Andalusien Rundt
På denne tur kommer I rundt til
de fleste af Andalusiens kulturelle perler og smukkeste
naturscenerier. I besøger Ronda, der betegnes som en af
Andalusiens smukkeste byer; Vejer og Arcos de la Frontera, der er
eksempler på de karakteristiske hvide byer og Sevilla,
Andalusiens fascinerende hovedstad. I Cordoba og Granada kan I
fornemme historiens vingesus i de gamle mauriske
bygningsværker, inden I tager den dejlige tur langs
Middelhavet til Malaga.
Dag 1-2: Malaga
Malaga er velsignet med et vidunderligt
klima, der gør det muligt at leve udendørs stort set
hele året, hvilket såvel turister som den lokale
befolkning benytter sig af i fuld udstrækning. Folkelivet er
intenst i den tropiske park ved havnen og i det gamle kvarter
omkring Larios-gaden. Her er endeløse snævre gader -
mange af dem er omdannet til gågader med et stort udbud af
både super moderne forretninger og ejendommelige, gammeldags
butikker, hvor tiden synes at have stået stille. I kan
sagtens bruge flere timer til at gå på opdagelse i de
små gyder og stræder hvor det mauriske
særpræg er iøjnefaldende, og hvor I kan beundre
de mange smukke, nyrestaurerede, historiske bygninger. Undlad ikke
at aflægge et besøg på Plaza de la Merced, hvor
Picasso blev født og voksede op i Casa Natal de Picasso, der
i dag rummer det nyåbnede Picassomuseum. Betragt de mange
kirker og klostre, gør et stop og nyd et glas vin i en af de
fashionable gamle vinkældre eller besøg Casa de la
Guardia, Malagas ældste tapas-bar. En af de største
attraktioner er den gamle føniske borg på toppen af
Gibralfaro-bjerget - hvorfra der i øvrigt er en fantastisk
udsigt over byen og havnen - og Alcazaba-fortet, et
bygnings-kompleks der blev ombygget til forsvarsværk af en
maurisk konge i 1100-tallet. Blot få skridt herfra finder I
det romerske amfiteater. (2 nætter)
Dag 3: Malaga - Ronda (kørsel ca. 105 km)
Efter afhentning af jeres lejede bil
går turen til Ronda, hvis beliggenhed i de smukke
Serranía de Rondabjerge er helt vidunderlig. Ronda er en af
Andalusiens smukkeste byer. Den ligger på et knejsende
klippeplateau over den dybe El Tajo-kløft, der deler byen i
to, hvis sider er forbundet af stenbroen, Puento Nuevo, der engang
husede et fængsel, og som i dag er byens vigtigste vartegn.
Ronda er desuden kendt for sin tyrefægterarena, der er en af
Spaniens ældste og mest betydningsfulde.
Dag 4: Ronda - Arcos de la Frontera (kørsel ca. 310 km)
Fra Ronda fortsætter I
sydpå langs kysten. Der er mange muligheder for at
gøre stop undervejs, og da I kommer forbi den noget
omstridte engelske koloni, Gibraltar, er det måske et oplagt
sted at strække benene, få hilst på Europas
eneste "vilde" aber - de halvtamme Gibraltaraber, nyde udsigten
over til Afrika og måske gøre nogle toldfrie
indkøb. Efter yderligere ca. 1 times kørsel når
I frem til en af Spaniens smukkeste hvide landsbyer, Vejer de la
Frontera. Denne charmerende lille muromkransede by med
snørklede brostensbelagte gader, hyggelige pladser og
smukke huse er virkelig værd at stifte et nærmere
bekendtskab med.
Fortsæt gennem det smukke landskab og de spændende byer
som Cadiz, der er en af Europas ældste byer, grundlagt i 1100
f.Kr. I er i "sherry-land" og et stop i Jerez, der er hovedbyen for
sherryproduktion med besøg i en bodega, sherryfabrik med
mulighed for prøvesmagning af de gyldne dråber
må naturligvis stå på programmet. Herfra
kører I de ca. 20 km til Arcos de la Frontera, der
er indbegrebet af en pueblo blanco med sin strategisk rigtige
beliggenhed på en klippetop over floden Guadalete, sine
små snoede gader og stræder og naturligvis de hvide
huse i maurisk stil.
Dag 5: Arcos de la Frontera - Sevilla (kørsel ca. 115 km)
Efter knap 70 km af turen til Sevilla
kommer I til byen Lebrija, hvorfra der er en fantastisk udsigt over
vinmarkerne. Et godt valg til et lille "pit stop".
Dag 6: Sevilla
Sevilla er den meget smukke hovedstad i
regionen Andalusien og betegnes af mange som den mest spanske af
alle Spaniens byer. Byen kan fremvise en charmerende blanding
af enestående monumenter som den imponerende katedral med det
berømte Giralda-tårn, der oprindelig var minaret og
den mauriske borg, Alcazar, med dens smukke haver side om side med
charmerende bydele med hver deres specielle stemning. Gå en
tur i det gamle jødiske kvarter, Santa Cruz med de
snævre gader og charmerende pladser med farverige
blomsterdækkede patios og rækker af
appelsintræer. Tag jer god tid og afbryd sightseeingen engang
imellem for at få et par tapas og et glas sherry på en
af de utallige barer.
Dag 7: Sevilla - Córdoba (kørsel ca. 140 km)
I dag går turen øst
på til Córdoba. Undervejs støder I på et
par byer, Carmona og Ecija, hvor I eventuelt kan gøre holdt
og gå på opdagelse. Córdoba blev grundlagt af
romerne, og med dens gode strategiske beliggenhed ved det bedste
sejlbare punkt på Guadalquivir-floden, blev den hurtigt en
vigtig havneby for afskibning af spansk olivenolie, vin og hvede
tilbage til det gamle Rom. Byens storhedstid var dog, da den blev
hovedstad i det mauriske kongerige, El-Andalus. Det var her
arbejdet på Córdobas altoverskyggende
seværdighed begyndte. Den verdensberømte 1200 år
gamle, arabiske moske Mezquita, den 3. største i verdenen er
et af de smukkeste og mest originale bygningsværker i
Spanien. Byens middelalder- og jødekvarter La Judería
er også et besøg værd med sin labyrint af
snørklede, smalle gader, skyggefulde, blomsterrige pladser
og maleriske torve.
Dag 8: Cordoba - Granada (kørsel ca. 250 km via Jaen)
Her i det nordlige Andalusiens vilde
bjerglandskab ligger olivendyrkningens hovedstad, Jaén.
Række efter række af oliventræer strækker
sig over hvert et stykke frugtbar jord, og på mere end en
tredjedel af Jaén-provinsen er der olivenplantager. Selve
byen Jaen byder på mange seværdigheder som det
imponerende fæstningsværk, smukke mere end 1.000
år gamle arabiske bade og flere interessante kirker bl.a.
sognekirken El Sagrario og ikke mindst byens imponerende
renæssancekatedral bygget i det 16. og 17. århundrede.
Fra Jaen fortsættes til Granada, hvor I overnatter.
Dag 9: Granada
Med en enestående beliggenhed ved
foden af bjergkæden Sierra Nevada ligger Granada, en af
Spaniens perler. Denne ældgamle hovedstad i det mauriske
Andalusien byder på de vigtigste minder fra denne epoke i den
spanske historie, med den enestående borg, Alhambra på
toppen af listen. Alhambra betyder "den røde" og referer til
farven på bjerget, den er bygget på. Den består
af paladser, islamiske helligdomme, haver og
fæstningsværker, der blev bygget under Nazari-dynastiet
i det 14. århundrede. Skønheden i dette
enestående bygningsværk er svær at beskrive - den
skal ses. Gå en tur gennem byens smukke haver og de
charmerende snævre gader, og trænger I til en pause,
så aflæg besøg i en af de karakteristiske barer
og prøv den berømte Trevélez-skinke og den
lokale vin. Gå heller ikke glip af byens berømte
grotter ved Sacromonteklostret, som er kendt for deres huleboliger,
der engang var tilholdssted for Granadas store
sigøjner-samfund.
Dag 10: Granada - Malaga (kørsel ca. 130 km)
I dag går turen tilbage til
Malaga, men der er stadig noget at se og opleve. Lad eventuelt
vejen gå forbi Nerja, en lille, smuk by med bjergkæden
Sierra de Almijara som nabo. Her siges klimaet at være det
bedste på Costa del Sol, ikke mindste pga. de vældige
bjerge, der beskytter byen. Det gamle kvarter er stadig så
godt som uforandret og har beholdt sin spanske charme. I hjertet af
Nerja finder I den flotte "Balcony of Europe", en pragtfuld
promenade langs kanten af den dybe klippeskrænt, hvor det
store mauriske tempel en gang lå. Her er en storslået
udsigt over Middelhavet. En af Nerjas helt store attraktioner er de
verdenskendte Maro Caves, der er det mest imponerende grottesystem,
Spanien har at byde på. Her kan I bl.a. se mere end 20.000
år gamle hulemalerier. Så slutter de mange dages
dejlige oplevelser og bilen afleveres i lufthavnen inden flyafgang.
Eventuelt kan I afslutte ferien med nogle dasedage ved
stranden.
Praktisk information
Prisen inkluderer:
- Flybillet fra København til Malaga t/r
- 2 nætter i Malaga på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 1 nat i Ronda på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 1 nat i Arcos på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 2 nætter i Sevilla på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 1 nat i Cordoba på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 2 nætter i Granada på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- Billeje i 8 dage, ubegrænset antal km,
kaskodækning med selvrisiko, tyveriforsikring og skatter