på eftermiddagen
hentes I på jeres hotel og køres til lufthavnen.
(M)
Prisen inkluderer:
* Flybillet fra København til Bali med skift
undervejs t/r
* Program og måltider som anført i
dag-til-dag programmet med engelsktalende guide
* 14 overnatninger i valgte værelses-kategori, inkl.
morgenmad
* Alle nævnte transporter, entréer og udflugter
BEMÆRK: Børn skal være fyldt 7 år
for at kunne deltage på rafting turen på dag
6.
Prisen inkluderer ikke:
* Forsikringer
* Donationer og drikkepenge
* Måltider, der ikke er nævnt i dag-til-dag
programmet
* Afrejseskat fra Bali som betales lokalt ved afrejsen (150.000
Rupiah - ca. kr. 120,-)
*************************************************************
Kombiner turen til Bali med et stop over i Bangkok
Thailands mægtige hovedstad med ca. 9 mio.
indbyggere står i skærende kontrast til Bali's smukke
grønne rismarker og herlige strande.
Bangkok er en travl storby, spækket med seværdige
steder og shopping muligheder. 2-3 dages stop i Bangkok bliver en
intensiv oplevelse med mange indtryk: dufte fra
gadekøkkener, farverige markeder og ikke mindst larmen fra
den hektiske trafik. Kør en tur med en tuk-tuk - eller hop
på en båd og sejl en tur ind i de små kanaler.
Bor du i Chinatown, har du mange seværdigheder indenfor
gåafstand.
Hotel Grand China Princess
Godt turistklasse hotel beliggende i hjertet af Bangkoks
ældste og mest charmerende bydel, "Chinatown" og i gå
afstand fra Chao Phraya Floden. Alle 153 værelser er store og
udstyrede med aircondition, TV med filmkanal, radio, minibar og
telefon. Hotellet har en spændende kinesisk restaurant og bar
på øverste etage, hvorfra der er en fantastisk udsigt
over byen, mens den roterer rundt på 1 time. Endvidere har
hotellet en lille dip-pool på taget. Et populært hotel
til en god pris.
Pris per person: Kr. 700,-
Prisen inkluderer:
* Transfer lufthavn - hotel tur/retur
* 2 overnatninger på Grand China Princess. Delt
dobbeltværelse inkl. morgenmad.