16 dage: Trails of Modern Explorers

På denne tur kombineres Canadas
to mest folkerige provinser Ontario og Quebec, der har fantastisk
natur, men to meget forskellige kulturer. Fra den meget
engelsk-påvirkede storby Toronto går turen til de
majestætiske Niagara Falls og videre til den storslåede
natur i Algonquin Park. Oplev de to byer Montreal og Quebec City,
som stadig bærer præg af deres franske fortid. Nyd den
idylliske atmosfære på L'Île-Aux-Coudres, for
derefter at opleve det unikke pattedyr blåhvalen ved
Tadoussac. Kør-selv tur der på bedste vis kombinerer
naturoplevelser og storbyer.
Dag 1: Toronto
Ved ankomst til Toronto lufthavn afhenter I jeres lejebil
og kører ind til hotellet. Afhængig af tidspunktet har
I tid til at gå på opdagelse i byen, der byder på
gode restauranter, varierende natteliv og rigtig god shopping. I
har to overnatninger i Toronto.
Dag 2: Toronto - udflugt til Niagara
Falls (Kørsel ca. 260 km)
Nyd køreturen gennem et af Canadas bedste frugt- og
vinområder ned til de storslåede Niagara Falls.
Gør stop i den hyggelige landsby Niagara-on-the-Lake med
sine små delikatessebutikker, eksklusive restauranter og
vingårde. Ved ankomsten til Niagara Falls vil I imponeres
over synet og lyden af de kolossale vandmasser, der kommer
væltende ud over klippekanten ned i Niagara-floden. På
bådturen med "Maid of the Mist" kommer I helt tæt
på faldene - et storslået syn af det hesteskoformede
vandfald. I returnerer til Toronto, hvor I overnatninger.
Dag 3: Toronto - Huntsville (Kørsel ca. 215
km)
Fra Toronto kører I nordpå mod Huntsville,
der er beliggende i udkanten af Algonquin Park. På
køreturen vil I komme gennem charmende landsbyer, og har I
tid og lyst, er Muskoka Pioneer Village et besøg værd
- et levende udendørs museum, der er genskabt som en tro
kopi af en nybyggerlandsby. Hele Muskoka-distriktet er kendt for
sin naturlige skønhed med frodige skovområder,
granitklipper og de smukkeste søer. I har to overnatninger i
Huntsville.
Dag 4: Huntsville / Algonquin Park
Dagen i dag er afsat til at udforske Algonquin Park, der
er et populært område for udendørsaktiviteter
året rundt. Størstedelen af Algonquin Park er kun
tilgængelig til fods eller til vands. Parken har 19
afmærkede stier, der spænder fra 1 km til 13 km,
så her er noget for enhver smag og lyst. Det er også
muligt at leje en kano og opleve parkens dyr og fauna fra
søsiden. I kan endda være så heldige at se
bævere og vaskbjørne - eller høre en ulv
hyle.
Dag 5: Huntsville - Pembroke (Kørsel ca. 245
km)
I dag fortsætter I yderligere nordpå ad
Highway 60 op igennem Algonquin Park , hvor det er muligt at
gøre stop undervejs. I har én overnatning i den
"typiske" canadiske by Pembroke, der er en mindre livlig by smukt
beliggende ved Ottawa River.
Del af aktivitetspakken:
Efter en kort instruktion vil I være klar til at
udforske Algonquin Parks søer og floder i kano. Hold et
vågent øje med elgene, store blåhejre og
bævere langs kysten på den
4 timer lange kanotur. Husk at medbringe dit badetøj, et
håndklæde og en vandflaske.
Dag 6: Pembroke - Ottawa (Kørsel ca. 150 km)
Dagens strækning er kort og går til Canada's
hovedstad Ottawa, som er beliggende i provinsen Ontario ved
grænsen til Quebec, så her tales både fransk og
engelsk. Tag evt. en bådtur på Ottawa River, hvorfra I
kan se byens attraktioner fra vandsiden, eller tag op på
Parliament Hill som huser Canadas parlament og en række
af Canadas andre nationale monumenter og museer. I har én
overnatning i Ottawa.
Dag 7: Ottawa - Montreal (Kørsel ca. 200 km)
I forlader hovedstaden og kører østpå
langs Ottawa River mod Canadas næststørste by Montreal
med 3,5 mio. indbyggere - og i øvrigt også den
næststørste fransktalende by i verden. Som
følge af, at 2/3 af byens indbyggere har fransk som
modersmål, er Montreal virkelig fransk. Men Montreal
formår at forene den franske og den engelske kultur, tilsat
canadisk særpræg og atmosfære, hvilket giver byen
en dejlig stemning. Centrum er koncentreret omkring havnen og den
gamle by. Vi kan foreslå jer at besøge nogle af byens
seværdigheder som den blå katedral (Notre Dame
Basilika), havnepromenaden, den gamle bydel, Underground City og
måske et par museer som MAC og MOMA. I har én
overnatning i Montreal.
Del af aktivitetspakken.
Rouge River er kendt som en af Nordamerikas ti bedste
floder til river rafting. Her er udfordrende fald og
spændende strømhvirvler i pragtfulde omgivelser. Turen
inkluderer en grundig instruktion til river rafting, raftingtur
(hjelm, paddel og redningsvest bliver stillet til rådighed)
og frokost - det hele tager 6 timer.
Dag 8: Montreal - Quebec City (Kørsel ca. 250
km)
I kan stadig nå at få kigget lidt på
Montreal, inden I kører de 250 km langs St. Lawrence River
til Quebec City, der blev grundlagt i 1608, som den første
by i Ny Frankrig. Ordet 'quebec' stammer fra en lokal indiansk
dialekt og betyder 'der, hvor floden snævrer ind', med
henvisning til netop St. Lawrence River. I har to
overnatninger i Quebec City.
Dag 9: Quebec City
I er nu kommet til en utrolig charmerende by, hvis mest
populære områder, der absolut bør
besøges, er den gamle bydel og det nedre havnekvarter, Petit
Champlain, der summer af liv med sine caféer, butikker og
gallerier. Den gamle bydel er omkranset af Nordamerikas eneste
tilbageværende bymur og er fredet af UNESCO som en del af
verdens kulturarv. Se den gamle bydel fra vandsiden på et
guidet cruise på St. Lawrence-floden. På kanten af
klipperne over Quartier du Petit Champlain ligger den 700 meter
lange promenade, Dufferin Terrace, hvor der er underholdning,
små boder og en god udsigt over havnen, det historiske Quebec
City og St. Lawrence River.
Dag 10: Quebec City -
L'Île-Aux-Coudres (Kørsel ca. 115 km)
I dag går jeres tur langs nordkysten af St. Lawrence
River - undervejs til Baie St. Paul er der flere muligheder for at
stoppe, strække ben og nyde udsigten - f.eks. i St. Ferreol
eller Mont-Ste-Anne. I byen Baie St. Paul kan I gå en tur og
nyde de små gader, kirken eller byens gallerier,
caféer og restauranter. For at komme til
L'Île-Aux-Coudres skal I med færgen fra St. Joseph de
la Rive lidt nord for Baie St. Paul. Øen blev opdaget i 1535
og blev genfødt i 1960'erne, da den blev skildret i en
række programmer på canadisk tv. I dag er øen et
yndet udflugtsmål for personer med hang til fred og
ro. Det er muligt at leje cykler eller kajakker. I har én
overnatning på L'Île-Aux-Coudres.
Dag 11: L'Île-Aux-Coudres - Saguenay regionen via
Tadoussac (kørsel ca. 255 km)
På den smukke tur til Chicoutimi i Saguenay-regionen
foreslår vi, at I gør et stop i Tadoussac, der ligger
hvor Saguenay-fjorden flyder sammen med St. Lawrence-floden. Byen
er med sine 400 år Canadas ældste og står under
UNESCOs beskyttelse som verdensarv. Den tiltrækker hvert
år hvalkiggere i tusindvis, da området er hjemsted for
flere forskellige hvalarter.
Del af aktivitetspakken:
Fra Tadoussac sejler I ud på St. Lawrenc-floden og
ser efter vågehvaler, finhvaler og ikke mindst verdens
største pattedyr, blåhvalen på denne 3- timers
hvaltur . Højsæsonen for "hvalspotting" er fra juni
til september.
Dag 12: Saguenay regionen - St.
Alexis-des-Monts (kørsel ca. 440 km)
Byerne Jonquiere og Chicoutimi byder på et par
mindre seværdigheder, bl.a. Chicoutimis gamle
papirmølle og sine blåbær med
chokoladeovertræk - trappist-munkene laver de bedste af
slagsen. Har I mod på at stifte bekendtskab med de lokale
beboere, kan I tage en drink eller to på en af Jonquieres
mange caféer på hovedgaden, Rue Saint Dominique.
Omkring Lac-St-Jean, der er kilden til Saguenay-fjorden, finder I
et indianerreservat nær Roberval og ikke langt fra reservatet
kan I opleve spøgelsesbyen Val-Jalbert, inden I sætter
kursen sydpå ad Hovedvej 155. Inden byen Shawinigan kommer I
til den lille La Mauricie National Park, hvor naturen omkring Lake
Wapizagonke er betagende med sine vandfald, høje klipper og
sandstrande krydret med et rigt dyreliv. Efter en lille pause i
nationalparken fortsætter I forbi Shawinigan til St.
Alexis-des-Monts, hvor I har to overnatninger.
Dag 13: St. Alexis-des-Monts
Hele dagen kan I bruge i området omkring Lake
Sacacomie og i Mastigouche Naturreservat. En række ture kan
arrangeres direkte på hotellet. Alternativt kan I tage ud
på egen hånd, men I bør færdes med
agtpågivenhed og passe på elge og bjørne, der
ofte ses i området. Vil I se naturen lidt fra oven og
væk fra det vilde dyreliv, kan I booke jer ind på et
vandfly, der letter fra Lake Sacocomie.
Dag 14: St. Alexis-des-Monts -
Belleville (Kørsel ca. 500 km)
Det er nu tid til at forlade St. Alexis-des-Monts og
Quebec og vende tilbage til Ontario. Fortsæt turen langs St.
Lawrence River og Lake Ontario, der udgør grænsen til
USA. Gør stop nær Kingston - et område med
utallige små øer, som meget passende kaldes Thousand
Islands. I har én overnatning i den charmende by Belleville,
der er smukt beliggende ved Lake Ontario.
Dag 15: Belleville - Toronto (Kørsel ca. 190
km)Så er turen ved at være slut, og I
kører til lufthavnen i Toronto, hvor bilen afleveres.
Dag 16:
Hjemkomst