Den græsk-ortodokse påske i Grækenland

"Det var en råkold blæsende aften. Uden for kirken var nogle af byens unge drenge i konfirmationsalderen udstyret med røde og hvide kapper. Desuden havde de banner og processionskors og lys på stænger. Pigerne var klædt i hvide dragter"

Rejsebrev fra Niels Arne Christensen, provst i Holstebro

Grækenland – En rejse i Paulus’ fodspor og den græsk-ortodokse påske 7. – 15. april 2015 med Unitas Rejser


En rejse i Paulus’ fodspor i Grækenland er en stor oplevelse i sig selv. Men både undervejs på turen og bagefter er jeg ikke i tvivl om, at rejsen i kombination med den ortodokse kirkes påskefejring gav en dybdedimension, jeg ikke har kunnet ryste af mig. Det har jeg heller ikke noget ønske om. Tværtimod. Sjældent har noget gjort så stærkt et indtryk på mig. Og virkningen er langtidsholdbar. Det er alt sammen svært at forklare. Jeg skal prøve at finde ord. Dog skal jeg indrømme, i starten af rejsen var det svært at svinge sig op til at fejre påske igen – vi havde jo lige gjort det i Danmark. Jeg ved godt, at vi havde planlagt at tage på rejse med mulighed for at opleve den græsk-ortodokse påske for at føje en ekstra dimension til en klassisk Paulus rejse. Vi havde set på muligheden for at rejse, hvor der ikke var sammenfald mellem den danske påskeuge og den græsk-ortodokse påskefejring. 

Grunden til at påsken ofte falder forskelligt i Danmark og Grækenland skyldes, at selv om patriarkatet i Konstantinopel indførte den gregorianske kalender i 1924, valgte man at fastholde påskefejringen efter den julianske kalender. Derfor havde vi som sognepræster i Folkekirken en mulighed for at tage af sted i netop 2015.

Men hvad mødte vi i Grækenland? Ja, hvad blev vi mødt af? Vi blev draget ind i en påske med alle sanser. Røgelsesduft. Læber der kyssede ikoner. Sortklædte kvinder. Unge forældre med klapvogn. Påskelys. Præster der messede. Smagen af påskelam. Natlige processioner. Ikoner.  Hornorkester og klokkeklang. Kort sagt: Vi så. Vi hørte. Vi mærkede. Vi smagte. Vi lugtede. Alle fem sanser var i spil. Og der blev åbnet for en sjette sans. Derfor blev den græsk-ortodokse påske til et møde. Et møde med en levende kirke, ja, mere end det, en åbning mod noget der er større.

Det var på ingen måde en selvfølge. Som nævnt var vi måske mere mætte af den danske påske, end vi havde forudset. Skulle vi virkelig gå ind i påskedramaet igen? Kunne vi? Det blev nok lidt svært. Desuden var der i rejsegruppen også en del skepsis over for alle de mærkelige og fremmedartede ting, vi oplevede fra starten ved besøg i kirkerne og klostrene. Alt det kysseri af ikoner. Var det ikke afgudsdyrkelse? De hastige håndbevægelser der slog utallige korstegn. Var det ikke overtro og magi? Var det virkelig kristendom? I starten kiggede vi nysgerrigt og undrende på, hvad lokalbefolkningen foretog sig. Men skellet mellem dem og os blev mere og mere udvisket. Vi gik med, blev ført med og følte os som en del af deres påske, som også blev til vores, selv om der er meget, vi stadig ikke forstår. Vi blev ført ind i andre traditioner på de enkelte påskedage og blev opmærksomme på andre perspektiver, end dem vi er vant til at hæfte os ved.

Programforslag på sognerejser | Studieture for arrangører af sognerejser

Jeg vil i det følgende fremdrage oplevelser og perspektiver på de enkelte påskedage, sådan som jeg oplevede det sammen med rejseholdet.

Torsdag d. 9. april: Morgentur i Thessaloniki – aftengudstjeneste i Kalambáka

Den dag vi i Danmark kalder skærtorsdag, var vi på en tidlig byvandring, som startede ved Det hvide Tårn. Solskin, blå himmel og blåt hav i den Thermaiske bugt, som Thessaloniki ligger i bunden af. Herfra gik vores vandring stik nord mod St. Georg-Rotunden. Rotunden er en imponerende bygning. Straks man træder ind i det kuplede rum, med en højde på ca. 30 meter og en kuppeldiameter på 24 meter, omsluttes man, fysisk, kropsligt men også følelsesmæssigt. Rotunden blev opført omkring år 300 og var en del af kejser Galerius’ paladsanlæg, arkitektonisk forbundet med den monumentale triumfbuge, som vi passerede på vejen, samt et palads som Galerius lod opføre. Stedet har haft en omskiftelig funktion. Oprindeligt skulle Rotunden bruges i forbindelse med kejserkulten, og muligvis har den også skullet tjene som mausoleum for kejseren. Senere, sandsynligvis under kejser Theodosius, som gjorde byen til kejserlig residensby, blev Rotunden forvandlet til en kristen kirke med kor og apsis samt udstyret med smukke guldmosaikker. I 1590 blev Rotunden forvandlet til en moske og en minaret, som stadig er på stedet, blev opført. I begyndelsen af 1900-tallet blev Rotunden atter kirke og siden museum. Denne skærtorsdag morgen, hvor vi besøgte Rotunden, var der et alter i koret samt en kors med en Kristus-ikon. Et første tegn på at skærtorsdag har en anden vægtlægning, som vi senere opdagede. Vi sang morgensang og holdt andagt, og de 1700 år gamle teglsten omsluttede os og gav toner og overtoner til salmesangen og beretningerne fra Paulus og Apostlenes Gerninger om kristendommens møde med denne bys borgere for et par tusinde år siden. Herfra vandrede vi op til kirken Agios Demitrios, indviet til byens skytshelgen. Folk strømmede ud fra kirken. Nogle bar røde æg, som var blevet velsignet under den tidlige messe. Røde æg, det er en del af den græske påske. Rød er påskens farve. Det lykkedes siden et par af rejsedeltagerne at købe det røde pulver, som grækerne bruger til at farve de kogte æg med. Præster og diakoner og frivillige var ved at skifte lys i store messingstager. Der var livlig aktivitet, og vi kunne fornemme, at man forberedte sig til en messe senere på dagen. Unge mænd stod udenfor og snakkede med en af præsterne, der havde det karakteristiske lange skæg og sorte kjoleagtige gevandter. Smil og latter.

Herfra kørte vi til Véria også kaldet Berøa, som Paulus besøgte på sin 2. missionsrejse, og hvor mange af jøderne var mere imødekommende end jøderne i Thessaloniki, og de modtog ordet med megen velvilje og granskede dagligt Skrifterne for at se, om det forholdt sig sådan, som Paulus sagde. Vores destination denne torsdag i påsken var Kalambáka i det ufatteligt smukke og eventyragtige Metéora, der har været hjemsted for eremitter, eneboere og klosterfællesskaber siden 1300-tallet. Vi følte os hensat til Tolkiens eventyrunivers, da vi denne aften vandrede fra hotellet op til gamle byzantinske Jomfru Maria kirke. Vi gik ad de snoede veje langs de delvist oplyste klippeformationer, der åndede af mystik, disse enestående skulpturer, som naturen havde formet for millioner af år siden. Hvordan var denne skærtorsdag aften så? Var det nadveren, der var i centrum? Nej, det var derimod langfredagstemaet, korsfæstelsen. Kirken var propfyldt. De gamle freskoer fra 1100-tallet omsluttede os alle. De gav betydning til rummet, og menneskene og gudstjenesten. Vi var deltagere i kristendommens og kirkens historie, indlemmet i den himmelske gudstjeneste. Den gamle prædikestol stod frit i rummet med symmetriske trapper op fra hver side. Foran trappen var anbragt et stort trækors, hvorpå der var hængt en Kristus-ikon af den korsfæstede. To af diakonerne - eller var det bare frivillige hjælpere? - sørgede for, at der hele tiden var tre brændende lys. Lysene var placeret ovenpå - et i midten og et på hver side. Og folk strømmede ind. Tændte lys. Alle der kom ind i kirken kyssede Kristus-ikonen og slog korsets tegn. Hvor har kysset dog stor betydning i deres tro. Kysset har vi trængt helt ud af vores trospraksis. Men her er kysset en del af det hellige ritual. Der ligger meget hengivelse i kysset. Der er aftryk overalt af læbestift på ikonerne. Her er kropslighed for alle pengene, som kan virke meget fremmedartet og for meget for en kølig lutheraner. Men har vi glemt noget væsentligt?

I den treskibede basilika sad kvinderne fortrinsvis i venstre side, mændene i højre side. Præsterne messede ritualet. Folk rejste sig, satte sig, sagde indimellem med – et drama, som vi ikke helt forstod, men vi oplevede den dybe indlevelse og deltagelse i den tætpakkede kirke. Skærtorsdag var korsfæstelsesdagen for de ortodokse. Det var en overraskelse. Men der ventede os flere de følgende dage.

Fredag d. 10. april: Metéora og natlig procession i Delfi

Langfredags første stop var nonneklosteret Agios Stéfanos. Vi deltog ikke i nogen gudstjeneste men kunne iagttage, at man havde samme kors stående som i den gamle byzantinske kirke nede i byen. Men korset var tomt. Kristus-ikonen var pakket væk og ville først blive taget frem i forbindelse med Kristi Himmelfart, fik vi besked om. I stedet var der anbragt en ny ikon på et bord. Ikonen forestillede Kristus, der var nedtaget fra korset og lagt på ligklædet, som han skulle svøbes i. Denne ikon var placeret i noget der kunne minde om en bærestol, altså en slags kongestol, dels kunne den minde om en båre, som man brugte til at bære den døde til graven. På græsk kaldes det epitaphios, som vi kender fra eptafium altså et gravmæle/en mindetavle, og som betyder noget ”som hører til en grav”. I klosteret var dette epitaphios dekoreret fint med blomster. Ikonen var lagt ind under en symbolsk hvælving af to krydsende halvcirkler, der også var dekoreret med blomster. Skulle det forestille Kristi gravlæggelse? Det kunne i al fald give god mening. Det samme syn mødte os i Mégalo Metéron-klosteret. Dog havde munkene ikke gjort så meget ud af blomsterpyntningen ved den symbolske grav. Men skulle dette epitaphios blive stående? Hvad var funktionen udover at minde om den gravlagte Kristus? Det fik vi syn for om aftenen. Vi var ankommet om eftermiddagen til Delfi. Tæt på midnat vandrede vi op til den lokale kirke for at deltage i gudstjenesten. De ortodokse gudstjenester varer flere timer, så man slutter sig bare til, når det passer. Det var en råkold blæsende aften. Uden for kirken var nogle af byens unge drenge i konfirmationsalderen udstyret med røde og hvide kapper. Desuden havde de banner og processionskors og lys på stænger. Pigerne var klædt i hvide dragter og bar blomsterkranse. Inde i kirken blev der holdt gudstjeneste. Efter en rum tid blev den lokale epitaphios løftet op af fire mænd. Også denne var udstyret med blomster og hvælvingen over Kristus-ikonen var fremstillet som et kapel eller en miniature kirke. Ikonen blev båret ud på pladsen foran kirken. Bærerne var et øjeblik på nippet til at tabe epitaphios men fik reddet situationen. Folk strømmede ud af kirken og mange stimlede sammen på pladsen foran kirken. Forrest i processionen, som nu gik ned gennem byen, gik de unge mænd, derefter fulgte pigerne med blomsterkranse, dernæst et hornorkester og endelig præsten og mændene, som bar epitaphios. Jeg tror, der var over tusinde mennesker i processionen. Alle havde lys med, men den blæsende aften gjorde det umuligt at holde liv i kærterne. Folk i byen gik ud på deres altaner, de små piger var klædt i flotte hvide kjoler. Hornorkesteret spillede molstemte melodier, mens kirkens klokker hele tiden kunne høres som det lydlige bagtæppe for processionen. Et enkelt slag på klokken, et ad gangen, som understregede at dette var et begravelsesfølge, uden at det på nogen måde var trist. Tværtimod var der en understrøm af fest og forventning. Vi fulgte efter. Når epitaphios passerede mennesker, som ventede på fortovet, slog de korsets tegn. Rundturen, vil jeg tro, var ca. en kilometer. De fleste af os forlod processionen, enkelte gik med helt tilbage til kirken. Der blev epitaphios holdt af de fire mænd foran indgangsdøren, hvor alle der ville ind til gudstjenesten skulle kravle nedenunder den, og så fortsatte tjenesten et stykke tid endnu ud i natten. Tænk sig, så mange mennesker i en lille by som Delfi, der helt naturligt går med – det var storslået, bevægende og kraftfuldt.

Lørdag d. 11. april: Fra Delfi til Selianitika

Påskelørdag startede i det antikke Delfi, hvor vi besteg de antikke grækeres hellige vej op til Apollontemplet, hvor det berømte orakel opholdt sig. Eftermiddagen var en smuk køretur langs den Korinthiske bugt, hvorefter vi krydsede over til Peloponnes, for at fejre de sidste påskedage i den lille landsby Selianitika. Hotellet var placeret ved vandkanten, og vi skulle deltage i påskenats gudstjeneste i den lokale ortodokse kirke. Vi blev forsynet med kærter og spadserede hen til kirken, hvor mennesker strømmede til fra alle sider. Familie og venner mødtes. Mødre med klapvogne. Unge. Grækere i alle aldre. Mange stod på pladsen uden for kirken. Andre gik ind, ligesom vi gjorde. I løbet af messen blev alt lys slukket i kirken. Så kom det store øjeblik. Bag ikonostasen og kongedøren blev levende lys tændt af præsterne. Lys som underfuldt skulle være tændt i gravkirken og fløjet ud til de ortodokse kirker i hele verden. Dette lys fra gravkirken var også kommet til Selianitika, en lille landsby ved den Korinthiske bugt. Folk stod klar med bundter af lys. Det var, som om der var en sport i at være de første, der fik tændt sit bundt af stearinlys fra det hellige lys fra Jerusalem. Der var kamp om pladserne forrest. Straks de første lys blev tændt bredte lyshavet sig som en steppebrand ned i kirken. Folk tændte hos hinanden. Messen fortsatte derefter ude på kirketrappen på pladsen foran kirken. Sammen med fyrværkeri, der bragede løs i gaden, messede præsten ”Christos Anesti” – Kristus er opstanden. Og folk svarede ”Alithos Anesti” – Ja! Han er sandelig opstanden. Utallige brag fra fyrværkeri rungede i gaderne. Folk hilste på hinanden, kyssede og omfavnede hinanden. En fantastisk stemning, som bedst kan sammenlignes med en blanding af jul og nytår i Danmark. Langsomt begyndte små flokke at gå fra pladsen. Alle skærmede deres lys. Det skulle bæres helt hjem eller hen på den restaurant, hvor man nu skulle spise påskenats menuen. Vi skærmede vores lys. Nogle af os gik på restaurant, hvor vi fik røde æg og deltog i den lokale sport, hvor der skulle dystes om, hvis æg der holdt, når man bankede spidserne sammen. Sammen med æggene blev der serveret en kraftig suppe lavet på tarme og indmad fra påskelammet. Ganske delikat, men for nogle en overvindelse. En ouzo eller en tsipouro kan rense og klare både spiserøret og maven. Påskelysene lod vi brænde i restaurantens askebægre. Omkring kl. 3 om natten vandrede vi mætte og fyldte af indtryk hjem fra en anderledes og fantastisk påskenat.

Søndag d. 12. april: Fra Selianitika til det gamle Korinth og Athen

Påskedag sov folk længe. Op ad formiddagen blev der tændt for grill i gaderne. Slagtede lam på spyd sydede over kullene. Påskemåltidet var ved at blive gjort klar. Solen skinnede og alt åndede fred, på samme måde, som freden sænker sig over danske familier juledag efter juleaftens ritualer med and og risalamande og dans omkring træet, gaver og konfekt. Tilsyneladende var der ingen påskemesse i kirken, den havde jo været om aftenen. Vi havde fået messesang og lys fra gravkirken i Jerusalem og fyrværkeri og meget andet. Nu sad vi udendørs og spiste stegt lam, græsk salat, brød og pølser – og røde æg naturligvis, og skulle i løbet af få dage rejse hjem og fordøje denne påske. Denne uforglemmelige kristne ortodokse påske. En hel fantastisk måde at opleve en levende kirke sammen med beretningerne og stederne, hvor alting tog sin begyndelse med Paulus og de tidlige kristne missionærer. Denne kombination kan jeg på det varmeste anbefale til alle, der vil arrangere en Paulus-rejse til Grækenland.

Klik her og få inspiration