Yangon
Yangon er landets tidligere hovedstad og den største by med 5,5 millioner indbyggere. Barfodede munke, faldefærdige bygninger fra kolonitiden, templer og markeder pryder gadebilledet, som, på trods af sin størrelse, endnu ikke er fyldt med højhuse.
Et af buddhismens helligste steder, den næsten 100 meter høje og guldbelagte Shwedagon Paya pagode, kan ses fra næsten alle steder i byen og er den største attraktion i Yangon. Samtidig er pagoden et af de helligste steder for landets buddhister, som valfarter til byen fra hele landet.
Inle Lake
Myanmars anden største sø er omgivet af frodige bjerge og små lokale fiskelandsbyer. Der bor omkring 45.000 mennesker ved søen, som lever af fiskeri og de grøntsager, de kan dyrke i deres flydende haver. Fiskerne har udviklet en unik form for fiskeri, hvor de balancerer på ét ben i båden, mens de roer med det andet ben snoet om åren. Således har de hænderne fri til fiskeri og står samtidig op i båden, så de kan se og styre uden om den store mængde vandplanter i søen.
Bagan
Rejs tilbage i tiden og bliv forundret over Bagan og de over 2.000 pagoder og templer, der ligger spredt i et grønt område på størrelse med Manhatten. Området anses som et af de fornemmeste og vigtigste religiøse steder i verden, og de mange inskriptioner på pagoderne er en vigtig kilde til landets historie.
Mount Popa
Knap én times kørsel fra Bagan ligger Mount Popa med et tempel på toppen.
Templet er hjemsted for ånder, dannet af vulkanformationer, udsigten er fantastisk.
Mandalay
Med næsten halvdelen af Myanmars munke bosat i og omkring Mandalay, er byen den religiøse hovedstad i nord. Her ligger også The Royal Palace, som blev bygget i 1861 af King Mindon. Paladset er en rekonstruktion, da meget gik tabt på grund af bomber fra De Allierede under 2. Verdenskrig.
Ud over byens mange templer, finder man også Mandalay Hill, som er en 230 m høj bakke uden for byen. På toppen finder man pagoder og templer og en smuk solnedgang over området.
Gå heller ikke glip af U-Bein bridge, som er verdens længste teaktræs bro og bestemt et besøg værd.
Golden Rock Pagoda
Den store gyldne sten ligger på toppen af Mt. Kyaiktiyo og ser ud til at kunne falde ned når som helst. Buddhisterne er af den overbevisning, at grunden til stenen endnu ikke er faldet ned er, fordi den hviler på et af Buddhas hår. Stenen er derfor et meget religiøst sted og det tredje vigtigste sted for buddhisterne i Myanmar. Den guldmalede sten er specielt smuk lige ved solnedgang, oplyst og skinnende i mørket.
Pindaya Grotterne
Pindaya Grotterne er hjemsted for mere end 8.000 Buddha afbildninger, i forskellige størrelser og udseender, som pryder væggene i grotterne. Mange munke bruger stadig grotterne til at bede og meditere, så vi opfordrer til at besøgende betragter de gyldne statuer i stilhed og med respekt for de bedende buddhister.