Bådtur
Tag på en afslappende bådtur enten i havnen eller langs Barcelonas kyst. Der er forskellige ture og forskellige bådtyper.
Gaudi
Har man sagt Barcelona, har man også sagt Antoni Gaudi. Denne fantastiske arkitekt, der levede fra 1852 til 1926 har sat et kæmpe fingeraftryk på Barcelona. Lige fra parker til kirker og private hjem. Gaudi var anerkendt i sin egen tid, selv om hans bygninger var anderledes og særpræget, selv set med nutidens øjne. Mange rige familier bestilte ham til at tegne deres hjem ned i mindste detalje.
Rigmanden, Eusebi Güell, er nok den mest kendte af Gaudis kunder. Han bestilte både sit private hjem (Palau Güell), en kirke (Crypt of the Colònia Güell) og en hel ny bydel (Parc Güell). Sidstnævnte var et forsøg på at lave en ”beskyttet” bydel for rige familier, hvor der var alle fornødenheder, så de ikke behøvedes at færdes blandt den fattige del af befolkningen. Det var dog kun de ydre rammer, der blev færdiggjort, og det er i dag en fantastisk park til glæde for lokale og turister. Alle tre bygningsværker kan besøges.
Derudover er Katedralen Sagrada Familia (Den hellige familie) et absolut ”must” under Barcelona-besøget. Denne kæmpe kirke er stadig under opførelse, og det var her Gaudi tilbragte sine sidste dage på en feltseng, så han kunne bruge al sin tid på projektet.
Vi anbefaler, at I tager omkring Gaudi Experience, hvor I tager på en 4D rejse gennem Gaudis kreative univers, hvilket giver jer en forståelse for, hvad der ligger bag Gaudis innovative arkitektur.
Rundtur med hop on/hop off bus
En populær måde at lære byen at kende på er sightseeing med busserne, som kører i en bestemt rute, og som I kan springe på og af, som I ønsker.
Barcelona by bike
Oplev storbyen på den tohjulede. Der er mulighed for forskellige ture og ruter.
FC Barcelona og Camp Nou Experience
Besøg det store og kendte fodboldstadion Camp Nou, som er hjemmebane for det spanske fodboldhold FC Barcelona og har plads til næsten 100.000 tilskuere. Museet er et godt udgangspunkt for besøget, hvor man ved hjælp af flere interaktive displays, udstillinger med videre får indtrykket af, at FC Barcelona er mere end blot en klub. Besøg også kommentatorboksen og presserummet hvor spillerne og træner er skydeskive for journalisternes mange spørgsmål. Gå ind omklædningsrummet, løb gennem spillertunnellen og træd ind på grønsværen.
Afslutningsvis kan man besøge forretningen, der sælger alt hvad hjertet begærer af sportsudstyr, der kan relateres til klubben.
Ramblaen og andre gader
Som førstegangs besøgende i Barcelona bliver man let fascineret af Ramblaens menneskeliv. Og her er også hyggeligt, men de mest spændende gader er faktisk de små gader, der ligger mellem Ramblaen og Ciutadella Park. Mange af gaderne er gågader, og der er masser af små forretninger, pladser, caféer og restauranter. Og priserne er væsentlig under niveauet på Ramblaen, men pas på lommetyvene!
Mercado de La Boqueria
Midt på Ramblaen ligger fødevaremarkedet ”La Boqueria”. Sæt god tid af til at slentre rundt mellem de mange boder med lufttørret skinke, friske grøntsager, fisk, brød og alt hvad hjertet kan begære af lækkerier. Få evt. en forfriskning eller et mindre måltid ved en af caféerne og nyd den sydlandske stemning og duften af friske råvarer. Her er det bedst om formiddagen, hvor alle boder er åbne og har fået friske forsyninger.
Museet om den catalonske historie
Barcelona ligger i Catalonien, som er et område i det nordøstlige Spanien. På museet får I historien om Catalonien fra stenalderen og frem til i dag. Udstillingen er gjort meget interessant og lærerig ved brug af multimedier samt genstande fra gammel tid og kan således give et meget kulturelt input på skolerejsen. Der er både permanente og midlertidige udstillinger.
Barceloneta
Bydelen Barceloneta er halvøen, der lukker af for havneområdet for enden af Ramblaen og Colombuspladsen. Området består af en masse små gader, med ”lokalliv” og er på den ene side afgrænset af lystbådehavnen og på den anden side af Sant Sebastia stranden. Bare en kort gåtur fra Ramblaen er det muligt at svømme i middelhavet fra en hvid sandstrand. Du kan gå en tur fra den olympiske havn i den ene ende af stranden, og afslutte turen med at tage svævebanen henover havnen fra den anden.
Collserola-tårnet
Tårnet blev bygget til OL Barcelona i 1992. På 10. etage er der et udkigspunkt, hvorfra man i godt vejr kan se op til 70 kilometer væk.
Montjuic
Tag svævebanen til toppen af bjerget og oplev bydelen, Montjuic, hvor den gamle borg Castell de Montjuic ligger. Fra den velbevarede borg er der en fantastisk udsigt over havneområdet, ikke mindst ligger hele containerhavnen til skue som en gigantisk arbejdende modeljernbane. Du bliver transporteret derop via tandbane og svævebane fra metrostationen Paral-lel. Fra borgen er der en hyggelig gåtur gennem et grønt område, som udgjorde det olympiske område i 1992. Blandt andet er det Olympiske museum et besøg værd, hvor man har mulighed for at sammenligne sig med Michael Jordan, Nadia Comaneci og Carl Lewis. Gåturen ender ved det imponerende palads ”Placa de les cascades” og pladsen ”Placa d’Espanya”.
Poble Espanyol
Til verdensudstillingen i 1929 blev denne lille by bygget. Den ligger på bjerget Montjoic, som er en bydel i Barcelona, og arkitekten Josep Puig i Cadafalch havde det mål at skabe et museum, hvor arkitektur, stil og kultur fra forskellige spanske lokationer blev repræsenteret. Det samlede areal udgør 42.000 m², hvor der i alt ligger 117 bygninger med gader, haver og pladser. Oplev udendørsmuseet og spansk arkitektur med en hyggelig gåtur gennem byens gader.
Chokolademuseum
Når I træder ind på museet, får I en billet - en chokoladebillet, som I kan spise og nyde, mens I går rundt og ser chokoladeudstillingen, hvor alt fra Disneyfigurer til flere af Gaudis bygningsværker er udførligt lavet med de mindste detaljer på plads. Derudover kan man få en guidet tur eller komme på forskellige workshops, hvor I eksempelvis leger chokoladeartister, laver jeres egne slikkepinde eller smager på den lækre chokolade.
Udenfor Barcelona
Salvador Dali
Salvador Dali er verdensberømt for sine surrealistiske kunstværker, som for eksempel det sjove portræt af hans kone, Gala, med to lammekoteletter balancerende på skuldrene. På Dali-museet i byen Figueres, som ligger lidt nord for Barcelona, kan du opleve hans bemærkelsesværdige værker. Du vil eksempelvis blive overrasket af skulpturer, som ”Den regnende Cadillac”, som bærer på to passagerer i form af ormeædte lig, der lytter til klassisk musik i regnen. Det er bestemt et besøg værd for de kunstinteresserede. Hvis du tør, kan du også besøge krypten, hvor Salvador Dalis balsamerede lig ligger.
Montserrat
Cirka 45 km. fra Barcelona, i de meget marcipan-formede smukke bjerge, ligger klostret Montserrat. Man kan komme til klostret med bus, til fods eller med svævebane, og kan være udgangspunkt for flere forskellige bjerg-vandreture. For de friske er der pilgrimsruten på 56 km. tilbage til Barcelona. På selve klostret, som består af mange bygninger, findes figuren ”Den sorte Madonna”, som ifølge legenden blev fundet i en bjerghule på stedet.