Rejsen til New Zealand
At opleve alle New Zealands seværdigheder på
én rejse er umuligt. Turene er bygget op over en 21 dages
rejse fra nord til syd som giver jer mulighed for at møde
maorikulturen ved Rotorua, hvor naturen spiller med
kræfterne, så jorden bobler af varme kilder, gejserne
sprutter, og helsefremmende mudder bobler i spa-områderne.
Der bydes på vandreoplevelser i Tongariro Nationalparken med
aktive vulkaner samt en natur, der spænder fra regnskov til
snedækkede bjergsider, før turen går videre til
en herlig atmosfære i regeringsbyen Wellington, hvorfra en
flot sejltur bringer jer til Sydøen.
Abel Tasman National Park har en vidunderlig natur med gyldne
strande, et rigt fugle- og planteliv, der kan opleves både
til fods og i kajak i roligt vand, inden mødet med
sælkolonierne ved Kaikoura og de store hvaler i havet uden
for, hvor man også kan svømme med delfiner.
Dag 1-2: Auckland
Efter en lang rejse til Auckland er der tid til at slappe lidt af på hotellet, inden I kigger på bylivet. Der er en livlig atmosfære i og omkring Lorne og Queen Streets, hvor det er let at møde den venlige befolkning. Newzealænderne er bidt af sejlsport, så et godt sted at starte er en tur til America´s Cup Village og havnefronten. Herfra sejler en færge på kun et kvarter til Devonport, en hyggelig lille forstad med smukke victorianske bygninger, fine små butikker
og hyggeligt cafémiljø. I centrum er det også værd at slentre i Parnell, en bydel med gamle trævillaer, caféer og kunstgallerier med en snert af boheme-liv. Ønsker man at se det hele lidt fra oven, med et sug i kroppen, kan det gøres på Auckland Bridge Climb, som nu ikke er nogen klatretur, men en rovandring. Den foretages iført sikkerhedsseler på stier af jerndragere, der ligger under vejbanen i op til 65 meter over havet. Ønskes mere trygge omgivelser, og endnu større højde, kan I tage elevatoren op i det 328 meter høje Skytower, hvor der i øvrigt også serveres god mad.
Overnatning:2 nætter i Auckland.
Auckland – ”City of Sails”
New Zealands største by er opført på 60 udslukte vulkaner, hvoraf mange kan ses som kegleformede, grønklædte bakker. De tre største; Mount Albert, Mount Eden og One Tree Hill giver byen et markant landskab med gode udsigtspunkter. Den moderne by er omgivet af subtropiske øer, funklende blåt vand og regnskov, hvilket gør Aucklands livsstil helt unik.
Dag 3: Auckland - Rotorua
I dag afhenter I bilen. Hvis I har planer om at opleve de selvlysende sankthansorme i Waitomo-grotterne, bør I tage fra Auckland fra morgenstunden, så I er der, inden turistbusserne når frem. Selvlysende orme er ikke noget særsyn i New Zealand, men netop i Waitomos kæmpe system af kalkstenshuler er betingelserne optimale for, at millionvis af disse lysende orme kan formere sig. Tager man turen omkring Waitomo, må man regne med, at køreturen bliver ca. 2½ time længere til maoriernes kulturelle højborg i Rotorua, hvor den helt store afslapning til gengæld er parat i Rydges Hotels dejlige spa-værelser.
Overnatning:2 nætter i Rotorua.
Rotorua – Maoriernes hovedstad
240 km sydøst for Auckland har mange maorier slået sig ned i en forunderlig verden, hvor de har formået at holde fast ved deres rødder. I og omkring byen vil I opleve en termisk aktivitet af verdensformat. Her er boblende pools med kogende ler, varme kilder og gejsere, der med jævne mellemrum skyder kogende vand og damp mange meter op i luften. Kort sagt – det syder og bobler, sprutter og koger fra undergrunden. Området er ofte indhyllet af den karakteristiske svovllugt, som udsendes fra alle disse termiske fænomener. Selve byen er nem at hitte rundt i, og her findes et væld af butikker, hyggelige restauranter og caféer. Omkring Rotorua er der også fascinerende naturscenerier.
Dag 4: Rotorua
I Rotorua venter en bred vifte af dramatisk natur og kulturelle oplevelser. Helvedes forgård ligger ikke dybt her, hvor der konstant fyres op under varme kilder og kogende gejsere, der sprutter vandsøjler en snes meter i vejret. Helvedes dit, og Fandens dat, er alle vegne noteret på skilte for mudderbade, spa’er og alskens andre kursteders helsebringende tilbud fra denne heksekedel. Længe før I når byen, kan I lugte svovlet, der prutter op af de mange mudderhuller i jorden. Maorierne optræder her med deres særprægede danse og sælger desuden traditionelt kunsthåndværk. Gå ikke glip af Rainbow Springs, hvor bl.a. den sjældne kiwi-fugl og tuatara-øglen kan ses. Slut dagen med en Hangi-middag (maoriernes traditionelle ret, der koges nede i jorden), der indtages samtidig med, at maorierne optræder med deres traditionelle danse.
Dag 5: Rotorua - Tongariro National Park
New Zealand er kendt for alverdens adrenalin-pumpende udfoldelser, og en stor del af dem tilbydes her i området: river-rafting og kajak-sejlads gennem dramatiske vandfald, ræs med jetbåde, bungy-jumping og meget andet. Ønsker nogen at sejle på de flotte søer og evt. prøve kræfter med områdets fantastiske ørredfiskeri, kan de med fordel blive i Rotorua eller tage syd på til den billedskønne Lake Taupo. Tager man tidligt af sted, og kører direkte til Tongariro (ca. 2½ times kørsel), finder man i Tongariro National Park et af de bedste områder for endags vandreture omkring rå vulkankratre med udsigt til sneklædte bjerge i de samme forførende omgivelser, hvor mange scener fra filmen, Ringenes Herre er optaget.
Dag 6: Tongariro National Park - Wellington
Turen går nu fire timer sydpå gennem parken ned til New Zealands hovedstad, Wellington. Med bjergene i ryggen ligger byen presset ned mod andet og det flotte Cook Strait. Centrum er lille og kan ubesværet udforskes til fods.Ved havnefronten ligger talrige caféer, men kig også forbi Courtenay Place, hvor der er et rigt udbud af restauranter og et behageligt natteliv. Glem ikke Wellingtons absolut største attraktion Te Papa Tongarewa (New Zealands nationalmuseum), der er et must for alle besøgende. I denne super moderne, højteknologiske bygning kan man lære meget om New Zealands natur, kultur og historie.
Wellington
Byen er omgivet af en pragtfuld havn, grønne bakker og skråninger, som de smukke victorianske huse breder sig ned over. Byen er stolt af at være kunst- og kulturcenter,og den byder på et rigt udvalg af restauranter, caféer og et aktivt natteliv. Selve bykernen er lille og nem at overskue. Denne del er god at gøre til fods. Byen minder lidt om San Francisco med stejle gader og stræder, hvor sporvognene kører flittigt op og ned. Med dem kan man komme rundt til alle attraktioner, bl.a. til den smukke botaniske have med den enestående Lady Norwood Rose Garden med 100 forskellige slags roser, og videre ned til den smukke bikubeformede parlamentsbygning.
Dag 7: Wellington - Nelson
Fra morgenstunden afleveres bilen ved færgelejet, inden I går ombord (har I valgt at gøre turen i autocamper, bringes denne med på færgen). Overfarten til Sydøen tager ca. 3 timer. Den sidste time kan I fra dækket nyde den spektakulære indsejling gennem Queen Charlotte Sound. I Picton står en ny bil klar til at køre videre langs nordkysten og de gyldne strande til Nelson, der danner base for det næste par dage.
Overnatning:2 nætter i Nelson.
Dag 8: Nelson (Abel Tasman National Park)
Nelson har råvarerne i form af godt ler til keramikere og skulptører samt et fantastisk lys fra havet, hvilket har trukket mange kunstmalere til. Byen har således et flamboyant kunstnerliv, der er let at stifte bekendtskab med. Fra Nelson er der desuden kun en times kørsel til Abel Tasman National Park med snoede og kuperede vandrestier gennem den frodige vegetation, ligesom der er mulighed for kajaksejlads i roligt vand med delfiner og sæler.
Nelson
Udover at være det solrigeste sted i New Zealand er Nelson også kendt for sin afslappede atmosfære og venlige beboere. Og med over 100 gallerier er byen et eldorado for enhver kunstinteresseret. Mange benytter Nelson som base, når området skal udforskes. Indenfor 100 km finder man gyldne sandstrande, små vingårde, dybe fjorde og subtropiske skove. Landets mindste, og måske smukkeste, nationalpark, Abel Tasman, ligger blot 1-1½ times kørsel fra Nelson. Parken er en af New Zealands mest besøgte og tilbyder fantastiske vandreoplevelser og havkajaksejlads. Om sommeren er der mange besøgende. Så ønskes lidt mere fred og idyl anbefales Marlborough Sounds og Queen Charlotte Sound. Er man interesseret i vin, er der her gode muligheder for at aflægge en af de mange vingårde et besøg. Nelson Lakes National Park er interessant at vandre i, men den lidt undervurderede park er nok så fristende for lystfiskere, idet søerne her vrimler med ørreder.
Tip: Queen Charlotte Track
Søger I en unik vandreoplevelse, kan vi anbefale en 4 dages vandretur langs den flotte kyststrækning – måske krydret med havkajak-sejlads. Undervejs er der sørget for overnatning i små hytter, og I skal kun bære på en lille dags-rygsæk. Men husk solidt fodtøj.
Dag 9: Nelson - Kaikoura
Kør tilbage østpå gennem Marlborough området og derefter sydpå til Kaikoira gennem nogle af New Zealands bedste vindistrikter, hvor især sauvignon og chardonnay hvidvinene er af høj klasse. Tip: Er I til skaldyr – så nyd en middag på White Morph Motel Inn. Kysten er kendt netop for sine skaldyr, og Kaikoura er faktisk sammensat af de to maori-ord: kai (mad) og koura (languster).
Overnatning: 2 nætter i Kaikoura.
Dag 10: Kaikoura
Den helt store attraktion i Kaikoura er whale-watching. Men det er også her fra, man kan komme ud og svømme med delfiner og sæler. Står et hval-cruise højt på ønskesedlen, bør det bestilles hjemmefra for ikke at risikere, der er udsolgt.
Kaikoura – Hvalernes paradis
På Sydøens østkyst, 183 km nord for Christchurch, ligger den blomstrende by, Kaikoura, i en smuk bugt, afgrænset af en imponerende bjergkæde. Kaikoura er med sit fantastiske dyreliv et sandt slaraffenland for enhver dyreentusiast. Her kan man svømme med sæler og delfiner, tage på whale-watching eller betragte områdets rige fugleliv. Den helt store attraktion er kaskelothvalerne, når de dykker lodret ned i dybet og samtidig slynger halefinnen højt op over vandoverfladen, hvor den et kort øjeblik bliver hængende i luften som et symbol på dens dominans i havet. Et imponerende syn, som kan få hårene til at rejse sig i nakken på de fleste. Flokke på flere hundrede delfiner kan som regel også ses på de daglige hvaludflugter. Kaskelothvaler kan ses hele året, men til tider også pukkelhvaler, ligesom spækhuggere ofte passerer på vej til nye jagtområder. Nogle rejsende lægger vejen forbi for at se hvalerne, andre kommer for at spise den lokale specialitet, languster. Kaikoura, er berømt for sine friske skaldyr. Man kan enten aflægge byens fortræffelige fiskerestauranter et besøg eller købe friskkogte skaldyr af handlende i vejkanten og lave en improviseret picnic ved kysten.
Dag 11: Kaikoura - Christchurch
Havet og dyrelivet omkring Kaikoura er fantastisk, og der er tid til en sidste morgenudflugt før den to timer lange køretur langs kysten ned til sydøens største by, Christchurch. The Garden City, som byen også kaldes, byder på et smukt sceneri af bugtede floder, den botaniske have og et væld af farvestrålende blomster. Havebyen er som skabt til afslapning, så hvorfor ikke tage på en orienterende tur med sporvognen. Da I næste dag fortsætter med tog, afleveres bilen i løbet af dagen på udlejningsselskabets kontor i Christchurch.
Christchurch – Botaniske haver
Sydøens største by har ry for at være det mest engelsk inspirerede samfund i New Zealand. Populært kaldes byen ikke uden grund for The Garden City, for ingen andre steder i New Zealand finder man så mange imponerende haver og parker. Christchurch er perfekt at gå på opdagelse i til fods, ikke mindst fordi den er flad, men også fordi den har rigtigt mange attraktioner, bl.a. den botaniske have, den imponerende anglikanske katedral, sporvognene med typiske engelske navne, samt gotiske bygninger og træhuse, der er med til at præge det ellers ret moderne bybillede. Trænger fødderne til et hvil, kan I tage en sejltur gennem haverne og under de gamle udsmykkede broer i de små gondollignende både på den smukke Avon flod.
Dag 12: Christchurch - Franz Josef Glacier
Turen med TranzAlpine Express morgentoget via Arthurs Pass til Greymouth tager godt fire timer, og denne rejse fra øst- til vestkysten betragtes som en af de flotteste jernbanestrækninger i verden. Nyd turen mens toget langsomt stiger op ad bjergene, gennem tunnellerne og krydser bjergpasset The Divide. I Greymouth står en ny bil klar, og de 190 km videre til Franz Josef foregår op og ned ad skovklædte bjergsider. Efter en dag med afvekslende oplevelser kan I nu slappe af med udsigten til det rå klippelandskab her på vestkysten.
Overnatning: 2 nætter ved Franz Josef Glacier.
Dag 13: Franz Josef Glacier
Af South Islands godt 60 gletsjere er de to mest imponerende Fox Glacier og Franz Josef Glacier. Området lokker med fantastiske vandringer, og der er guidede ture op på isen. Det er desuden muligt at se området fra helikopter
eller små fly på en såkaldt flightseeing, der også gør det muligt at betragte Mt. Cook, som med sine 3.764 meter er New Zealands højeste punkt.
Franz Josef & Fox Glaciers
I det rå landskab på vestkysten ligger verdens to lavest beliggende gletsjere med 25 km’s afstand. De to små byer Franz Josef og Fox ligger for foden af hver sin gletsjer, som bevæger sig med imponerende en meter pr. dag. Vejret er
meget omskifteligt her, og med 5 meter regn på 180 dage vil de fleste opleve lidt trist, gråt og klamt vejr, men når skyerne letter, summer det hele af aktivitet. Husk noget praktisk tøj. Flyene går på vingerne og bringer turisterne op på gletsjerne og Mount Cook, hvorfra der er et fantastisk udsyn over ismasserne. Gletsjerne kan også opleves fra bunden, hvorfra der arrangeres klatreture.
Tip: Lake Matheson
4 km fra Fox Glacier ligger den smukke Matheson sø med fantastisk udsigt til bjergene. Kom sammen med solopgangen og gå rundt langs søbredden. Turen tager ca. 1 time.
Dag 14: Franz Josef Glacier - Queenstown
Dagen byder på den flottest tænkelige køretur, men de, der ønsker at opleve Lake Matheson på vejen, gør klogt i at starte inden solopgang – og beregn ca.1 time til at vandre rundt om søen. Det er et af New Zealands flotteste panoramaer, især tidligt om morgenen i klart vejr, når Mt. Tasman og Mt. Cook gengives i vandspejlet. Der er godt 7 timers kørsel videre til Queenstown gennem Haast Pass
og Wanaka, hvor sceneriet konstant ændrer sig fra bjerge med masser af vandfald og skove, til sletter, floder og himmelblå søer. På nogle stræk vrider vejen sig, så man ind imellem føler, man kan se sig selv i nakken. På alle måder
en mindeværdig køretur, hvor man undervejs passerer den gamle guldmineby, Arrowtown og den verdensberømte bungy jump bro.
I befinder jer nu i endnu et område for sportsfreaks og vovehalse, der ikke kan få gys nok og hele tiden søger nye adrenalin-kick, bl.a. ved elastikspring, kajakture gennem vilde vandfald, river rafting, faldskærmshop, jetboating, para-gliding, hang-gliding og alle mulige andre dristige udfoldelser. Har man ikke selv modet, kan man her se andre kaste sig ud i vildskaben. Der overnattes på Copthorne
Hotel i værelser med udsigt over søen.
Overnatning: 2 nætter i Queenstown.
Dag 15: Queenstown
Queenstown er nok mest kendt for at være en ægte legeplads for voksne, der vil overskride nye grænser. Vil man prøve bungy-jump, hvor der kan vælges at springe fra 43 m til 143 m, kan det gøres i bl.a. Skippers Canyon eller Pipeline.
Nu skal ikke alt nødvendigvis foregå i højeste gear her i byen, og der er fra Queenstown en fin variation af smukke halv- og heldags vandreruter. Turistkontoret har en gratis folder med turforslag og rutekort.
Queenstown – vovehalsenes legeplads
Få byer i verden kan prale af at have en så smuk beliggenhed som Queenstown, den lille idylliske by ved Lake Wakatipu. På den vestlige side ligger det imponerende skov- og fjordområde Fiordland, og på den østlige side den storslåede bjergkæde Remarkables. Queenstown er vokset kolossalt i de senere år fra at være en søvnig lille by til et særdeles populært feriested. Selvom byen har mange besøgende og er udgangspunkt for eventyrlystne turister, så er det stadig en charmerende lille handelsby. Queenstown er dog mest kendt for at være en ægte legeplads for voksne.
Dag 16: Vælg mellem
A: Queenstown - Milford Sound krydstogt med overnatning
Der køres fra Queenstown via Te Anau med den betagende sø og grotter med selvlysende sankthansorme til et par af New Zealands smukkeste områder: Fiordland National Park og Milford Sound. Bilen stilles ved molen i Milford,
hvorefter I går ombord i Milford Wanderer eller Milford Mariner. Udflugten går ud i det Tasmanske Hav gennem betagende fjorde, regnskove og stejle bjergvægge med brusende vandfald til Miltre Peak, mens skibets guide beretter om turen og naturen. I løbet af dagen er der mulighed for gratis at prøve bl. a. sejlads i kajak og forskellige andre aktiviteter. Efter en 3-retters middag kastes ankret i Harrison Cove, og når trætheden melder sig, er kahytterne klar. Hvis man er taget tidligt af sted fra Queenstown, vil det også være muligt at komme på en dagssejlads på Doubtful Sound. Overnatning på Milford Wanderer er i fælles kahyt uden bad og toilet, mens der er overnatning i privat kahyt med bad og toilet på Milford Mariner.
ELLER
B: Queenstown - Doubtfull Sound krydstogt med overnatning
Turen fra Queenstown til Manapouri tager ca. 3 timer via Te Anau og videre gennem den pragtfulde Fiordland National Park. Bilen parkeres ved molen, før I går ombord på skibet klokken 12.00. Skibet lægger senere til ved West Arm, hvorfra I køres gennem regnskoven og Wilmont passet til Deep Cove. Her venter Fiordland Navigator, der skal sejle jer ud på en uforglemmelig og fredfyldt tur på
Doubtful Sound, gennem smukke fjorde hvor delfinerne ofte boltrer sig i vandet, og sælerne brokker sig med hæse stemmer fra skærene. Efter aftensmaden kastes anker, og natten tilbringes i private kahytter med eget bad og toilet. Det er muligt enten før eller efter sejladsen at besøge den nærliggende Powerstation
eller West Arm Visitors Center.
Fjordland National Park
På New Zealands sydvestlige spids ligger denne store og betagende nationalpark. Selvom størstedelen er totalt ufremkommelig, er her alligevel mere end 5.000 kilometer vandrestier, floder og søer, hvorfra man til lands og til vands kan opleve et unikt dyreliv og de voldsomme kontraster mellem sprudlende vandfald og knejsende bjergtinder med stejle skråninger, som skilles af store floder. Ud over
vandreture er også sejlture populære. I den nordlige del af parken ligger Milford Sound og Miltre Peak, som er det mest populære område. Fra parkens sydlige del ved Manapouri afgår bådture til Doubtfull Sound, som om muligt overgår Milford Sound i skønhed. Områderne er rige på delfiner, sæler og fugle. Man skal berede sig på hurtigt omskifteligt vejr, når man pakker den lille rygsæk til dagens udflugt.
Te Anau
Te Anau er beliggende ved bredden af den smukke sø Lake Te Anau, som er den næststørste sø i New Zealand. Søen rækker ind i det bjergrige og skovbevoksede Fiordland, så naturen omkring søen er enestående. Te Anau er en lille by, efter manges mening en miniudgave af Queenstown, nem og overskuelig at komme rundt i. Selvom mange blot kører igennem byen for at komme til Milford Sound, så har Te Anau bestemt også noget at byde på. Man kan bl.a. besøge Te Anau Wildlife Center eller Te Anau Caves. De imponerende grotter blev opdaget i 1948, og det er muligt at komme ind i dem med båd. En fascinerende oplevelse idet der hersker en magisk stemning, med brusende vandfald, strømhvirvler og tusinder af lysende sankthansorme. Man kan også følge Kepler Track, en afmærket sti igennem de storslåede Keplerbjerge lige syd for Te Anau.
Dag 17: Milford Sound / Manapouri - Dunedin
Skibene vender om morgenen tilbage til molerne, hvorfra de sejlede ud, og der er nu 4-5 timers kørsel til Dunedin. Det er landets ældste universitetsby og fortsat et livligt sted, hvor ca. 20.000 studenter og andre unge mennesker præger ikke mindst værtshuslivet, der også trækker mange kunstnere til. Den victorianske byggestil, som skotterne i sin tid bragte med sig, er stadig velbevaret i mange af
byens huse, der i en del tilfælde er opført for omkring 150 år siden.
Dag 18: Dunedin
Ud over at nyde byens arkitektur og livet i gaderne, kan det også anbefales at besøge den nærliggende Otago halvø med dens meget spektakulære natur og guldminer. Her kan man som det eneste sted i verden opleve albatrossen
yngle på beboet fastland. Men også pingviner og søløver i hundredvis boltrer sig her.
Dunedin – Albatrossens paradis
Sydøens næststørste by og stedet, hvor man gjorde de første guldfund i New Zealand. I mange år var Dunedin af samme grund New Zealands rigeste og på mange måder førende by. I dens storhedstid blev mange smukke og imponerende victorianske bygninger opført, og den velbevarede arkitektur præger fortsat bybilledet. Dunedins vartegn, den imponerende banegård på Anzac Ave med de smukke velbevarede mosaikgulve, og New Zealands første universitet
fra 1869, der stadig benyttes til sit oprindelige formål, er gode eksempler herpå.
Dunedin er i dag kendt for at være New Zealands livligste universitetsby, hvilket er med til at opretholde dens rige kulturliv med kunstgallerier, koncerter, teatre, biografer, hyggelige caféer og pubs.
Uden for byen ligger Otago-halvøen, der er et eldorado for naturelskere, og det eneste sted i verden, hvor albatrosser opholder sig permanent på menneskebeboet land. Rundt om albatros-kolonien kan man se sæler, der ligger og soler sig om dagen eller boltrer sig i vandet. Verdens mindste pingvin, den blå pingvin, og en af de mest truede arter, den guløjede pingvin, findes her også i et
pænt antal, og de kan opleves på meget tæt hold. Pingvinerne ses bedst ved daggry eller sent på eftermiddagen, når de kommer ind på det tørre efter dagens fiskeri ude på det åbne hav.
Dag 19: Dunedin - Lake Tekapo
Fra Dunedin køres nordpå i godt 4 timer til Mount Cook. Turen begynder op langs kysten til Oamaru, hvor flere forskellige slags pingviner holder til og yngler i havneområdet. Herefter fortsættes ind i landet til bjergkæden The Divide,
hvor opstigningen til New Zealands højeste bjerg, Mount Cook, for alvor går i gang. På toppen af bjerget kan I vandre på gletsjerne og kigge viden om. Bliver der for koldt, kan I nyde det storslåede panorama i lune omgivelser fra baren
på Hermitage Hotel.
Tilbage på hovedvejen er der ikke langt til Lake Tekapo, der ligger i 707 meters højde. Her påstår man, at den sydlige halvkugles klareste luft er at finde. I hvert fald synes bjergene at komme nærmere, deres konturer trækkes skarpt op, og farver står klokkeklare og rene. Det er en fornøjelse at få sine fotografier fremkaldt eller se dem på computeren. Er der kræfter til overs, kan en vandretur langs søen anbefales. Også her forbavses man over spillet i det turkisfarvede
vand, som får en helt speciel kulør pga mikroskopiske klippepartikler fra gletsjernes smeltevand, forklarer eksperterne. Kig også inden for i den pittoreske lille stenkirke, Church of the Good Shepherd, som tager sig helt vidunderlig
ud i solnedgangen. Der overnattes i den hyggelige Lake Tekapo Lodge. Men vent med at gå i seng til I har været uden for i nattens mørke og betragtet stjernehimlen, som er helt enestående her i den klare luft.
Lake Tekapo
Der sker ikke meget i den lille by, men udsigten til den azurblå smeltevands sø med vand fra Mount Cook gør Lake Tekapo til et sted, hvor man bør have en overnatning. Kig forbi den lille stenkirke ved vandkanten, når solen går ned,
gå en tur langs søbredden eller kør op til Mount Cook. Men glem ikke at kigge på den gnistrende stjernehimmel, når mørket har sænket sig. En rundrejse i New Zealand er en oplevelse, der bør belønnes med mange stjerner. Her er de.
Dag 20: Lake Tekapo - Christchurch
Der er små 200 km her fra til Christchurch, men til forskel fra de foregående dage er der ingen bjergkørsel. I kan således være hurtigt fremme, så der vil være tid til evt. at punte (stage) i de små gondollignende både på Avonfloden, gøre de sidste indkøb eller blot nyde byens puls den sidste aften i en de mange hyggelige caféer.
Dag 21: Christchurch - og farvel New Zealand
En stor og begivenhedsrig rejse gennem New Zealand er ved at være afsluttet. Bilen afleveres enten på kontoret i byen eller i lufthavnen.
Praktisk information
Prisen inkluderer:
- Flyrejse fra Danmark
- 19 nætter på gode turistklasse hoteller
- 2 dage / 1 nat Milford Sound Wanderer i fælles kahyt
uden bad og toilet (måltider inkl.)
- 21 dages Budget billeje CDMR - Toyota Corolla 2,0 el. lign.
(ved 4 personer er prisen baseret på FDAR - stationcar)
- Færge mellem Wellington & Picton
- Togrejse med TranzAlpine Chrichurch - Greymouth
- Mappe med turistinformation og kørselvejledning
Prisen inkluderer ikke:
- Øvrige måltider
- Evt. sygdomsafbestillingsforsikring (spørg
rejsebureauet)
- Evt. rejseforsikring (spørg rejsebureauet)
- Evt. Whale Cruise ved Kaikoura (TUR 1) - forudbestilling
anbefales
- Bilskat ved Auckland lufthavn og Picton færgeterminal
(NZ$ 19 x 2)
- Evt. udvidet bilforsikring (NZ$ 17 pr. dag - betales
lokalt)
Generelle betingelser
Rejsen er underlagt Unitas Rejsers almindelige betingelser vedr. pakkerejser, som deltagerne forudsættes at være bekendt med. Betingelserne fremgår af vores hjemmeside her.