Hele Yucatan
Her er turen for jer der virkelig vil rundt og se det hele! I begynder med at par dages akklimatisering i Playa del Carmen, hvor I kan nyde strandlivets glæder. Herefter går turen rundt på halvøen. Både de velkendte maya-udgravninger i Chichén Itzá og Uxmál såvel som de mere ukendte i Ek’ Balam og Calakmul skal besøges. Det samme gælder den smukke hvide by, Merida, Izamal med den flotte klosterkirke og Valladolid, hvor I kan opleve en fredsommelig, afslappet atmosfære. Der er inkluderet udflugt til Celestún National Park, et fuglereservat med farvestrålende flamingoer, mulighed for en tidlig morgen at se junglens vilde dyr og som la grande finale ophold på et luksus ”all inklusive” resort ved den caribiske kyst.
Dag 1-3: Dag 1-3 - Playa del Carmen
Ved ankomsten til lufthavnen i Cancun bliver I mødt og kørt til jeres hotel i Playa del Carmen. Her har I nu mulighed for at akklimatisere jer og finde ind i den afslappede rytme, som præger livet i Mexico.
Playa del Carmen har flere end 100 barer, caféer og spisesteder, men også en flot, indbydende strand med det lækreste fine, hvide sand. Det er en udpræget ferieby med fest og farver, musik, dans og diskoteker, barer, samt udendørs restauranter, gøgl og gadehandlere.
Overnatning: (3 nætter)
Dag 4: Dag 4 - Playa del Carmen - Valladolíd
I afhenter jeres lejebil og begiver jer ud på første etape af turen rundt på Yucatan-halvøen. Den går mod vest til Valladolíd, men inden I slår jer ned i byen, bør I tage en lille omvej til Ek' Balam, der er en forholdsvis nyudgravet maya-by. Her er en vidunderlig fred, og I kan i ro og mag udforske de flotte udgravede bygningsværker og se, at der ligger mange, der endnu er dækket af jungle. Der er omkring 20 km til Valladolíd, hvor jeres hotel ligger midt på torvet. Her sidder de lokale i skyggen under store laurbær-træer og maya-kvinder falbyder kjoler, tæpper, hængekøjer og mange andre souvenirs. Men ingen er påtrængende - det er det for varmt til. Byen er i sig selv den største seværdighed, men man bør i hvert fald kigge ekstra på San Gervasio-kirken, det lokale regerings-palads, San Roque-museet og San Bernardino-klostret.
Overnatning: Hotel El Mason del Marquez.
Dag 5: Dag 5 - Valladolíd - Merida
Vi vil anbefale jer at stå op i ordentlig tid, så I er tidligt ude ved en af Yucatans største seværdigheder, Chichén Itzá, der ligger 1 god times kørsel fra Valladolíd. Det er et mageløst eksempel på en af mayaernes forladte byer, og i hvert fald den mest besøgte. Her er utroligt velbevarede pyramider og templer og en stor cenote (underjordisk sø), hvor "taget" af jord og limsten er faldet ned, så man ser søen i et 50 meter dybt hul. Mayaerne mente, det var porten til den anden verden og ofrede her både mennesker, dyr og kostbare gaver til guderne, bl.a. for at de skulle forsyne dem med regn. El Juego de Pelota er den største af de mange boldbaner i mayaernes rige. 90 meter lang med de store runde stenringe i væggene på begge sider af midten. Bolden skulle igennem hullet ligesom i basketball, men her er hullerne anbragt lodret. Og som en del af de mange religiøse ritualer, som var forbundet med spillet, blev anføreren på det vindende hold halshugget og ofret til guderne. En stor ære.
El Castillo, Kukulkáns pyramide, dominerer området og er en slags symbolsk maya-kalender med fire sider, der hver har 91 trin til toppen, som sammenlagt - når man tæller hovedtrappens ekstra trin med - giver 365, hvilket svarer til årets antal dage. Ved forårets og efterårets equinox (jævndøgn), står solen ind i en vinkel, som får skyggerne ved trinene, der ender i et slangehoved, til at se ud som om slangen bugter sig med solens bevægelser. De trækker hvert år tusinder til for at følge det i et par timer.
På vej til Merida bør I gøre en afstikker til Den Gule By, Izamal, der var et af mayaernes centre, grundlagt af itzaerne. Her bør I se det fine gule kloster, San Antonio de Padua i hvis kirke den hellige Jomfru af Izamal er afbilledet i det store gavlvindue. Tager I en byrundtur i hestevogn, vil I let føle jer hensat til kolonitiden og kan nyde synet af byens parker og pladser, de koloniale bygninger foruden naturligvis mayaernes arkæologiske arv med bl.a. den 22 meter høje rest af Itzamatul-pyramiden.
Der er ca. 75 km til Merida, hvor I skal bo de næste par dage. Hver aften er der forskellig slags gratis underholdning i bykernen, ofte med musik og dans, og der er altid liv på den store zócalo, pladsen i centrum, hvor gademusikanter optræder og kærestepar klistrer sig til hinanden på bænkene.
Overnatning (2 nætter): El Castillano
Dag 6: Dag 6 - Merida
I dag har vi planlagt en udflugt der først bringer jer til Celestún National Park, et fuglereservat beliggende ca. 100 km fra Merida. I små både sejler I ud og kommer tæt på flamingoer, hvis smukke farver lyser op i de blå/grønne omgivelser. Også hejrer og fiskeørne skulle det være muligt at se. Herfra tager I til fiskerbyen Celestún, hvor I bør indtage jeres frokost i en af de mange restauranter, der har specialiseret sig i fisk og skaldyr, der fås til meget rimelige priser. Her er en fin strand, hvor I kan slå jer ned og betragte fiskerne, der lander deres fangst.
Dag 7: Dag 7 - Merida - Campeche
Så går turen sydpå. I skal ikke følge den slagne vej til Campeche, men tage omvejen omkring Uxmal, der er på UNESCOS liste over verdens kulturarv. Her finder I nogle af de mest majestætiske maya-byggerier på Yucatan. Nogle er endda opført i fint slebne sten og i imponerende højder. Her er 15 grupperinger af bygninger, der strækker sig over et område på ca. 2 km. Det er imponerende bygningsværker og flere af dem rager pænt op over trækronerne i den omkringliggende jungle. Og alt er utroligt velbevaret. Det mest imponerende byggeri er dog Troldmandens Hus, en 35 meter høj pyramide, der ifølge legenden blev bygget af en dværg på en enkelt nat. I virkeligheden er den opført i fem etaper, men hele tiden med hovedtrappen vendt mod vest, så den nedgående sols stråler står perfekt ind på pyramiden ved sommer-solhverv.
Fortsæt til Campeche og check ind på jeres hotel, der ligger med udsigt over havet lige ved byporten ind til den gamle by. Her ses gade efter gade med de yndigste, gamle huse i pastelfarver med fantasifulde smedejernsgitre for vinduerne og gammeldags gaslamper med stort svung på armene, der holder dem ud fra husene. Den 2.5 km lange og 2.5 meter tykke fæstningsmur beskyttede Campeche mod fjendtlige krigsskibe og pirater, og flere bastioner som Baluarte San Carlos og San Miguel-fortet har stadig strittende kanoner ud mod havet og underjordiske tunneler. Begge fæstninger er i dag fine små museer for henholdsvis byen og områdets interessante, arkæologiske fund.
Katedralen med en grundsten fra 1540 på den centrale plads, zócaloen, er en af de ældste kirker på Yucatan, og det er også interessant at se det gamle Carvajal palæ med mauriske buer og fornemme marmorgulve i calle 10.
Dag 8: Dag 8 - Campeche - Edzná - Chicana
Turen fortsætter gennem det frodige landskab og i junglen godt 60 km fra Campeche ligger "grimassernes hus" Edzná med imponerende ruiner af pyramider og templer. Især Templo de los Cinco Pisos (Templet med de Fem Etager) er et imponerende syn. Her er også afbilledet skræmmende masker af dagens og nattens guder i Templo de los Mascarones, ligesom man kan bese resterne af store anlæg til krops- og sjæle-rensende dampbade, de såkaldte temezcals.
Fra Edzná fortsætter I til jeres næste overnatningssted, Ecovillage Chicana, hvor I kan slappe af i de dejlige, fredsommelige omgivelser. Her er pæne værelser med privat bad/toilet og loftvifte. De ligger i én- eller to-etagers bungalows i et frodigt haveanlæg omkring hovedbygninger, der rummer restaurant og reception.
Dag 9: Dag 9 - Chicana - Calakmul - Playa del Carmen
Her dybt inde i junglen ligger Calakmul, der med et areal på 70km2 er en af de største udgravede maya-byer i Mexico. Udgravningerne regnes for så enestående, at de i 2002 kom med på UNESCO's liste over verdens kulturarv. Med sin afsides beliggenhed i den sydlige del af halvøen meget tæt på grænsen til Guatemala kommer her ikke mange besøgende, så her er fred og ro til at fordybe sig i de pragtfulde bygningsværker. Her bliver man kun forstyrret af brøleaberne i trætoppene, af skræppen fra farvestrålende fugle og af store leguaner, der stirrer nysgerrigt på jer fra ruinernes velbevarede trin. Byens oprindelige centrum ligger på en naturlig forhøjning og domineres af 2 imponerende pyramider - den højeste er 45 meter og hvis benmusklerne kan klare turen op belønnes man med en eventyrlig, næsten uendelig, udsigt over junglen og ind i Guatamala, hvor man i det fjerne kan skimte endnu en maya-pyramide. Det er mærkeligt at forestille sig, at her en gang ikke var tæt jungle, men masser af beboelser omkring de hellige bygninger, hvor titusinder af mennesker samledes et par gange om året, når solen ramte to steler og markerede henholdsvis dagen for, at majsen skulle sås - og senere - at høsten kunne begynde.
Efter disse flotte indtryk sætter I jer i bilen og drager mod afslapning ved kysten. Der skal dog tilbagelægges nogle kilometer inden I når så langt, så I skal ikke for sent af sted.
Frokosten kan eventuelt indtages i Laguna Bacalar, hvor der er et pænt udvalg af restauranter og har I brug for endnu et stop, så kan vi foreslå byen, Carrillo Puerto. I er højst sandsynligt lidt sent fremme i Playa del Carmen.
Dag 10-13: Dag 10-13 - Playa del Carmen
I har nu et par dage til at nyde de vidunderlige omgivelser og der er rigtig gode muligheder for at blive afhængig af dette ultimative driverliv.
Praktisk information
Prisen inkluderer:
- Flytransport København - Cancun t/r med skift undervejs
- Transport fra lufthavnen i Cancun til hotel i Playa del Carmen.
- 3 nætter på hotel Illusion deluxe værelse inkl. morgenmad.
- 1 uges billeje i en gruppe E
- 1 nat på Hotel El Meson del Marques i Valladolid inkl. morgenmad.
- 2 nætter inkl. morgenmad på hotel El Castellano i Merida.
- Udflugt til Celestun inklusiv sejltur til mangrove og tilholdssted for flamingoer. Ophold i bade/fiskerby for frokost (egen regning). Retur til Merida
midt eftermiddag.
- 1 nat på Hotel Del Mar inkl. morgenmad i Campeche.
- 1 nat på Hotel Ecovillage Calakmul inkl. morgenmad.
- 5 nætter på Occidental Allegro Playacar "all inclusive" i Playa del Carmen.
- Transport fra hotellet i Playa del Carmen til Cancun lufthavn.
Prisen inkluderer ikke:
- Drikkepenge til for eksempel chauffør, guider og stuepiger.
- Entréer til seværdigheder og arkæologiske udgravninger. Pris pr. person
pr. seværdighed mellem USD 4 og USD 10
- Alle ydelser, der ikke er direkte nævnt i ovenstående.