Pilgrimsruten
Gennem 1.000 år har millioner af
pilgrimme gået ad små stier og støvede landeveje
gennem de forskelligartede regioner i det nordlige Spanien for at
nå frem til disciplen Jacobs grav i Santiago de Compostela.
Der er flere ruter, og vi har her valgt en del af den mest
benyttede - den franske rute. Da turen foregår med bil, er
der naturligvis afvigelser i forhold til den rute, som pilgrimmene
gennem tiderne har foretaget til fods. Turen begynder i Bilbao i
Baskerlandet, runder Logroño i La Rioja, fortsætter
til Burgos og Leon i Castilien y Leon inden I når til turens
højdepunkt, Santiago de Compostela i Galicien.
Rent vejrmæssigt kan denne tur ikke anbefales i
vinterhalvåret.
Dag 1-2: Bilbao
Ved ankomsten til Bilbao henter I jeres
bil og kører til hotellet. Bilbao er nordkystens
største by og samtidig en af Spaniens vigtigste
industribyer, hvilket tidligere gav byen ry for ikke at være
andet end rygende skorstene og en forurenet flod, hvor man kunne
finde alt svømme rundt - undtagen fisk! Alt det er nu en
saga blot. På trods af store områder med lidt triste
boligblokke i udkanten af byen skal man ikke lade sig
afskrække - den gamle bykerne har meget at byde på, og
her finder I mange spor af tidligere tiders storhed og velmagtsdage
i blandt andet det flotte Teatro Arriaga, i de nyrenoverede
palæer, i den gotiske katedral og det smukke rådhus.
Den helt store attraktion i Bilbao er det verdensberømte
Guggenheim-museem, som blev indviet i 1997. Ud over sin store
samling af moderne kunst er også selve bygningen -
Metalblomsten, som den kaldes - et besøg værd og
betegnes som et af det 20. århundredes mest fantastiske
arkitektoniske vidundere. Et besøg i Bilbao er ikke fuldendt
uden et besøg her! (2 nætter)
Dag 3: Bilbao - Logroño - Burgos (kørsel ca. 270)
Start eventuelt dagens etape med en
lille afstikker til byen Gernika, der med Francos bombardement i
1937 blev et symbol på den Spanske Borgerkrigs rædsler.
Nordøst herfor kan I se de forhistoriske klippemalerier i
Cueva de Santimamine. Mod syd ligger Gasteiz Vitoria, der har en
charmerende gamle bykerne, lækre butikker og dejlige
tapasbarer. Fortsæt herfra via Haro - inhovedstaden i La
Rioja- til Logroño, der er præget af
mindesmærker forbundet med pilgrimsrejsen. Er I ved at
være klar til frokost, så gør stop i den lille
by, Laguardia, der ligger på en lille bivej inden Logrono.
Her har Hotel Posada de Mayor de Migueloa en fantastisk restaurant
og egen vinkælder. På vej mod Burgos bør I
gøre stop i Santo Domingo de la Calzada - endnu en vigtig by
på pilgrimsruten.
Dag 4: Burgos
Burgos' vartegn er den imponerende
katedral, der blev påbegyndt i 1221 og hvis
kunstfærdige og finurlige udskæringer kan beundres fra
det meste af byen. Andre attraktioner er Arcos de Santa Maria - en
del af bymuren fra 1000-tallet og Monasterio de las Huelgas - et
nonnekloster fra 1100-tallet, som kun kvinder fra de højeste
samfundslag kunne få adgang til. Overalt i Burgos hyldes
byens berømte søn, Rodrigo Diaz de Vivar, også
kendt som El Cid, der førte sin egen engagerede kamp mod
maurerne. Nyd byens smukke grønne områder og hyggelige
gamle kvarterer. Specielt charmerende er området med
gågader mellem floden og den gamle bykerne.
Dag 5: Burgos - Leon (kørsel ca. 205 km)
Fortsæt mod vest gennem
højslettens flade landskab og gør stop i byerne
Carrion de los Condes og Shahagun, der begge har smukke og
interessante bygningsværker. I når nu frem til Leon,
der blev grundlagt af romerne. Byen har været under
både visigotisk og maurisk herredømme, hovedstad i
Asturien og i et par hundrede år fra omkring år 1035
centrum i det kristne Spanien. Her bør I om eftermiddagen
aflægge besøg i Domkirken, hvor I kan nyde de 125
smukke mosaikvinduer, der skaber et fantastisk lys i kirken.
Også Basilica de San Isidoro, der er bygget ind i den gamle
bymur og det smukt bemalede Pantheon, hvor Castilien y Leons
tidligere konger og dronninger ligger begravet er et besøg
værd. Helt nede ved Rio Bernesga ligger Hostal San Marcos,
der blev bygget i 1500-tallet som herberg for pilgrimmene på
vej til Santiago de Compestelo.
Dag 6: Leon - Santiago de Compostela (kørsel ca. 345 km)
Vi foreslår at I tager fra Leon
først på formiddagen - der er nogle kilometer, der
skal tilbagelægges på dagens etape. Efter ca. 50 km
når I frem til Astorga, hvis hovedattraktioner er de gamle,
romerske bymure, den kæmpe store domkirke og ikke mindst
Gaudis bispepalads fra 1889. Fortsæt gennem det nu mere
bjergrige landskab via den gamle mineby Ponferrada og enten ad
hovedvejen til Lugo eller ad den mere autentiske pilgrimsrutes
små snørklede veje til Santiago de Compostela.
Dag 7: Santiago de Compostela
Målet er nået - I er nu vel
fremme i Santiago de Compostela, og det på en
anderledes behagelig måde end den farefulde færd
tidligere tiders pilgrimme drog ud på. Den helt uovertrufne
seværdighed er den imponerende katedral, der er rejst over
disciplen Jakobs formodede grav - en kristen helligdom, der i
middelalderen kun blev overgået af de hellige steder i Rom og
Jerusalem. Byen har dog andre interessante bygninger som Convento
de San Francisco, der siges at være grundlagt af Frans af
Assisi og det mere end 1.000 år gamle præsteseminarium,
Monasterio de San Mantino Pinario. Desuden er den gamle bykerne, og
ikke mindst det lokale marked, utrolig charmerende.
Dag 8: Santiago de Compostela
Så er turen slut og I
kører til lufthavnen, hvor bilen afleveres. Alternativt kan
I køre tilbage til Bilbao langs kysten. Eller måske
tage en udflugt ud til kysten - til Rios Bajas, et flot
naturområde med gode strande, og smukke fjorde.
Praktisk information
Prisen inkluderer:
- Flybillet fra København til Bilbao og retur fra Santiago
de Compostela
- 2 nætter i Bilbao på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 2 nætter i Burgos på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 1 nat i Leon på turistklasse hotel i delt
dobbeltværelse
- 2 nætter i Santiago de Compostela på
turistklasse hotel i delt dobbeltværelse
- Billeje i 8 dage, ubegrænset antal km,
kaskodækning med selvrisiko, tyveriforsikring og skatter