Det kom til at ændre mit syn

Jeg tog afsted på en 'Klosterrejse' til Rom med min farmor. Det kom til at ændre mit syn på en hel masse ting. Det var en konfirmationsgave fra min farmor, og da jeg hørte, at vi skulle bo på kloster, blev jeg en smule forundret.

Rejsebrev fra Laura Ecklon, 15 år og deltager på Rom grupperejse

Kloster var absolut ikke det første, der faldt mig ind, når jeg tænkte på storbyferie, og jeg var ærlig talt lidt bange for, at det ville være beboet af sure gamle nonner, og at vi skulle sove i små stencelller. Da jeg så hørte om dem, vi skulle rejse med, må jeg igen indrømme, at jeg lige skulle bruge lidt tid på at dreje den. Forstå mig ret, jeg er 15 år, og jeg tilbringer sjældent mange dage med mennesker, der er så meget ældre end mig selv. Jeg vidste jo, at det var en rejse, som skulle handle om kristendommen, at finde Gud midt i larmen, og jeg frygtede lidt, at jeg skulle rejse med en flok gamle, forstøvede mennesker uden andet formål end at gå i kirke.

Og jeg kunne ikke have taget mere fejl

De mennesker jeg mødte, er nok nogle af de gladeste, mest livsbekræftende mennesker, jeg har mødt i mit 15 år lange liv. Vi var en meget blandet gruppe: det pensionerede lægeægtepar, præsten fra Jylland, sekretæren, digteren, læreren, tandlægen, teenageren og alle de andre. Men at mødes, over Gud, Rom og god mad, blev aldrig et problem.

Jeg blev mødt med en åbenhed og en tillid, jeg aldrig havde regnet med pga. min alder. Jeg blev inviteret indenfor som en ligemand, og alle snakkede med mig uden forbehold som at jeg jo bare var en "sur teenager". Turen forvandlede mig også. Jeg startede turen bagerst i flokken, altid den de andre ventede på. En smule tilbageholden, som jeg jo var, var det nemmere at sakke lidt bagud, og ikke være forpligtet til samtale. Jeg fandt heldigvis ud af, at der ingen grund var til dette overhovedet.

Da ugen var slut lå jeg forrest, og det var mig der fandt vej. Og jeg fandt ikke kun vej i de smalle gader i Rom. Jeg begyndte også at finde rundt i mit forvirrede teenagehoved. Jeg begyndte at forstå og acceptere, at jeg er et troende menneske, uden at det bliver tungt og gammeldags. Disse mennesker var så åbne om deres tro, for dem var det det mest naturlige i verden at snakke om.

Jeg er blevet opdraget til, at tro er noget man er lidt stille om og ikke rigtig snakker om. Men her lærte jeg, at det var okay. Det var en fantastisk følelse, at snakke med mennesker man kun har kendt i en dag eller to og vide, at de forstår en. At mange af dem har samme historie. Og de vidste, hvad det vil sige at skulle stå ved sin tro, og turde gøre det.

Det fineste hotel, jeg nogensinde har boet på

For nu at vende tilbage til vores såkaldte "kloster". For det var alt andet. Jeg tror faktisk, at det er det fineste hotel, jeg nogensinde har boet på. Store værelser, smukke rene gulve, lækre badeværelser, og der var ingen sure nonner. Vi boede meget centralt, på en stor gade, som kunne tilbyde alt det bedste af Rom. Små sidegader, Vespaer på række, lækre små restauranter og cafeer, souvenirbutikker og et leben, som kun kan findes i en storby som Rom. De små andagter vi holdt morgen og aften, med nadver og sang, rustede en til den travlhed og de mange sanseindtryk, vi skulle ud at opleve.

For opleve det gjorde vi. Når vi kom hjem om eftermiddagen, var man fuldstændig udmattet af sanseindtryk og ømme ben. Men det blev aldrig stresset. Vi blev aldrig indhyllet i storbyen stress og jag. Hele turen handlede om at finde stilheden midt i larmen, og den fandt vi, sammen. På denne tur lærte jeg at: tro har ikke nogen alder. Den har ingen forbehold eller mistillid. Den er der som en naturlig del af livet, og at se den så klart hos disse mennekser var meget vigtigt for mig.

Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme denne tur eller de mennsker der var med på den. Jeg ved, at jeg aldrig vil glemme den tillid og det uforklarlige sammenhold, vi viste hinanden. Og jeg håber, at de også vil bære det i deres hjerte og huske mig.