Rejseforedrag om New Zealand, onsdag 5. september 2012 

Mød vores rejselederne, Bente og Torben Iversen, og hør når de fortæller om "deres" New Zealand og dets mange, enestående oplevelser! For dig, som...

 

 

Kontakt os

 
Tilmeld Send rejseforespørgsel

Californien: Highlights Of The West 21 dage


Print side

Som navnet antyder, kommer I på denne tur til de største seværdigheder i det vestlige USA. Vi har sammensat turen, så I ikke skal køre lange stræk hver eneste dag, så der også bliver tid til at få sjælen med og få fordøjet de mange indtryk. Her er pulserende storbyer som Los Angeles, San Francisco og San Diego. Fascinerende naturscenerier som strækningen langs Stillehavet og ikke mindst de mange nationalparker. Der er basis for spøjse oplevelser i Hearst Castle og Las Vegas og ind imellem for bare at slappe af ved poolen eller havet med en god bog!

Download vores store USA katalog her


Bestil tilbud
Fra kr. 14.235
21 dage



Dag 1: Udrejsedag

 
Ved ankomsten til Los Angeles lufthavn afhenter I bilen og kører ind til det valgte hotel, der ligger nær lufthavnen, så I ikke skal ud at køre mange km efter en lang flyvetur.
Overnatning: 1 nat

Dag 2: Los Angeles - Cambria, CA

 

I har godt og vel 4 timers kørsel foran jer. Turen går ad den berømte Highway 1 op langs kysten. Undervejs kan I gøre stop i den sofistikerede kystby, Santa Barbara, måske i den danske koloni Solvang eller i San Luis Obispo, hvor I kan nyde de smukke gamle bygninger og livet på torvet. Få km nordligere ligger det overdådige 165 værelser store Hearst Castle, som den excentriske bladudgiver William Hearst opførte i midten af 1900-tallet. Her er marmor, guld, glimmer og eventyrlig pragt, som går lige ind på nethinden. Vi kan stærkt anbefale et besøg. Der skal bestilles tid i forvejen på telefon 800 444 4445 (indenfor USA) eller på www. hearstcastle.com
Overnatning: 1 nat


Dag 3: Cambria - Monterey - Salinas

 
Spanierne kaldte det store uopdagede vildnis syd for Monterey "el pais grande del sur" (det store land mod syd) og i dag bruges betegnelsen "Big Sur" om den ca. 90 miles lange kyststrækning mellem Carmel og Cambria. Highway
1 snor sig mellem de majestætiske Santa Lucia-bjerge på den ene side og den barske og klippefyldte kyst på den anden - en utrolig smuk og imponerende vejstrækning. Dagens etape er kort, så I har mulighed for at gøre nogle stop undervejs og betragte det store stille ocean og den karakteristiske flora og fauna. I må ikke snyde jer selv for turen ad den berømte Seventeen-Mile Drive mellem Carmel og Monterey og heller ikke undlade et besøg i Montereys flotte akvarium.
Overnatning: 1 nat

Dag 4: Salinas - San Francisco

 
Der er blot et par timers kørsel til San Francisco, hvor I kan se frem til et besøg i en af de smukkeste og mest fascinerende byer i USA. Som noget atypisk amerikansk bevæger man sig primært rundt i denne by til fods alternativt benyttes bus eller de berømte cabel cars, især når strækningen ad de bakkede gader mellem Union Square-området og havnen skal tilbagelægges.
Overnatning: 2 nætter

Dag 5: San Francisco

 
San Francisco er en vidunderlig by at være turist i. Her er et kæmpe udvalg af ting og steder man bare må se. Eller måske gense for vi føler jo nok alle, at vi har et vist kendskab til byen fra alle de film vi har set, der er optaget i de charmerende omgivelser. Her skal I en tur i Chinatown, tage en udflugt ud til fængselsøen Alcatraz (billetter bør bestilles i forvejen - se: www.alcatrazcruises.com) og hygge jer i Fishermans Wharf og på PIER 39, hvor en stor koloni af sæler holder til, hvilket både kan høres og lugtes. I skal se Golden Gate-broen og måske også afsætte tid til at gå eller cykle (se mere her: www.baycitybike.com) over den. De, der har et veludviklet shopping-gen, vil nyde området omkring Union Square, hvor lækre og indbydende butikker
ligger side om side!

Dag 6: San Francisco - Yosemite

 
I forlader byen ved bugten og sætter kursen østpå. Efter et par timers kørsel på motorvej til San Joaquin-dalen går resten af vejen ad hovedveje gennem bjerg- og skovrige egne. Er man lidt lækkersulten kan der gøres stop ved chokoladegiganten Hersheys besøgscenter i byen Oakdale på Hovedvej 120. I skal bo i Oakhurst lige syd for Yosemite, så I har mulighed for at få et førstehåndsindtryk af parken allerede i dag.
Overnatning: 2 nætter

Dag 7: Yosemite

 
I tilbringer en hel dag omkranset af over 3.000 meter høje bjerge og får set, nydt og oplevet naturen på nærmeste hold. Her er fantastiske granitklipper, buldrende vandfald, bjergtoppe, gletschere og blomstrende enge. Fra Glacier Point kan I beundre udsigten over Yosemite Valley med det knap 800 meter høje Yosemite Falls og Sierra Nevadabjergene som den perfekte baggrund. Man kan evt. leje cykler og komme væk fra hovedvejen. Dog må man ikke cykle på vandrestierne. Vil også bilens chauffør have en fridag anbefaler vi, I benytter parkens shuttlebusser, der stopper ved alle seværdighederne. På denne måde støtter I også kampen mod forureningen i de store nationalparker.

Dag 8: Yosemite - Bakersfield, CA

 
De ovennævnte kilometer-angivelser er den direkte rute, som naturligvis forlænges hvis I gør afstikkere til Kings Canyon og Sequoia, der hver især har så megen flot natur at byde på. De er lige så betagende som Yosemite, men
med langt færre besøgende er her en eventyrlig fred og mulighed for virkelig at nyde nogle af naturens underværker. I Sequoia National Park finder I blandt mange andre mastodonter et af verdens største træer - det mere end 2.000 år gamle General Sherman-træ, der er 85 m højt og har en omkreds på 32 m. 
Overnatning: 1 nat

Dag 9: Bakersfield - Las Vegas, NV

 
Fra landbrugsområdet omkring Bakersfield går turen gennem det flade ørkenlandskab frem til Las Vegas. Her har I et par dage til at nyde denne noget uortodokse by, hvor livet leves døgnet rundt. 
Overnatning: 2 nætter

Dag 10: Las Vegas, NV

 
Så står der Las Vegas på programmet, og I vil gang på gang forbløffes over den livlige fantasi, der har været på spil her i byen. På The Strip (Las Vegas Boulevard) ses hotelmastodonterne side om side i kamp om at få de besøgendes opmærksomhed. Bare for at give eksempler kan vi nævne New York, New Yorks rutschebane med 60 meters fald, Mandalay Bays sandstrand og akvarium og The Stratospheres hårrejsende forlystelser på taget af 103. etage. Når mørket sænker sig – og temperaturen gør det samme – vågner byen. Lysene tager over, og Las Vegas ændrer karakter. Her er det nattelivet, der trækker, så benyt muligheden for at sove længe, så I er klar, når mørket falder på. Prøv lykken ved spillebordene, put eventuelt selv et par quarters i de enarmede tyveknægte eller betragt de øvrige gæsters jagt på kontant udbetaling. 

Dag 11: Las Vegas - Zion National Park, UT

 
Kontrasten er stor på denne dag, hvor turen går fra det hektiske byliv til stilheden i Zion National Park. Undervejs kan der gøres stop i hyggelige St. George inden I kører fra motorvejen. Ikke mange km herfra begynder det bjergrige landskab med den frodige vegetation, der kendetegner denne del af Utah. I Zion står de røde klipper side om side i den relativt lille nationalpark.
Har I nogle timer til rådighed anbefales vandreturen til Angel's Landing, hvor udsigten er formidabel. Er I til vand, kan I tage det rette fodtøj med og gå tur i selve Virgin River, der gennem tiden har skåret sig vej ned gennem klipperne i Zion Canyon.
Overnatning: 1 nat

Dag 12: Zion - Bryce Canyon, UT

 
Der er blot halvanden times kørsel til Bryce Canyon, hvor I kan tilbringe hele dagen. Skønheden her i parken er helt eventyrlig. Kløften fremstår som et amfiteater, hvis særprægede klipper formet som spir, templer og slotte spiller i alle nuancer af rødt, pink, kobber og beige. Gå en tur langs kanten, slå jer ned ved nogle af de mange udsigtspunkter og få alle naturscenerierne fæstnet på nethinden og i kameraet. Mange nyder Bryce Canyon overskuelige areal og den kølige temperatur i de ellers så varme sommermåneder. 
Overnatning: 1 nat

Dag 13: Bryce Canyon - Page/Lake Powell, AZ

 
Fra Bryce Canyon går turen til Lake Powell, hvor I ved den menneskeskabte sø mødes af en forbløffende natur med røde klippespir, der rejser sig fra det krystalblå vand. Her er der nu tid til at få slappet af - måske med fiskeri eller en svømmetur. 
Overnatning: 1 nat

Dag 14: Page - Grand Canyon, AZ

 

Grand Canyon er et af naturens egne mesterværker. 3-6 millioner år har det taget Colorado-floden, vind og vejr at skabe denne imponerende 460 km lange og op til 29 km brede kløft. Oplev Grand Canyon i solnedgangen. Se solens sidste stråler spille i de røde klippelag og bemærk hvordan skyggerne får kløften til at forandre udseende. 
Overnatning: 2 nætter


Dag 15: Grand Canyon

 

I har en hel dag til at se nærmere på nationalparken. I kan enten tage en tidlig morgentur et godt stykke ned i selve kløften eller tage en gåtur langs kanten og nyde udsigten fra de forskellige udsigtspunkter. En shuttlebus transporterer jer rundt på de steder, hvor det ikke er tilladt at køre selv. 5 millioner besøgende årligt sætter sine spor, og derfor bliver der hvert år færre og færre områder, hvor man kan færdes i bil. Planlæg gerne jeres tur til Grand Canyon hjemmefra, da mange udsigtspunkter har den samme udsigt.


Dag 16: Grand Canyon - Lake Havasu, AZ

 

På grænsen mellem Arizona og Californien finder I Lake Havasu, der er en sø / et reservoir på Colorado-floden skabt af dæmningsbyggeri i 1930'erne. Udover den smukke sø og rene, klare luft er en af hovedattraktionerne London Bridge, som går fra fastlandet ud til en lille ø i floden. Da den berømte bro i 1960'erne var ved at synke ned i Themsen i London, blev den købt af en driftig forretningsmand, revet ned og transporteret til Arizona, hvor den efter 3 år stod genopført. 
Overnatning: 1 nat


Dag 17-18: Lake Havasu - San Diego, CA

 

San Diego er hjemsted for nogle virkelig store attraktioner som Seaworld California og San Diego Zoo med de verdensberømte pandaer. I centrum ligger det charmerende Gaslamp Quarter - en historisk bydel med smukke victorianske bygninger og et fantastiske udbud af restauranter og caféer, underholdning og shopping. Her i San Diego er I blot 25 km fra Mexico. Tag eventuelt en tur med sporvognen, San Diego Trolley, ned til grænsebyen Tijuana. 
Overnatning: 2 nætter


Dag 19-20: San Diego - Los Angeles, CA

 

På vej nordpå mod Los Angeles kan I eventuelt (hvis hjemveen tynger) besøge Legoland, der ligger i Calsbad ca. 40 km nord for San Diego. I Los Angeles skal I naturligvis se Hollywood, gå en tur på Hollywood Boulevard, finde jeres yndlingsskuespillers stjerne i fortovet på Walk of Fame og ud for Man's Chinese Theatre se de berømte filmstjerners fod- og håndtryk i cementen.
Måske skal der shoppes i de eksklusive forretninger på Rodeo Drive, hvor I kan ødsle et helt livs opsparing væk i løbet af et par timer. Alternativt kan vi foreslå den afslappede Venice Beach eller det mondæne Santa Monica. 
Overnatning: 2 nætter


Dag 21: Los Angeles - Los Angeles International Airport

 

Så er turen forbi og I tager den korte tur til Los Angeles lufthavn, hvor bilen afleveres.



Print side
Bestil tilbud
Fra kr. 14.235
21 dage


Praktisk information

Prisen inkluderer:
- Flytransport  fra København eller Hamburg - Los Angeles t/r med skift undervejs
- 3 ugers billeje, gruppe C
- 20 overnatning i delt dobbeltværelse

Eventuelle tillæg:
-
Provinstillæg på fly

Prisen er per person v/2 personer

 


Generelle betingelser
Rejsen er underlagt Unitas Rejsers almindelige betingelser vedr. pakkerejser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår af vores hjemmeside her.





Unitas Rejser A/S - Glarmestervej 20 A - 8600 Silkeborg - Tlf.: 86825611 - CVR.: 26543886 - E-mail: rejser@unitas.dk