Dag 1: Afrejse
Vi flyver fra Billund eller København til Rom. Efter ankomst kører vi med bus til Domus Nova Betlhem, hvor vi skal bo under vores ophold i Rom. Efter at vi har fået vores værelser, får vi et første indtryk af Rom. Vi ser Piazza Venezia med kejsertorvene og frihedsmonumentet. Fælles middag om aftenen på restaurant nær hotellet (ikke inklusiv). Måltider (-/-/-)

Dag 2: Kapitolhøjen
Om formiddagen begynder vi rundturen på Piazza Venezia. Herfra går vi op på Kapitolhøjen med Roms rådhus og de capitolinske museer. Efter et besøg i Palazzo Conservatori er vi godt forberedt til at gå ned på Forum Romanum, hvor vi får et stærkt vidnesbyrd om Roms ældste historie, religion og statsform.
Efter middag besøger vi den store valfartskirke S. Maria Maggiore, samt S. Prassede. Kirkerne ligger lige i hinandens nærhed ved Via Cavour, tæt ved vores hotel. Vi stifter her bekendtskab med Roms ældste kirkebyggeri, idet kirkerne kan dateres fra 400-tallet. I S. Maria Maggiore kan vi følge en bygningshistorie og dertil hørende stilperioder fra middelalderen og frem til i dag. S. Prassede har de mest strålende byzantinske guldgrundsmosaikker fra 800-tallet i både korbue og apsis. Perlen her er S. Zenos kapel. Måltider: (M/-/-)
Dag 3: S. Clemente, Colosseum og Trastevere
Vi besøger S. Clementekirken med de meget smukke apsismosaikker og en spændende bygningshistorie, der fører os syv meter ned under gadeniveau til Rom o. år 50. Dernæst går vi til Colosseum lige ved siden af Forum Romanum, hvor vi tager dette formidable forlystelsessted nærmere i øjesyn.

Om eftermiddagen tager vi med en af Roms få sporvogne til Trastevere, en bydel lige på den anden side Tiberen. Det er det kvarter i Rom, alle kender på grund af de mange karakteristiske spisesteder, pittoreske hjørner, smukke middelalderlige huse, gyder og smukke kirker. Efter en gåtur i bydelen besøger vi S. Maria in Trastevere, som er en af romernes yndlingskirker. Måltider: (M/-/-)
Dag 4: Peterskirken
Vi begynder på Peterspladsen for at få et indtryk af det enorme kirkebyggeri. Dernæst rundvisning i selve kirken med en indføring i Peterskirkens arkitektur, kunst, samt den katolske kirkes historie og selvforståelse.

Efter besøget i Peterskirken, er det tid til at gå på egen hånd. Det er muligt at besøge Vatikanmuseerne, Engelsborg eller noget helt andet.
Om aftenen er der tilbud om, for egen regning, at spise sammen med gruppen på en typisk romersk restaurant ved Piazza Navona. Efter middagen nyder vi aftenstemningen på Piazza Navona med Berninis storværk: De fire floders fontæne. Måltider: (M/-/-)
Dag 5: S. Maria Sopra Minerva og Doria Pamphili
Dagen begynder med et besøg i Roms gotiske kirke, S.Maria Sopra Minerva, med Filippo Lippis kapel for Thomas Aquinas, den hellige Katharina (Italiens skytshelgen) og ikke mindst Michelangelos Kristusfigur. Dernæst går vi ind i den mærkværdige kuppelbygning, Pantheon, et bygningsværk som vidner om 2000 år gammel bygningskunst. Formiddagen slutter med en vandretur gennem renæssancens Rom med Farnesepaladset til Campo di Fiori (blomstertorvet).

Om eftermiddagen besøger vi det smukke palads Doria Pamphili med dets udsøgte samling af malerier fra renæssance og barok; blandt andet Velaquez, Raphael og Caravaggio. Dernæst ser vi den overvældende jesuitterkirke S. Ignazio. Vi slutter ved den smukke Trevifontæne. Fælles middag på restaurant nær hotellet. Måltider: (M/-/-)
Dag 6: Katakomberne og hjemkomst
Efter morgenmad pakker vi vores bagage. Måske bliver der lidt tid på egen hånd inden vi kører mod lufthavnen. Undervejs besøger vi en af katakomberne. Det var her de første kristne begravede deres døde og holdt gudstjeneste.
Måltider: (M/-/-)