Vores værdier
Faglighed
Vi er to skridt foran
Den daglige gulerod for os er at skabe en succesfuld rejse for alle vores kunder. Det er det, som driver os og får blodet til at pumpe i den organisme, vi kalder Unitas Rejser. For os handler det om mere end blot en rejse fra A til B - det er vigtigt for os at være omhyggelige og ærekære i tilrettelæggelsen. I en branche med høj teknologisk udvikling, skarp konkurrence og økonomiske udfordringer er det vores service og faglighed, som skaber værdien for vores kunder. Derfor værner vi om vores personlige og faglige kompetencer. Vi bestræber os hele tiden på at være to skridt foran i arbejdet med vores rejser.
Troværdighed
Vi er kundens kollega
Vi værdsætter den nære, personlige relation i Unitas Rejser. Når vi taler med vores kunder, samarbejdspartnere og hinanden, er ærlighed og forventningsafstemning et vigtigt grundlag for dialogen. Hvad enten det handler om komfort i bussen, afbestilling af billetter eller rejsens program. Vi ser os selv som kundens kollega snarere end sælgeren i den anden ende af røret. Vi går et ekstra skridt, fordi vi brænder for det, vi laver. Ordentlighed og troværdighed er for os fundamentet for det gode samarbejde.
Rummelighed
Vi værdsætter forskellighed
Hos Unitas Rejser tror vi på, at der skal være plads til forskellighed for at skabe det bedste fællesskab og de bedste løsninger. Den uformelle omgangstone er et godt billede på Unitas Rejser, hvor der er plads til medbestemmelse, en kæk bemærkning og respekt for den enkelte. Vi skaber rummelighed ved at være åbne og imødekommende. Det er de skæve vinkler og opgaver, som giver ekstra krydderi til hverdagen og åbner øjnene for nye måder at gøre tingene på. Derfor møder vi altid vores kunder, kollegaer og samarbejdspartnere i øjenhøjde med indlevelse og forståelse.
Udvikling
Vi udfordrer os selv og hinanden
Hos Unitas Rejser elsker vi traditioner, men vi stræber samtidig efter at udfordre os selv og hinanden til at tænke i nye baner og løsninger. I et rejsebureau med 70 år i bagagen er det vigtigt, at vi holder liv i nye idéer, særligt når dagligdagen og vanerne trænger sig på. Ved at være proaktive imødekommer vi kundernes særlige ønsker og behov i en branche, som udvikler sig med hastige skridt. Vi er nysgerrige og omstillingsparate overfor nye faglige og teknologiske input.